Shirin & Soran 4-ever


I smertelig hysteri ved Shirins mors begravelse åbner Rødt Hjerte. Herpå må 19-årige Shirin omstille sig til livet uden en mor. Et liv der indebærer, at farens behov bliver det altdominerende i hendes hverdag. Hun kan intet udrette selv, for faren er over hende som en høg. Hans blik følger hende. Hans mistanke er en evig følgesvend. Da Shirin finder den store kærlighed i den lidt mystiske Soran, må hun gøre sit bedste for at holde det skjult. De mødes i fjerne egne til stjålne kys og forbudte ture på Sorans motorcykel.





Snart opstår den skæbnesvangre konflikt, da faren ønsker Shirin giftet bort med en evnesvag mand for selv at kunne gifte sig med mandens mor. Da faren på ingen måde kan acceptere et nej fra sin datter, til trods for at hun har fundet sit livs kærlighed, er der ingen anden udvej for Shirin og Soran end at tage flugten. Det skal vise sig at blive et skæbnesvangert valg. For verden i Rødt Hjerte er en grum og vederstyggelig en. Som seer tvivler man på, at der findes et eneste menneske, der vil Shirin andet end ondt. Det er lidt samme oplevelse af verden, som man fik, da man stod igennem Lukas Moodyssons overordentligt grumme Lilja 4-ever (2002).


AF OVENSTÅENDE, refererende destillat vil det måske fremgå, at vi har at gøre med en film, der ikke afviger synderligt fra gængse opskrifter rent narrativt. Dette er desværre også tilfældet. Rødt Hjerte er en velmenende, men også yderst skematisk film. Få overraskelser forekommer undervejs. Enkelte steder fraviger filmen fra sin slagne, narrative facon. Det sker eksempelvis hen mod slutningen af filmen, hvor Shirin træder ind i en graciøs moske. Her har filmen for en gangs skyld ikke travlt med at komme videre i dramaet. Tværtimod får vi lov at dvæle ved Shirins barfodede gang hen over tæpperne i moskeen. Fodens aftryk i tæppet knitrer sagte, alt imens solstrejf glimtrer i vinduerne for oven. En rolig, andægtig – og visuelt opfindsom – stund, som filmen desværre har alt for få af.

For meget af filmen går med at fremsætte en fortælling, der skal illustrere instruktørens pointer om konflikterne i et samfund, hvor generationskløften vokser, alt imens traditionelle mønstre som tvangsægteskab og fastgroede kønsrollerelationer forsøges bevaret. I udgangspunkt er det godt filmstof. Her er masser af dynamik, udvikling og interessekonflikt på spil. Men i Rødt Hjerte bliver fortællingen taget som gidsel i et forsøg på sige noget nuanceret og debatskabende om dels generationsforhold og dels relationen mellem mænd og kvinder i Kurdistan.


RØDT HJERTE ER GIVETVIS REALISTISK i sin afspejling af det kurdiske samfund anno 2011, hvor mobiltelefoner flokkes side om side med burkaer. Hvor unge mænd på deres motorcykler iagttager de unge kvinder forlade skolen; begge køn spejdende efter kærlighed og et håb om frihed. Og i sin miljøskildring har filmen da også mange filmisk velartikulerede detaljer. Forsagte måltider af brød og te indtaget på gulvet. Virtuose billeder af to unge elskende, der sidder ved en afsidesliggende kløft – glimrende indfanget af fotograf Kjell Vassdals sans for billedpoesi. Filmen står stærkest i disse momenter, hvor dens mise-en-scène får lov at tale for sig selv.

Svagere står det til i karakterskildringen. Især hovedkarakteren Shirin virker underligt underbelyst og naiv på en irriterende facon. Smukke Shahen Jamal formår aldrig rigtig at få Shirin til at brænde igennem, men vandrer derimod lettere apatisk og lamslået gennem det meste af filmen. Relationen til faren kunne med fordel være udbygget, ligesom man kunne have returneret til den relation hyppigere i filmens forløb. Lige nu virker det som om, hun lader alt tilbage og kun drives rodløst rundt i den monstrøse verden. Flere af bipersonerne virker desuden for endimensionale i deres tegning og formår derfor ikke at give fortællingen den nerve, som den vitterligt trænger.


BAG FILMEN står den spillefilmsdebuterende norsk-kurdiske instruktør Halkawt Mustafa, der tydeligvis har et godt øje for de udfordringer, en ung kvinde står overfor i så mandsdomineret en verden. I sin struktur minder filmen om et eventyr og med sine momenter af højdramatik og symbolik, kom jeg ofte til at tænke på brødrene Grimms gennemstrukturerede beretninger.

Enkelte steder bryder det teatralske den ellers realismesøgende film. Jeg havde gerne set, at realismen blev brudt i endnu højere grad af en mere abstrakt og knap så pointe-orienteret filmfortælling. Det teatralske behøver derimod ikke at fylde mere. Som den står nu, gør Rødt Hjerte» ikke et så stærkt indtryk, som tematikken og den tydeligvis indsigtsfulde instruktør ellers var berettiget til.

© norske LMD