Sneens knitren

Nogle film fremstår som en robust helhed. Der er film, hvor alle enkeltdelene når sammen og fungerer i slægtskabet med hverandre. Og så er der film, hvor delene obstruerer for hinanden. Hvor stumperne aldrig mødes, hvor formgrebene måske ligefrem modarbejder hinanden. Den slags film kan virke i deres fragmentariske udtryk, men de kan også fremstå unødigt amputerede. Det sidste gælder desværre for filmen Forsvunnet af nederlænderen Boudewijn Koole.

Bagved er tragedien

Den voksne datter Roos, der til dagligt arbejder som fotojournalist i Holland, vender tilbage til sin hjemstavn i en øde norsk egn for en stund. Det er hendes årlige pligtbesøg hos sin familie, men denne gang er det anderledes, for hun bringer en tragisk nyhed med sig.
Moderen bor i et hus langt fra alting. Her ernærer hun sig som klaverlærer og befinder sig uden tvivl bedst i selskab med musikken eller sammen med sine slædehunde. Menneskelig kontakt er hun ikke meget for. Hun virker bestandigt distanceret, næsten kold over for sin datter, som gentagne gange forgæves forsøger at nærme sig moderen. (…)