En teenagepige træder forsigtigt ind i et kælderrum på et hotel i Hønefoss. Hendes skridt er langsomme, hendes blik søgende. Blikket falder på gulvtæppet. Et vemodigt udtryk breder sig i hendes ansigt.
Denne ganske korte scene er velsagtens den stærkeste scene i Sara Johnsens Rosemari. Styrken findes dels i skuespillet. Sjældent har jeg set et så udtryksfuldt, ungt ansigt som hos debutanten Ruby Dagnall, der spiller rollen som Rosemari indtagende og vedkommende. Men styrken kommer også af forhistorien. 16 år tidligere blev Rosemari nemlig født på det gulvtæppe, som hun nu står og stirrer vemodigt på. Hun blev født på tæppet og forladt af moren. Siden har hun ikke været på hotellet. Hun er altså netop trådt ind i det rum, hvor hun sidst og indtil videre den eneste gang var sammen med sin mor. (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.
Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
