Offline-revolutionen kommer!

Rodet plot, ujævn dramaturgi og en sødladen reklamefilms-æstetik gør teknologi-kritiske Transcendence til en yderst broget oplevelse.

I Transcendence føler man sig som visuel vidne til en to timers lang reklamefilm af den sødladne slags. Foto: Nordisk Film Distribusjon AS.

I Transcendence føler man sig som visuel vidne til en to timers lang reklamefilm af den sødladne slags. Foto: Nordisk Film Distribusjon AS.

På et tidspunkt får vi nok. Nok af at være online evigt og altid. Nok af at leve vores liv gennem skærmen. Der vil komme en opstand, et oprør. Og dette vil destruere online-fanatikerne og al deres materiel. Offline-revolutionen er nært forestående.

Dette er i al fald udgangspunktet i Wally Pfisters debutspillefilm Transcendence. Oprørsbevægelsen med det mundrette navn, Revolutionary Independence From Technology, er en undergrundsbevægelse, der helst opererer i det skjulte. Bevægelsen ønsker at frigøre mennesket fra den teknologi, der begyndte som et hjælperedskab og endte som en hæmsko. Med Dr. Will Caster (Johnny Depp) har bevægelsen fundet sin oplagte fjende.

Caster forsker i kunstig intelligens. Han er videnskabsmand af hele sit rationelle hjerte og drevet af nysgerrighed efter at lære, hvordan universet er indrettet. Samtidig er han det tætteste, vi kommer på Gud i det fremtidssamfund, som filmen foregår i. Caster er nemlig tæt på at skabe en kunstig intelligens, der ikke blot kan tænke og ræsonnere men sandelig også føle, udvikle sig, lære til sig og lære fra sig.

For undergrundsbevægelsen er Will Caster altså ved at skabe et nyt menneske i sit eget billede. Derfor sender de et radioaktivt projektil ind i Casters krop, der vil tilintetgøre ham i løbet af kort tid. Med denne projektil tror bevægelsen, at de har sat en alvorlig kæp i hjulet på alle teknologifanatikernes våde drømme, men i stedet viser projektilet sig at være startskuddet til manifestationen af Casters visioner.

Med hjælp af sin dedikerede hustru og en mere tøvende ven uploades Casters bevidsthed inklusiv minder, og måder at tænke på i en kvantumcomputer, som siden forbindes til internettet, så Caster både kan lære alt muligt om alting, og ikke mindst gå i forbindelse med (læs: overtage) andre folks netværk og computere. Men vil Caster vitterlig gerne herske over menneskene? Vil han være Gud? Vi ved det ikke, men både hustru, regeringen, vennen og omverdenen i det hele taget er i tvivl, hvorfor vi snart bliver vidne til det endelige opgør mellem antiteknologirevolutionære og de, der holder med Caster.


Et malplaceret skue

Som referatet nok mere end antyder er vi ude i en fortælling, der med et virvar af kringelkroge og lettere spekulative handlingsmønstre er noget af en mundfuld at holde styr på og lade sig overbevise af. Komplekse handlingsstrukturer kan være ganske vellykkede og filmisk fænomenale – tænk blot på I fjor i Marienbad og Solaris – men de kan også, som tilfældet er her, være en voldsom omgang rod og intetsigende kaos. Vi rives ikke med, men irriteres over, at instruktør og manuskriptforfatter har gjort det hele så unødigt kompliceret.

Transcendence er mislykket på et utal af måder. Det visuelle udtryk er et malplaceret skue. Der går en hårfin grænse mellem reklamefilmens overfladeæstetik og den lyriske filmkunst, og det kan være vanskeligt at sætte ord på, hvorfor man oplever en film som det første og en anden film som det sidste. I tilfældet Transcendence er der ingen tvivl. Man føler sig som visuelt vidne til en to timers lang reklamefilm af den sødladne slags. Tag nu blot vanddråbernes sirlige bevægelser på solsikkerne i super slow motion.
[pullquote]«Med Transcendence overskrider vi kun grænsen for, hvor ringe en film kan være.»[/pullquote] Dette kunne måske have fungeret som et kontemplativt øjeblik, men bliver i Transcendence i stedet en insisterende, overtydelig symbolik på noget vi alligevel ikke har brug for et symbol på. Pfister har en længere baggrund som tv-fotograf og kameramand, men den dokumentariske nerve, der måtte være til stede i hans arbejde for tv-stationer som PBS og HBO, er fuldstændig fraværende i Transcendence.


Mangler visuel stringens

Det er som sagt Wally Pfisters debutfilm, og det kan i den grad undre, hvordan nogen er kommet på den idé at give ham 100 millioner dollars til at lave en film for. Måske er det hans nære tilknytning til Christopher Nolan (der har produceret Transcendence), for hvem Pfister var kameramand på blandt andre Insomnia, Batman Begins, The Dark Knight og Inception, som Pfister i øvrigt helt fortjeneligt modtog en Oscar for.

Transcendence har da også en række fællestræk med sidstnævnte i både tematik og stil, men ulig Nolans værk mangler Transcendence både visuel stringens og dramaturgisk kant. Johnny Depp synes nærmest ikke at vide, hvad han skal gøre af sig selv, og flere steder lader filmen til at gå dramaturgisk i stå.

Jeg kan kun anbefale at holde sig langt væk fra denne film. At transcendere vil vanligvis betyde at overskride en grænse, at komme længere end den erkendelsesmæssige eller erfaringsmæssige grænse, vi som mennesker er begrænset af i vores natur. Med Transcendence overskrider vi udelukkende grænsen for, hvor ringe en film kan være.

© norske LMD

Transcendence har premiere 6. juni