En teenagepige træder forsigtigt ind i et kælderrum på et hotel i Hønefoss. Hendes skridt er langsomme, hendes blik søgende. Blikket falder på gulvtæppet. Et vemodigt udtryk breder sig i hendes ansigt.
Denne ganske korte scene er velsagtens den stærkeste scene i Sara Johnsens Rosemari. Styrken findes dels i skuespillet. Sjældent har jeg set et så udtryksfuldt, ungt ansigt som hos debutanten Ruby Dagnall, der spiller rollen som Rosemari indtagende og vedkommende. Men styrken kommer også af forhistorien. 16 år tidligere blev Rosemari nemlig født på det gulvtæppe, som hun nu står og stirrer vemodigt på. Hun blev født på tæppet og forladt af moren. Siden har hun ikke været på hotellet. Hun er altså netop trådt ind i det rum, hvor hun sidst og indtil videre den eneste gang var sammen med sin mor. (…)
Denne saken er forbeholdt våre abonnenter. Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
