Ind i kugleregnen

KRIGEN I AFGHANISTAN går snart ind i sit andet dekade og ligner i stigende grad et nyt Vietnam. Og dette ikke kun for de amerikanske styrker, men i sandhed også for koalitionsstyrkerne. De er oppe mod en udstyrsmæssig underlegen modstander, men muhajedinkrigerne har modet, landskabsviden og erfaringerne fra kampene mod de russiske styrker. Dette har medført, at Talebanstyrken har vist sig langt mere vanskelig at nedkæmpe end først antaget.






Krig har det med at skabe film. Og indimellem rigtig gode film. Armadillo er seneste skud på den danske krigsfilmsstamme, og selvom den ikke kommer blandt de rigtig gode krigsfilm, er den dog bestemt et nærmere bekendtskab værd.

Dette skyldes i høj grad, at Armadillo er en dokumentarfilm. Og her er ingen rekonstruktion, arkivmateriale eller animerede sekvenser. Alle optagelser er hentet i virkeligheden, men naturligvis stærk dramatiseret. Heri lægger både filmens styrke og dens svaghed. For alt imens viden om at det, vi ser, er virkeligt, bidrager til en skærpelse af intensitet og spænding, så er flere af de dramaturgiske greb faktisk med til at neddæmpe selvsamme intensitet. Når vi eksempelvis følger soldaterne på deres første patrulje, sidder vi med bankende hjerte og en klump i halsen, for vi ved – ligesom soldaterne ved – at rundt om hjørnet kan fjenden lure og projektilet komme. Men når så filmens instruktør tilsætter de intense billeder en – tiltænkt dramatisk forstærkende – underlægningsmusik, ja så er det, at man som tilskuer opretter en distance og begynder at opleve Armadillo som en fiktionsfilm. Det er vitterligt en skam, at instruktør Janus Metz ikke har holdt igen med de dramaturgiske effekter, og ladet fortællingen tale for sig selv.


FOR FORTÆLLINGEN og karaktererne er faktisk alt nok. Vi lægger (naturligvis) ud i idylliske Danmark, hvor de meget unge soldater, drenge er de blot, er samlet med deres familier. Nogle forældre er stolte, andre skeptiske og en enkelt mor er ligefrem uforstående overfor sønnernes beslutning om at drage i krig. «Hvorfor?» lyder det gentagne spørgsmål, mens svaret som oftest er noget med «fordi det er spændende, der er sammenhold, og det er eventyr». Vel de samme grunde som mand altid har haft for at drage i krig. Adrenalin kan være et narkotikum.

Derpå tager Lars Skrees natgrønne billeder os med til Afghanistan og mødet med den kontante lejrchef, som straks lader soldaterne vide, at de bestemt ikke kommer til at kede sig. Og skal man tro Armadillo lader det da heller ikke til at være tilfældet.

Selvom filmen er et destillat af soldaternes seks måneders tjans, så fremstilles soldaternes hverdag nærmest som en lang patrulje, hvor nerverne sidder uden på tøjet og kuglerne hænger løst bag soldaternes dirrende aftrækkerfinger. Også livet i lejres portrætteres dog, og det lever vist fuldt op til fordommene i dets miks af porno, vulgære jokes og fysisk leg. Ifølge Armadillo bliver drenge ikke mænd af at komme i krig. Tværtimod. På mange måder bliver de endnu mere drenge, end før de tog af sted.


I DANMARK afstedkom premieren på Armadillo en del harme og kritiske kommentarer om danske soldaters opførsel i Afghanistan. Flere politikere mente, at undersøgelser af forholdene skulle sætte i værks, hvis tingene vitterlig var, som filmen lader det fremstå. Især en scene faldt kritikerne for brystet.

Efter en voldsom skududveksling under en patrulje, hvor fire talebansoldater bliver dræbt, hører man efterfølgende de danske soldater lave jokes om episoden og tale om hvordan de «likviderede» afghanerne. De fire afghanere var først blevet ramt af en håndgranat, men da de efter sigende stadig var i live, valgte flere danske soldater at «fylde 30–40 kugler i dem», som det bliver udtrykt i filmen.

Likvidering er naturligvis en kriminaliseret handling, og der er da også regler for krig, der tilgodeser sårede soldater den hjælp, de har brug for, men her er det så et fortolkningsspørgsmål, om soldaterne fortsat udgør en trussel i kamphandlingerne, og det har de danske soldater åbenbart ment, at afghanerne gjorde.

Jeg har svært ved at følge harmen, men bakker alligevel op om den undersøgelse, som er sat i gang for at få sat på plads, hvad der egentlig skete under den omtalte kamp. Langt hen af vejen kan jeg dog godt forstå soldaternes reaktionsmønstre. Selvom det kan synes vulgært og bestialsk at gøre grin med de afdøde soldater, vil jeg mene, at det er en måde at håndtere situationen på, at komme overens med, at man netop har dræbt et andet menneske.

Armadillo
giver således et sjældent indsigtsfuld kig ind i soldaternes psyke og lader os vide, at nu hvor vi har valgt at gå i krig, følger da også en række befængte og diskutable handlinger, der uden Janus Metz’ mod til at gå helt ind i kugleregnen måske ikke var kommet os for øre og øje.

© norske LMD

Armadillo, Janus Metz, Danmark 2010. På kino fra 27. august.