Alt for mange ord

Olivier Assayas’ Sils Maria tematiserer aldring og forfald, men filmen lider under for mange ord og et skuespil, der nærmer sig det selvglade.

Juliette Binoche og Kristen Stewart i Sils Maria. Foto: AS Fidalgo

Juliette Binoche og Kristen Stewart i Sils Maria. Foto: AS Fidalgo

Nogle film er mestendels skuespillets. Der tales stolpe op og stolpe ned. Der tales og ageres i en sådan grad, at man får lyst til at skrive det med kapitæler som et andet Yahya Hassan-digt: DER TALES OG DER AGERES. Dette er bestemt og uden tvivl tilfældet med Olivier Assayas’ Sils Maria.

Skuespillerinden Juliette Binoche spiller skuespillerinden Maria Ender. For tyve år siden fik Maria sit gennembrud i rollen som Sigrid, en ung kvinde med stor appetit på livet, som det siges. Et søgende individ med en naturlig charme, som omgivelserne enten betages af og forelsker sig i eller frastødes af i en sådan grad, at det for den mere modne kvinde, Helena, resulterer i et selvmord. Maria Ender leverede en pragtpræstation, blandt andet hjulpet frem af den schweiziske instruktør, Wilhelm Melchior, og siden da har hun været en feteret stjerne.

Nu er hun tilbage i de schweiziske alper for at modtage en pris, men også for at gense den instruktør, som gav hende chancen, troede på hende og medvirkede til hendes gennembrud. Skæbnen vil det (naturligvis) anderledes. Der bliver ikke noget gensyn, idet Melchior begår selvmord kort forinden Marias ankomst. Men Maria skubber sorgen til side, deltager i prisoverrækkelsen og den efterfølgende middag, hvor hun af en succesfuld yngre instruktør tilbydes rollen i en kommende opsætning af det stykke, som Maria fik sit gennembrud i, dog nu blot i rollen som den mere sårbare og modne kvinde Helena.

Dette aktiverer en større granskning af identitet og aldring. Hvorfor er det unge så efterstræbelsesværdigt? Hvad er det i vores kultur, som sætter ungdommen op på en piedestal, mens erfaring, modenhed og aldring synes at have iboende negative kvaliteter? Filmen går ikke direkte i dialog med disse kulturelle aspekter, men den kredser i stedet om dem ved at konstruere en række meta-lag i fortællingen.


Snakkesaligt drama

Det vigtigste lag er nok forholdet mellem Maria og den yngre assistent, Valentine (Kristen Stewart). Ved filmens start får vi en fornemmelse af forholdet som værende yderst professionelt og effektivt. Valentine har styr på Marias kalender og de mange aftaler. Valentine er bestandig kommunikerende. Hun sender sms, modtager mobilopkald, følger med på de sociale medier for at se, hvordan Maria bliver gestaltet derude i cyberspace. Der er noget hæsblæsende, krampagtigt insisterende over al den kommunikation, som ligeledes eskalerer i alle de spørgsmål, Valentine stiller Maria. Vil hun være med i dette stykke? Vil hun gøre reklame for dette produkt? Var det ikke på tide at lave en science fiction-film?

Med tiden får vi dog indblik i andre aspekter af forholdet. De har også deres personlige, intime stunder. Stedvist kan vi måske spore en erotisk dragning mellem de to kvinder, men for det meste er det venskab, vi ser udfolde sig.

Valentine håndterer Marias liv, men hun rummer det også. Hun tager imod. Hun lytter men svarer også igen. Hun er ikke kun assisterende, men tager til tider også en dominerende rolle. Dette bliver især tydeligt, da Maria takker ja til rollen som Helena og går i gang med at øve replikker med Valentine. De opholder sig i en fjerntliggende hytte i alperne. Går ture i et landskab, som på engang er pittoresk betagende men også viltert og skæbnesvangert, når tågen kredser rundt i dalen.

Replikudvekslingen er konstrueret på sirlig vis, således at man bestandigt er i tvivl om det er replikker fra stykket, de øver, eller om de har en dialog-udveksling i filmen. Når så teaterstykket omhandler aldring og forholdet mellem en ung kvinde og en moden kvinde, kommer meta-laget for alvor til sin ret. Deres forhold får endvidere en ny dimension, da Hollywood-stjernen, Jo-Ann, som skal spille Sigrid i den nye opsætning af teaterstykket, ankommer til alperne. Også hun er jo ung og efterstræbelsesværdig. Og Valentine er oveni købet fan af Jo-Ann, og lige så anstændig og moden, Valentine opfører sig, når hun er sammen med Maria, lige så fjollet og idol-dyrkende synes hun at være overfor Jo-Ann. Fankultur, forfængelighed og forgængelighed viltres således sammen i et enormt snakkesaligt drama.


Selvfed og usikker

Som man måske fornemmer på mine indledende sætninger i denne anmeldelse, er jeg ikke just overbevist om kvaliteterne i Sils Maria. Jeg føler en voldsom tøven overfor de mange replikudvekslinger. Der spilles på mange måder godt i filmen, men skuespillet har også – især i de førende roller hos Binoche og Stewart – et selvbevidst lag, der skæmmer og distancerer. Filmen kan heller ikke sige sig fri for en del prætentiøse scener og banale ytringer. Helhedsindtrykket bliver en film, der på en og samme tid er selvfed og usikker på sig selv.

© norske LMD. Sils Maria har kinopremiere 20. februar.

Steffen Moestrup er filmkritiker.