Krigen i drengens øjne

«Krig er kun for mænd», lyder det gentagende mantra sagt af de granvoksne soldater i Tarkovskijs spillefilmsdebut Ivans Barndom.1 Ikke desto mindre er drengen Ivan at finde midt i krigen. Forkommen og beskidt ankommer han til en mindre russisk militærbase, hvor han insisterer på at tale med den øverstkommanderende. Da denne tager imod og senere taler med en højtstående major om Ivan, bliver det klart for tilskueren, at Ivan spiller en markant rolle i krigen. Han er en dygtig spejder og kan krydse floder, som ville tage livet af en voksen mand. Ivan rapporterer om tyskernes fremmarch og antal. Så klæder han sig af de beskidte klæder og åbenbarer sin spinkle drengekrop. På ryggen bærer han et dybt ar, men efter et karbad er Ivans hud igen så lys og sart, som i de stunder han tilbragte med sin mor.

De stunder møder vi i imponerende flashback-sekvenser. Ivan og moderen går rundt blandt høje birketræer. De kigger ned i en dyb brønd for at se, om de kan få øje på stjernen, som moderen siger er dernede. I en anden sekvens ligger Ivan sammen med en ung pige på ladet af en lastbil i regnvejr. Lastbilen er fyldt med æbler, som Ivan og pigen kærtegner. Scenariet er ubeskriveligt smukt. En studie i ømhed og barndommelig uskyld. En ung drengeverdens transformation fra lattermild opvækst hos moderen til aktiv deltagelse i krigen.

Kontrasten til krigen er derfor voldsom og ubehagelig. Nogen gange tager krigen beskidte former med bombenedslag og mudrede skyttegrave. Andre gange forekommer den – lig instruktøren Terrence Malicks iscenesættelse af krig i The Thin Red Line fra 1998 – som en poetisk vision. Næsten som en futurist finder Tarkovskij noget skønhedsdragende over krigen. Han lader lysglimt falde langsomt ned over de høje, mørke træer. Når det sker, er krigen ikke væsensforskelligt fra barndommens leg. Mennesket kan vænne sig til meget. Således også Ivan. For ham bliver krigen normalitet. Han nægter at lade sig placere på børnehjem eller i militærskole. Han vil tage del i virkeligheden, selvom denne virkelighed udelukkende er besat af krig. Og Ivans snert af patriotisme og trodsighed er på en gang forståelig og skræmmende.

Ivan bliver i filmen et emblem på barnet i krigen, og gennem Ivan kan vi se de tusindvis af børn, der lever og agerer i krig rundt om i verden i dag. Børnesoldaterne i Sudan eller civile i Bagdads gader. Den troværdige nyhedskilde Iraqbodycount.org anslår i skrivende stund, at mellem 75 000 og 80 000 civile er blevet dræbt i krigen i Irak indtil videre – heriblandt mange børn, som altså lider samme skæbne som filmens Ivan.2 Og det skræmmende er måske især, at niveauet er tiltagende siden krigens start i 2003. Således blev det opgørelsesår, som sluttede i marts 2007, året, hvor flest civile irakere blev dræbt. Hele 44 prosent af alle dræbte civile blev dræbt i det år. Flere stærke scener hen imod afslutningen af Tarkovskijs film kunne ligeså godt være hentet fra nutidens tv-optagelser fra Irak. En scene viser forkullede lig, som ligger spredt foran en ruin. En anden scene opremser de døde og slutter med Ivan.


TARKOVSKIJ GRUNDLÆGGER allerede med sin debutfilm nogle af de temaer og stilistiske kendetegn, der dominerer resten af karrieren. Oftest ligger dybsindigheden tæt op af det okkulte, som det bl.a. sker i den allegoriske fortælling Den yderste dom fra 1971. Filmene er kryptiske og udfordrende i såvel stil som fortælling. Tag for eksempel science-fiction-værket Solaris fra 1972, hvor en planet fungerer som en art spejl for menneskets fortrængninger. Alle den russiske instruktørs film har dog en eksistentiel reference, der gør stemplinger af Tarkovskij som værende en uforståelig kunstfilmsinstruktør til skamme. Til trods for æstetiseringen af en nærmest perfekt samhørighed mellem natur og krig, formår Tarkovskij i Ivans Barndom også at fastholde sit publikum qua filmens humanistiske kvaliteter.

Der er ingen tvivl om, at Ivans Barndom er rodfæstet tematisk. Men også filmens visuelle udtryk er særdeles vellykket. Sjældent har jeg set så mange fascinerende og vellykkede billedkompositioner. Et kors filmet i modlys, hvor linjerne langsomt breder sig ud over skærmen, mens bomberne tager til på lydsiden. Eller møllevingerne i starten af filmen, hvor de skrå linjer danner et grafisk mønster, som betyder, at filmen pludselig antager ikke-narrativ karakter.

Tilsidesættelsen af konkret krigshandling gør filmen desto stærkere. Af samme årsag kommer Ivans Barndom til at virke som en afsøgning af krigens væsen og Ivan som et emblem snarere end en handlende figur. Flere gange undervejs standser Ivan da også op. I modsætning til de voksne soldater, der udelukkende handler og agerer på objektive årsager, synes Ivan at være et refleksivt væsen, som flere gange lades i subjektivitetens lod. Hadet til fjenden deler Ivan dog med sine voksne fæller. Og krigens uundgåelige finale møder også Ivan.

© norske LMD.

Fotnoter:
1 Denne anmeldelse tager udgangspunkt i den nye DVD-udgivelse fra Criterion Collection. Som Criterion har for vane er Ivans Barndom et gennemført produkt, som viser, hvad DVD-mediet er i stand til. Lyd- og billedkvalitet er helt i top. Skarpheden af Tarkovskijs perfekte billeder er glimrende uden at virke for digitaliserede. Ekstramaterialet består bl.a. af udmærkede interview med eksempelvis Tarkovskijs filmfotograf Vadim Yusov. Det eneste, man godt kunne savne, er en aktualisering af filmen.

2 Læs mere om drab på civile irakere på den evigt aktuelle hjemmeside http://www.iraqbodycount.org