Steffen Moestrup

En ung kvindes tragiske død vækker en poetisk åre i en aldrende bedstemor i en film, der i sig selv fremstår som et helstøbt stykke poesi.

En filmfestival har ofte vanskeligt ved at undslippe en konstruktion og en diskurs, der på paradoksal vis søger at være fællesskabsdannende, men tillige rumme en unik særegenhed. For hvad er det fælles nordiske i relation til film? Er der særlige filmiske metoder, udtryk, tematikker og/eller produktionsforhold, der kan tilskrives en specifik nordisk identitet eller «tone»?

Nicolas Winding Refn tager favntag med det måske største af alle amerikansk-filmiske ikoner: bilen. Det sker i et yderst stiliseret værk, der netop fungerer qua sin kunstagtighed.

Le Havre er et humanistisk eventyr med stor charme, men for mange scener emmer af parodi og kitsch til, at man for alvor tager fortællingen med sig.

Enkelte scener bliver for freudiansk illustrerende, men Drømme støjer ikke når de dør er fortsat en glimrende skildring af landmandslivet.

Sorg og seksualitet flettes sammen i Aleksei Fedorchenkos betagende filmdigt Spurvene.

Med intelligent brug af found footage-genren skildrer Bambieffekten på overbevisende vis to unge kvinders rejse mod døden.

En forsvundet og en næsten glemt stumfilm af mesteren Carl Th. Dreyer er nu gjort tilgængelige i smukke udgaver.

Dampen går af de finske machomænd, der beretter personlige historier med følelserne uden på den nøgne krop.

Kærligheden mellem Shirin og Soran er dramatisk som i et eventyr, men der er absolut intet eventyrligt over den verden, Shirin kastes ud i, da hun træffer et skæbnesvangert valg.

Le Monde diplomatiques udsending, Steffen Moestrup, lader film være film og koncentrerer sig i stedet om alt det udenfor filmene på Thessaloniki Documentary Festival. At være festivalgæst er en følelsesmæssig masochisme. Uden pause og uden mulighed for refleksion eller emotionel bearbejdning går man videre til næste film. Måske har festivalens konstruktion en overset betydning for måden, filmene opleves på?

Michelangelo Frammartino blæser på fortælling og dramatisk fremdrift. Det er der kommet en betagende og nærmest essayistisk fiktionsfilm ud af.

Ken Loach begynder godt men slutter skidt i Route Irish, der er for tynget af et utroværdigt manuskript, symbolik og for mange tanker om sammensværgelse.

Billigt og mangfoldigt tilbydes nu klogt udvalgte værker af en af Tysklands mest interessante instruktører gennem tidene.

Winter’s Bone er en dragende spændingsfilm, et velspillet familieportræt og ikke mindst den mest indlevende skildring af det fattige, hvide USA, på lang tid.

Julie Bertuccellis anden spillefilm, Træet, er et studie af sorg iklædt en overbevisende panteistisk omfavnelse.

Winding Refns elementære Valhalla Rising skal ses for farvernes, tavshedens og det rumlende lydspors skyld.

World Cyber Games er dataspillernes svar på De olympiske leker, men er dataspill virkelig en idrettsgren?

Det klaustrofobiske rommet i en heis er en effektiv medspiller i Devil, som ellers ikke tilføyer mye nytt til skrekksjangeren.

Med åpne øyne blotlægger magtstrukturen og den iboende undertrykkelse ved religiøs fanatisme i det israelske samfund. Heldigvis for filmoplevelsen gør filmen det uden at virke udleverende eller sensationslysten.

Smukke balletscener bliver siddende, men Maos siste danser er tynget af en al for blid og behagesyg tilgang til det biografiske materiale.

Armadillo fremstiller de danske soldater som en flok drengerøve, der præget af ungdommelig hovmod og umodenhed likviderer og gør grin med de afghanske ofre. Alligevel er det svært at føle anstød over filmen. For krig er vel bare sådan?

Sondringen mellem natur og civilisation er essentiel i Gonzales-Rubios anden film, dramadokumentaren Alamar. Men heldigvis formår filmen også at levere et varmt portræt af forholdet mellem en søn og en far.