Steffen Moestrup

Velkomponerede og intense actionsekvenser kan ikke redde Zero Dark Thirty fra at være en langsommelig og uvedkommende affære, der presser forståelsen af det amerikanske ønsket om hævn til yderligheder.

Det filmiske håndværk er i orden i dokumentarfilmen Gulabi Gang, men den mangler gnist og nærvær, hvilket filmens medvirkende ellers burde have så rigeligt af.

Hvorfor førte den enorme sydafrikanske succes ikke til, at verden endelig opdagede Rodriguez?

Det stærkeste træk ved Steven Spielbergs E.T. the Extra-Terrestrial er symbiosen mellem barnet og rumvæsenet.

Uden dramatisk forcering giver Margreth Olin et unikt indblik i barnet, der venter på asyl. I De Andre møder vi en række markante drengeskikkelser, der er på standby, placerede i lejre, der minder om fængsler. Udenfor samfundet. Ude af øje, ude af sind.

Siden sidst – altså siden sidste udgave af Filmisk Set – har vi nok engang fået bekræftet, at film både kan være voldsomme følelser og cool cash – og gerne en blanding af de to.

Anders Rønnow Klarlund har med The Secret Society of Fine Arts taget bevægelsen ud af filmen. Det er smukt og virtuost, men på ingen måde noget, man gribes af.

Nylig publicerede magasinet The New Yorker en artikel om udfordringen ved at finde ud af, hvad man egentlig skal læse. I et menneskeliv kan man, selv hvis man er yderst ihærdig og dygtig, kun nå at læse få tusinde bøger, og med den voldsomme mængde af udgivelser, kan det være vanskeligt at beslutte sig for, hvordan man skal placere sin sparsomme læsetid.

Til Ungdommen fungerer frem for alt som en oprigtig ode til ungdomslivet, håbet og viljen, der gør, at mennesket aldrig giver op.

David MacDougall vil måske være et navn, der vækker genklang hos enkelte læsere. Igennem snart 40 år har han vekslet mellem at skabe etnografiske film og at skrive om film. Og begge dele har han gjort med stor vellykkethed.

I elegant multiprotagonist-form fortæller 678 Kairo en væsentlig beretning om egyptiske kvinders kamp for at få lov at være i fred.

Martin Scorsese rejser tilbage til filmens barndom og formår næsten at bringe pioner-magien til live i Hugo.

Palindromer er en overset perle fra Todd Solondz, der hverken forfalder til behagesyge eller tomme stiløvelser.

På veien til Buenos Aires er ikke nogen stumfilm, men den kommer tæt på. Dens ordknappe væsen er dens primære karaktertræk. Og måske også dens primære kvalitet.

Andrew Haigh har laget en meget fintfølende og indsigtsfuld film, der – også – handler om homoseksualitet.

At bruge virkelige mennesker i en fiktionsfilm er ikke nødvendigvis noget, det skaber realisme. Det er i al fald mit tydelige indtryk efter at have overværet krigsfilmen Act of Valor i biografen for nylig.

Børnenes leg er omdrejningspunktet i Céline Sciammas fint detaljerede granskning af barndommens oplevelser af køn.

Stephen Daldrys filmatisering af Ekstremt højt og utrolig tæt på formår at bevare bogens pudsige antrit, men hæmmes af konkret, filmisk virkelyst og sentimentale billeder.

170 minutter i selskab med Richard Kerns værker er en vandring ind i menneskelivets dystre og bestialske sider.

Indisk dokumentarfilm er i en transformativ og fragmentarisk fase, hvor den traditionelle, aktivistiske film udfordres af mere eksperimenterende værker. En udvikling som ikke alle ser på med lige stor begejstring.

Sean Durkin debuterer med nuanceret og intelligent komponeret spillefilm om en sekt og en kvinde, der prøver at komme væk.

Fridrik Thór Fridrikssons delvist selvbiografiske Mamma Gógó formår at skildre en alzheimerssygdom på indfølt vis uden at filmen bliver hverken kvalm eller for deprimerende at skue.

CLINT EASTWOODS FILM om FBI-direktøren J. Edgar Hoover formår aldrig at løfte sig og forbliver en temmelig forudsigelig illustration af en selvbiografi. En film om en af verdens mest magtfulde efterretningstjenester burde være spændende.

Sammenhængen mellem maleriet og filmen fik særlig opmærksomhed på årets udgave af festivalen CAMERIMAGE, en polsk filmfestival der er særlig helliget filmfotografering.