Familiefesten er fortællingen om en familie, der ved første iagttagelse er harmonisk og glad, men snart pibler konflikterne frem. FOTO: ANOTHER WORLD ENTERTAINMENT.

Familiens sorte får

Familiefesten skriver sig på behændig vis ind i en arketypisk genre. Den styrer udenom genrens værste klicheer, men lever op til den mest slidte fordom om franske film.

En familiefest er fremragende filmisk materiale. Udgangspunktet er jovialitet og glæde over samvær. Måske har flere af familiemedlemmerne ikke set hinanden længe, så der er en gensynsglæde, der hviler over genrens indledende sekvenser. Men snart pibler konflikterne frem, gamle sår rippes op på ny, måske er der store hemmeligheder, som åben-bares og en ubehagelig konfrontation synes uundgåelig. Vi har set det ske i film som Thomas Vinterbergs Festen (1998), Louis Malles Milou en mai (1990) og Michael Hanekes Happy End (2017). Premiereaktuelle Familiefesten følger trop.

Måltidets anatomi

Familiefesten er fortællingen om en familie, der ved første iagttagelse er harmonisk og glad. Bedstemoren Andrea fylder rundt, og det skal fejres i familiens sommerresidens, hvor de samles fra nær og fjern. De to brødre Vincent og Romain er forskellige som nat og dag. Vincent har styr på sine ting med egen virksomhed, en lægehustru og to dejlige drenge, der gerne hjælper til. Den anden bror, Romain, er derimod den excentriske kunstnertype, der ankommer med endnu en ny kæreste – denne gang en kvinde helt fra Argentina – og som også har med et kamera, som han tænder fra første minut, idet han påstår at ville dokumentere denne særlige begivenhed. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang
Forrige sak

Vandringsmennesket

Neste sak

Den store illusjonen

Andre saker om Film

Stor tromme

Ennio Morricone red inn i den aller største solnedgangen i sommer. Filmkomposisjonene han etterlot oss brakte

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.