I Geneve åbnedes et vindue til håbet

Den israel-palæstinensiske konflikt har varet i 100 år. Den har forårsaget titusinder af døde på begge sider, millioner af palæstinenseres forskydning og forødelsen af gigantiske ressourcer som burde have været brugt på en mere konstruktiv måde. Det faktum at den fortsat består, understreger kompleksiteten og intensiteten i dens enkeltdele – nationale, religiøse og historiske – hver enkelt i sig selv tilstrækkelig til at holde den i live.

Den israelske besættelse er ikke almindelig: Den hævder at besidde en religiøs og historisk berettigelse, og som følge deraf sidder den ofte moralske og humanitære adfærdsnormer overhørig. Når det kommer til palæstinenserne, så antager de, at besættelsen har som mål at blive varig ved at holde dem nede. Det er grunden til at den nationale bevægelse ligeledes også har fremsat religiøse og historiske argumenter for at retfærdiggøre sin kamp mod den israelske besættelse.

Jo mere opflammet konflikten er, jo mere bringes de to befolkninger til at forskanse sig bag egne religiøse og historiske fortællinger og jo stærkere bliver de religiøse bevægelser på begge sider. Med alt håb tabt, omsætter befolkningerne mere og mere deres vrede i en blodig krig, mens politikerne på begge sider undslår sig for at tage de modige beslutninger, som ville være i stand til at genføde håbet og på ny skabe en mulig, positiv fremtidshorisont.

Uden at være opmærksomme på det tankespind, som israelerne og deres allierede nærer sig ved, har det palæstinensiske folk besluttet sig for at føre en befrielseskrig for at opnå den samme frihed, som andre folk glæder sig over. De kæmper mod en besættelse, som ikke er mere værd end de andre. At gøre gældende at den israelske besættelse på en eller anden måde skulle være mere «human» og «civiliseret» modstår ikke en fornuftsbaseret betragtning og skyldes et forudindtaget syn.

Enhver kan konstatere optrapningen og intensiveringen af konflikten, som på ironisk vis ledsages af at lederne i begge lejre bliver bevidste om, at der vil aldrig komme den afgørende sejr eller militære løsning. Den logik som råder, er «terrorbalancens». Videreførelsen af den kan kun føre til flere døde, mere lidelse og had.

Denne situation gør Geneveaftalerne særligt velkomne. De kommer lige tilpas. Dette dokument, som er blevet undertegnet af en gruppe fremtrædende palæstinensere og israelere, tilbyder de to befolkninger et acceptabelt alternativ for begge sider i stedet for den nuværende virkelighed. Ja vist, alternativet vil ikke blive opfattet i nogle af de to lejre som fuldstændigt retfærdigt og vil sågar føre til en midlertidig følelse af uretfærdighed. Det er ligeledes sandt, at ingen af de to sider vil kunne udbasunere total sejr, fordi det drejer sig om en kompromisaftale, hvor hver har gået et stykke af vejen. Det moralske grundlag for en sådan aftale, er eftersøgningen af en rimelig løsning, som forpligter begge lejre og som har til mål at gøre en ende på myrderierne, på hævnen og hadet.

På trods af dens kompleksitet har der under hele den israelsk-palæstinensiske konflikt altid været humanistiske strømninger, som var i stand til – hinsides hverdagens virkelighed og de umiddelbare politiske tvangstrøjer – at forestille sig en fremtid, der tog hensyn til begge befolkningers grundlæggende interesser. I den fremtid ville det palæstinensiske folk opnå dets uafhængighed og rejse en stat, hvor det kunne udvikle dets økonomiske, kulturelle og sociale institutioner. Det ville dermed bladre væk fra fordrivelsens og lidelsernes år for at slutte sig til den globale udviklingsproces. Hvad angår den israelske befolkning så ville den kunne leve i sikkerhed – fri fra enhver eksistentiel trussel. De ville kunne befri sig for besættelsens byrde og rette de kræfter, som indtil nu har været viet konflikten, mod en udvikling til gavn for begge befolkninger og for hele Mellemøsten.

Meddelelsen om Geneveaftalerne fremkaldte en masse spørgsmål: hvorfor en slig aftale? Hvilken værdi har underskriften af individer uden officiel bemyndigelse? Hvorfor nu? Alle disse spørgsmål er forståelige og alvorlige nok.

Jagten efter en løsning har været hovedbestræbelsen for mange af de politiske, sociale og intellektuelle personligheder. Særligt for de som mener, at sammenstødet ikke kan løses med militære midler, men nok ved seriøse forhandlinger. Diskussionerne i Taba i januar 2001 udgjorde et afgørende øjeblik i konfliktens historie, i løbet af hvilke de to partier nåede det tætteste nogensinde på en løsning. Desværre fandt topmødet sted for sent. Det var dagen før valg i Israel og den forventede sejrherre var en heftig og fast besluttet modstander af enhver aftale med Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO).

Ikke desto mindre ville det være en fejl at ignorere det fremskridt, som skete i Taba. Efter topmødet fortsatte hver side arbejdet med at identificere rammen og indholdet for den fred, som den anden side imødeså. De redigerede en klar tekst, der kunne danne grundlaget for en officiel aftale i fremtiden. Lige umiddelbart efter Taba mødtes jeg med den forhenværende, israelske justitsminister Yossi Beilin og slog til lyd for, at tilhængerne af en fredelig løsning på konflikten udarbejdede en aftale, der definerede et fælles program for alle fredskræfterne på begge sider. Han var enig.

Optrapningen af volden har frustreret og fortvivlet dem som troede på en forhandlet løsning. For at gøre front mod den udvikling var det nødvendigt, at få alle de store og svære spørgsmål på bordet, at tage dem op til behandling for at nå til en løsning. Dette var tankegangen, som førte til Geneveinitiativet. Da dokumentet først var færdigt, blev det straks offentliggjort. Tidspunktet for meddelelsen valgtes ikke under hensyntagen til politiske kalkuler, men for at vise så hurtigt som muligt, at en aftale var opnåelig. Ganske vist er timingen af betydning, men det var ikke vores vægtigste bevæggrund.

Geneveinitiativet er en vision, som er baseret på rationaliteten og den oprigtige vilje til at nå til en løsning. Denne vision fremlægger vi for såvel politikere og intellektuelle som for offentligheden, for at de to befolkninger kan tage vare på deres egen skæbne. Åbenheden og den store udbredelse er essentiel, fordi det hænder, at politikerne er ideologiernes og fordommenes gidsler, og så erkender offentligheden ofte bedst vejen til en bedre fremtid. Eftersom vi ikke repræsenterer nogen officiel institution, så forsøger vi at forberede vejen for en politisk afbalanceret løsning, grundlagt på en overkommelig retfærdighed. I den ånd er det den offentlige reaktion som for de politiske ledere tydeligt peger på, at denne løsning er acceptabel. Og, det vil sætte dem fri af deres imaginære spændetrøjer.

Geneveaftalernes usædvanlige vigtighed består i, at de kommer i stand på et kritisk tidspunkt som er præget af fjendtlighed og mistro, og hvor udsigten til en tostats-løsning er alvorligt truet. Fordi de forholdsregler, som den yderligtgående, israelske højreregering foretager, skaber en række fuldbyrdede kendsgerninger, som umuliggør dannelsen af en palæstinensisk stat ved siden af staten Israel.

Udvidelsen af eksisterende bosættelser såvel som oprettelsen af nye, rejsningen af den racistiske skillemur – som omdanner de palæstinensiske byer og landsbyer til ghettoer og konfiskerer hundredvis af hektarer palæstinensisk jord –, den stadige strammere båndlæggelse af Jerusalem med den hensigt at forstærke dens jødiskhed. Hér ser man tiltag, som styres af en ideologi, der af princip forkaster enhver forsoning såvel som enhver afbalanceret løsning.

Der ville således kun stå to mulige og lige uacceptable løsninger tilbage for det store flertal af israelerne – også for dem som vi underskrev vores aftale med. Den første er en binational stat. Den anden, og desværre også mere sandsynlige, er en gensidig forkastelse. Den ene befolknings eksistens kræver den andens udelukkelse – hvad der ville gøre konflikten varig. Denne sidste mulighed vil altid kunne finde tilhængere på begge sider, som vil retfærdiggøre den ved at bruge historien, religionen eller ideologien – navnlig med en israelsk regering som går ud fra illusionen om en magt baseret på militær overlegenhed. Ulykkeligvis tyder alt på, at denne vej udelukkende vil føre til nye og ubegribelige højdepunkter af optrapning og lidelse.

Under de betingelser var det strengt nødvendigt at tage initiativet og tilbyde begge befolkninger en realistisk udvej fra den aktuelle virkeligheds fortvivlelse og frustration mod en fremtid af håb og optimisme.

Vores nuværende opgave er at finde officielle partnere i begge lejre for at omskabe dette initiativ til en officiel aftale. Ironien er, at en palæstinensisk partner allerede eksisterer, hvorimod det israelske modstykke mangler. På den ene side udsender selvstyreformand Yasser Arafat positive signaler til fordel for dialog, og opmuntrer vores indsats som et gavnligt foretagende. På den anden side angriber den israelske premierminister voldsomt aftalen og dens underskrivere, og giver sit diplomatiske maskineri grønt lys til at underminere projektet. Et medlem af regeringskoalitionen er gået så langt som til at forlange henrettelsen af de israelske underskrivere af dokumentet!

Det tildeler derfor det internationale samfund ansvaret for at skabe en gunstig atmosfære for at Geneveaftalen kan omskabes til en officiel traktat. De internationale kræfter, som altid har skubbet på, for at vi søgte freden, bør nu støtte vores anstrengelser for at nå dette ædle mål.

Geneveaftalens samlede tekst udgør omtrent en halvtreds sider. Dertil skal der føjes en række bilag, hvoraf indholdet endnu ikke var offentliggjort i slutningen af november 2003. Dokumentet baserer sig på FN’s resolutioner vedrørende Mellemøsten, Madridkonferencen (1991), Hebronaftalen (1997) og Wye River-aftalen (1998). Men den lader sig først og fremmest inspirere af forhandlingerne på topmødet i Camp David i juli 2000 og i Taba i januar 2001 for at definere det grundlag hvorpå en uafhængig, palæstinensisk stat kan skabes ved siden af staten Israel:

• Retsstilling: Den palæstinensiske stat vil være uden militær. Ikke desto mindre vil den råde over sikkerhedskræfter for at opretholde ro og orden, forebygge terrorisme og overvåge grænserne.

• Territorium: Den palæstinensiske stat skabes indenfor grænserne af den fjerde juni 1967. Den vil dække hele Gazastriben og 97,5 procent af Vestjordan. De resterende to og en halv procent annekteres af Israel for at samle de største jødiske bosættelser i regionen omkring Jerusalem, heri indbefattet Gush Etzion-bosættelsen længere mod syd, hvorimod Ariel-, Efrat- og Har Homa-bosættelserne vil blive del af den palæstinensiske stat. Staten Israel vil yde erstatning for disse annekteringer ved at afstå tilsvarende områder til den palæstinensiske stat hvorved Gazastriben udvides. Desuden vil en forbindelsesvej – underlagt israelsk suverænitet og palæstinensisk kontrol – knytte Gazastriben og Vestjordan sammen.

• Hovedstad: Den palæstinensiske stat får sin hovedstad i Østjerusalem. De jødiske kvarter i byens østlige del (herunder Givat Zeev og en del af Maale Adumim) forbliver under israelsk suverænitet. Det gamle Jerusalem vil falde ind under palæstinensisk suverænitet, undtagen grædemuren og det jødiske kvarter. Den frie adgang for alle troende til stederne med bøn garanteres af en international styrke. Men på den åbne plads omkring Klippe- og Al-Aqsamoskeen vil der være forbud mod jødisk bøn såvel som af enhver arkæologisk udgravning. Hvad angår Olivenbjerget, Davids By og Kivrondalen, så placeres de alle under internationalt opsyn. De to rådhuse vil skabe en koordinationskomité og de tre religioner en rådgivende komité.

• Bosættelserne: Med undtagelse af de bosættere som befinder sig på det annekterede territorium af staten Israel, så forpligter sidstnævnte sig til at sende alle bosættere som befinder sig i Vestjordan og på Vestbredden tilbage til Israel. Ejendomme såvel som infrastruktur afgives til den palæstinensiske autoritet efter en tidsplan som fastlægges på baggrund af en fælles aftale.

• Israelsk tilbagetrækning: Den israelske stat forpligter sig til at trække hele sin hær fuldstændigt ud af Vestjordan og Gazastriben i tre faser: efter 9, 21 og 30 måneder. Den israelske hær forbliver ikke desto mindre tilstede i Jordandalen (i 36 måneder), og den bevarer alarmstationer i nord og centrum af Vestjordan.

• Flygtninge: I overensstemmelse med FN Generalforsamlingens resolution 194 fra 1948 og Sikkerhedsrådets resolution 242 fra 1967, vil de palæstinensiske flygtninge kunne modtage en erstatning, såvel som de stater der har huset dem. Alle dem som skulle ønske det vil kunne slå sig ned i den nye Palæstinastat. Til gengæld vil deres tilbagevenden til Israel være underlagt landets autoriteter.

• Kontrol: Kvartetten (FN, USA, EU og Rusland) og andre magter som skulle ønske at tilslutte sig vil udnævne en specialrepræsentant og skabe en multinational styrke målrettet på at overvåge aftalens overholdelse.