Ole Christian Madsen har med Flammen og Citronen begået Danmarks hidtil dyreste film. Slutproduktet er et trivielt fortalt krigsdrama, som aldrig rigtig er hverken episk eller psykologisk i sin tilgang. Ikke desto mindre formår filmen at nuancere sondringen mellem at gøre modstand og lade stå til, når et land er besat. Virkelighedens reelle modstand er svær at få øje på.
I sin seneste film In the Valley of Elah sætter Paul Haggis fokus på hjemvendte soldater, der har gjort tjeneste sammen i Irak. Med gruppen som omdrejningspunkt og en forfærdelig episode som dramatisk nerve, tegner Haggis et billede af krigens traumer, der aldrig kan rystes af. Traumer som inficerer det amerikanske samfund i en sådan grad, at dysfunktionalitet og inhumanitet bliver mærketegn for USA snarere end demokrati og frihed.
Tim Burton prøver i sit bud på Sweeney Todd-myten at kombinere sang og horror. Burton følger op det seneste årtis forsøg på at revitalisere musicalgenren med så forskellige værker som Lars von Triers Dancer in the Dark og Baz Luhrmanns Moulin Rouge. Hos Burton fungerer det kun momentvist. Men han iscenesætter med stor begavelse og overbevisende atmosfære London som forfaldets og det makabres centrum. William Blake ville juble.
I Erik Nietzsche – De Unge År portrætteres Lars von Triers tid på Den Danske Filmskole i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Filmen kan ses som en nøglefortælling, hvor man kan muntre sig med at genkende virkelige personer, som karikeres og til tider latterliggøres. Eller man kan se filmen som en dannelsesrejse gennem skolesystemet, hvor en kejtet og uskyldig dreng transformeres til en viljestærk, kompromisløs men også opportunistisk kunstner.
Ivans Barndom fra 1962, den russiske instruktør Andrej Tarkovskijs spillefilmsdebut, kom nylig på DVD. Den æstetiske fuldkommenhed udtrykt i fænomenale billedkompositioner er uforglemmelig. Og temaet sætter dybe spor. Filmens genistreg ligger i å vise en ung drengeverdens transformation fra lattermild opvækst hos moderen til aktiv deltagelse i krigen. Ivan bliver i filmen et emblem på barnet i krigen. Gennem Ivan kan vi se de tusindvis af børn, der lever og agerer i krig rundt om i verden i dag.
Den tyske instruktør Philip Gröning har som den første nogensinde fået tilladelse til at filme den tillukkede karteusermunkeorden i Frankrig. Filmen bliver en skildring af ikke blot det religiøse kald, men af selve livets basale kvaliteter. I lighed med den klassiske Direct Cinema-traditionen, er Den Store Stilhed en forening af det observerende og det indlevende.
Hvor langt vi egentlig er villige til at gå i kampen for udbredelse af demokrati? 10 dokumentarfilm og en række kortfilm skal udsendes mere eller mindre samtidigt verden over denne måned. Hensigten med det unikke medieprojekt er at bruge dokumentarfilmene som springbræt til at starte en demokratisk værdidebat. Projektet er et beundringsværdig initiativ i en verden, hvor terrorisme og religion–og ikke mindst kampen mod disse–er med til at sætte skred i demokratiske principper. Populisme, korruption og nepotisme er nok engang en uheldig sideeffekt i demokratiet.
John Pilgers «War on Democracy» er et langt anklageskrift mod et imperialistisk USA. Et USA som omstyrter demokratisk valgte præsidenter, fordi de ikke passer ind i den dagsorden, imperiet ligger for dagen. Filmen er som en kanonkugle i maven på sin beskuer – brutal, vedkommende og befriende politisk ukorrekt i sin subjektivitet og valg af sympati. Men i det lange løb irriterer manglen på såvel nuance som analytisk dybde.
FBI-medarbejderen Sibel Edmonds blev fyret, fordi hun gik til ledelsen med en viden om, at der optrådte tyrkiske spioner internt i FBI. Kill The Messenger viser et amerikansk post-9/11-samfund, der er kendetegnet ved en parakdoksal dobbelthed. På sin vis stækkes borgere i deres frihed og overvågningsmulighederne højnes, altimens politikere i højere grad kan holde deres rygge fri og lukke betændte sager ved blot at henvise til statens sikkerhed. Dokumentaren viser dog, at det ikke altid er statens sikkerhed, der sættes højest i Bush-administrationen.
Formelle eksperimenter, sentimentale film, politiske film, etniske film, dokumentarfilm. Tysk film har for alvor indtaget de danske og norske biografer.
Danmarks statsminister bliver myrdet af en ung aktivist, som han har et homoseksuelt forhold til. Godt nok sker det hele kun på film–i den nye danske mockumentary AFR–men ikke desto mindre har filmen sat gang i en debat om kunstnerisk frihed og grænser for ytringsfriheden. Mest af alt er AFR dog et overraskende kærligt portræt, der viser, at selv bag ekstreme ydrer–såsom en kynisk statsleder eller en kompromisløs aktivist–gemmer sig et godt menneske, der stopper op og tvivler.
Dækningen af verden i Syd fylder ikke meget på de danske tv-kanaler. Faktisk er kun 2-3 procent af sendefladen helliget programmer om verden langt fra vores egen hverdag. Også geografisk er der en skævvridning. Blot 4-14 procent af udlandsdækningen omhandlede Afrika syd for Sahara og store lande som Kina, Indien og Brasilien. Man skal forsøge at ændre holdninger hos seerne, men det kræver mod hos tv-kanalerne at skifte en sikker publikumssucces ud med en alternativ dokumentarfilm.
FOTO. Det britiske samtidsfotografi indeholder alle facetter. Fra subtil politisk til morsom satirisk. Fra det voyeuristiske peep til det storladne landskab.
«Norge er jo i den grad et udkantsland – som Island kan de kun sidde med ved morgenkaffen.» Om danskers syn på nordmenn.
Kan populærkulturelle produkter have en politisk indflydelse. Når tøjfirmaet Benetton i samarbejde med non profit organisationer bruger truede aber i deres kampagne, er der så blot tale om et kynisk blikfang for at sælge en vare? Eller ligger der ligefrem en mulig politisk gevinst bag?
Mens politisk dokumentarfilm står sterkt internasjonalt, har norsk dokumentarfilm vært preget av det navlebeskuende og nasjonale. Dette kan være i ferd med å endre seg. Nylig ga institusjonen Fritt Ord 12 millioner kroner til debattskapende dokumentar, mens Margreth Olins film Ungdommens råskap setter søkelys på norsk skolepolitikk.
I juni 2004 utlyste Institusjonen Fritt Ord en produksjonsstøtte på 12 millioner kroner til debattskapende fjernsynsdokumentar. Bente Roalsvig, prosjektleder i Fritt Ord, forteller at de 101 søknadene de mottok hadde stor tematisk spredning. Noen trender pekte seg likevel ut: – Først og fremst fikk vi syv søknader om ungdomsserier, som fokuserte på overgangen mellom barn og voksen, HIV/AIDS-problematikk, moralske dilemmaer knyttet til abort, forbrytelser eller seksuelle overgrep og allmennmenneskelige problemstillinger knyttet til livet, døden og kjærligheten. Mange hadde dessuten barn som omdreiningspunkt: barn i konfliktsoner, hverdagen for en barnesoldat eller situasjonen for innvandrerbarn, forteller Roalsvig. – En tredje tendens var knyttet til økologi, klimaforandring og ressursfordeling. En fjerde tok for seg menneskerettighetsproblematikk i Burma, Sri Lanka, Palestina, Sudan, Nord-Korea og Russland. En femte tendens rettet seg mot Norges rolle som fredsmegler i Midtøsten og på Sri Lanka. Og en sjette ville ta for seg aspekter ved Velstands-Norge, som privatiseringstendenser og økende forbruk. Vi fikk også et par søknader om kamp mot terror samt arbeidsinnvandring fra Øst. – Generelt var det mange som beveget seg i et landskap som både var nasjonalt og internasjonalt. Derimot var det færre som ville ta for seg maktstrukturer i Norge, eller som fokuserte på det eksplisitt norske. Heller ikke norsk asylpolitikk pekte seg ut som et brennbart tema. Kun én av søknadene tok fatt i dette, nemlig Charlotte Røhder Tvedt, som fikk innvilget støtte til Så sannferdig som mulig, en dokumentar fra UDIs asylavdeling. Det var også overraskende at bare to av søknadene tematiserte religionens betydning – hvorav den ene, Gunnar Hall Jensens Å Herregud!, ble innvilget støtte. Bjørn Sørenssen, professor i filmvitenskap ved NTNU og jurymedlem i Fritt Ords konkurranse sier at han var skuffet over at en del av søkerne var forholdsvis populistiske i sine prosjektbeskrivelser:– De forholdt seg i for stor grad til at det var Fritt Ord som stod for konkurransen. Mange av søkerne lot til å være «taktiske», og de obligatoriske sideblikkene til ytringsfrihet og menneskerettigheter opplevdes derfor som en tvangstrøye. En del søknader avspeilet også det selvbiografiske og selvrefleksive, det å bruke seg selv som katalysator. Det er åpenbart at mange er inspirert av Michael Moore. Men det var også en god del som var mer objektive i sin vinkling og som gjorde bruk av en mer tradisjonell «voice of God»-posisjon.Gunnar Hall Jensen skiller seg ut i søkermassen ikke bare i tematikk, men også i det at han ikke er utpreget konfliktorientert. Med utgangspunkt i at spiritualitet er et fundamentalt behov hos mennesket, vil han i samarbeid med den svenske journalisten Sören Wibek prøve å finne en nøkkel inn til en verdensanskuelse han i sin bortskjemte skandinaviske middelklassetilværelse ikke helt klarer å få tak på: – Min opplevelse av Gud er ikke knyttet til å kjøre fly inn i skyskrapere, men til å klippe plenen, sier han til Le Monde diplomatique. – De store verdensreligionene uttrykker seg så likt. Både jødedommen, kristendommen og islam snakker om grenseløs kjærlighet, om å føle seg i ett med verden. Men hvordan kan man innenfor dette kjærlighetsbudskapet utføre terrorhandlinger? Jeg forstår ikke den religiøse erfaringen Hamas eller Muslimsk brorskap baserer sine aksjoner på. Kanskje er det slik at når man mister kontakten med Gud, begynner man å insistere? Eller omvendt, at man må ha en genuin opplevelse av Gud for å kunne være grusom? At man må koble seg
