Den unge Otto (Amos Brotherus) vækker Olavis (Heikki Nousiainen) slumrende salgsenergi til live og bedstefaren viser barnebarnet hvad kunsten kan. FOTO: FIDALGO FILM.

Fintfølende, men hastigt glemt

Det siste kuppet er en charmerende om end banal film om kunstkærlighed og generationsmøder.

Kunsten har været hans et og alt. Og nu øjner han chancen for en sidste god handel, inden det hele lukker og slukker. 72-årige Olavi er kunsthandler. Ikke en af de velbjærgede slags, men derimod en entusiast med en dyb kærlighed til kunsten. År ud og år ind har han gransket markedet, ledt i alle afkroge og troligt besøgt hvert eneste auktionshus i sin bestandige søgen efter kunst, der kan omsættes. Ikke for pengenes skyld, men for glæden ved kunst. Hans lille galleri er et tætpakket lokale helliget malerierne.

Hver aften gør han regnskabsbogen op, og det ser ikke godt ud. Regninger og rykkere er daglig kost. Onlinebutikker der sælger kunst er ved at sætte sig på markedet, og det er få mennesker der finder ned i Olavis kælderlokale. Han sælger derfor kun ganske lidt og ofte til stort set samme pris, som han har givet for det. Måske nænner han ikke andet. Måske er hans indstilling så empatisk, at han har mistet forretningssansen. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Forrige sak

Full kontroll

Neste sak

Ulikhet for arveloven

Andre saker om Film

De glemte filmpionerene

De mange kvinnelige regissørene og manusforfatterne som deltok i stumfilmens gullalder har i stor grad blitt

Spill for galleriet

Coastal Elites er en samling koronabetingede «henvendelser hjemmefra». Novellefilmene fungerer best gjennom menneskene vi møter, mer

Den sovjetiske løgn

Den sorte jord burde brødføde en hel befolkning. Det er beretningen, som det sovjetiske regime tillader

Opp av asken

Gjenoppstandelsen til den en gang konkursrammede byen Stockton i California er en prosess det sikkert er

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.