Negationens teatralitet

At psykoanalysere er at analysere en persons tale, henvendt til en selv, som psykisk, idet den ikke længere antages at betyde det, den talende tror, den betyder, nemlig det, den talende vil sige. Men betyder derimod noget andet, som den talende ikke vil sige, og som befinder sig i den talendes psyke, skønt uden for dens bevidste, altså i det «Ubevidste».

Sigmund Freud mente, at benægtelser, fornægtelser og andre nægtelser hos den talende sommetider kunne betyde, at denne talende faktisk bekræfter, hvad han benægter, blot uden at vide det. Hvorfor? for at betjene et andet princip end talens. For eksempel for at give taleren adgang til at omtale noget ellers unævneligt, eller blot for at give taleren en social fordel.
At psykoanalysere er intet andet end at fortolke, hvad personer meddeler en, på denne særlige måde. Det består i, mens man lytter til folks negative tale, dvs. deres negative omtale af visse forhold, at se bort fra deres negationers bogstavelige indhold. Det har den virkning at opløse enhver dialog og, hvis man praktiserer det fra begyndelsen, at umuliggøre den. Den psykoanalyserede kan ikke besvare analysen med en ytring, når samtalepartneren med analysen viser, at han ser bort fra ytringers udtrykkelige epistemiske kvalitet (negerende, ponerende, spørgende osv.) for i stedet at læse symptomalt, dvs. som om ytringen udelukkende var et psykisk symptom.

Man for eksempel mener, at et menneske, der udtrykker afstandtagen til et forhold, dermed ikke tager afstand fra forholdet, men derimod blot – psykisk set – ønsker at påtage sig den afstandtagendes rolle, fordi den giver anledning til så at sige at spille et stykke teater, der giver sociale fordele. Da mener man noget psykoanalytisk, man mener, at det principielt er muligt at rive masken af spilleren, at afsløre den psykiske sandhed gemt bag negationens maske.
Hvis nogen udtrykker kritiske synspunkter, er det ifølge denne fortolkningsmåde eksempelvis blot for at gøre sig bemærket. Eller det er, hvis nogen for eksempel klager over det foreliggende samfunds indretning og virkemåde på et eller andet felt, blot for at påtage sig et offers rolle, aktivere menneskers tendens til solidaritet og dermed tiltrække sig tilhørerens sympati. Rollespil, teatralitet, ikke realitet og autenticitet.
Der er stor forskel på en aktivt kritisk afstandtagen fra et forhold og en passiv klagen over forholdets nærhed, selv om der i begge tilfælde hyppigt optræder vrede - men det fælles element er negationen. Hvis negationen psykoanalyseres som teatralsk og falsk, oprettes ved samme lejlighed en instans, der beslutter, hvad der i stedet i sandhed er gyldigt om den negationsbrugende – hvilken uindrømmet psykisk betydning negatorens sætninger har. Visse kritiske ytringer er derimod nødvendigvis ægte, i det mindste for eksempel den psykoanalyserende «læges» av egne afstandtagende ytringer, mens andre er teatralske og dækker over en psykisk opportunisme.
Hvornår er en negation virkelig en negation, og hvornår er den uvirkelig, blot en maske hørende til en rolle? Det havde Freud jo forskellige svar på, som hang sammen med hans stærkt underholdende teori om menneskesindet. Religiøse mennesker har ofte på lignende måde på fornemmelsen, at folk, der ikke godtager deres trossætninger, egentlig godtager dem, men bare ikke vil indrømme det. Eksistentielle filosoffer som J.-P. Sartre mente, at folk, der ikke var enige med ham, led af mauvaise foi, «ond tro» - dvs. de benægtede, hvad de i grunden faktisk alligevel dybest set troede på, og således derfor så at sige nærmest løj for sig selv. Hvad han selv troede, vidste han, at andre i grunden også troede, blot uden at vide det. Det er en yderst almindelig fornemmelse at have: at man simpelthen i grunden må have ret. (…)