Litteratur

Historier om kronoper og famøser

Julio Cortázar anses som en av de viktigste representantene for den fantastiske litteraturen. Lekende omgang med det absurde preger store deler av hans forfatterskap, i særdeleshet kortprosasamlingen Historier om kronoper og famøser (Historias de cronopios y de fames) som kom ut i 1962. Vi bringer her tre tekster fra dette verket, som nylig kom ut i dansk oversettelse (Historier om kronoper og famøser, Forlaget Basilisk, Købehavn, 2003. Oversettelse til dansk ved Peer F. Bundgård.)

Posted on

Jeg har nu i flere år arbejdet i Unesco og andre internationale organismer, men jeg har alligevel bevaret en vis sans for humor og navnlig en bemærkelsesværdig evne til abstraktion, dvs. hvis jeg ikke bryder mig om en fyr, kan jeg simpelt hen beslutte at slette ham fra landkortet, og mens han taler og taler, er jeg gået over til Melville, og staklen tror, jeg lytter til ham. Hvis jeg synes om en pige, kan jeg tilsvarende abstrahere tøjet af hende, ikke så snart hun er kommet ind i mit synsfelt, og mens hun fortæller mig, om hvor køligt det er her til morgen, har jeg allerede i flere minutter beundret hendes lille bedårende navle. Det er nogle gange næsten sygeligt, så let jeg har ved det.
Forleden mandag var det ørerne. Da arbejdsdagen startede var der et uhørt antal ører, som bevægede sig rundt i indgangshallen. Jeg fandt seks ører på mit kontor; i kantinen var der klokken tolv fem hundrede af dem, symmetrisk opstillet i dobbeltrækker. Det var skægt at se to ører i ny og næ stige til vejrs, træde ud af rækken og fjerne sig. De lignede vinger.
Om tirsdagen valgte jeg, troede jeg, noget mere sjældent: armbåndsure. Jeg tog fejl, for til frokost kunne jeg se henved to hundrede af dem svæve over bordene i en pendulerende bevægelse, der mindede stærkt om den hand-ling at skære i en bøf. Om onsdagen foretrak jeg (med en vis skam) noget mere ordinært og valgte derfor knapperne. Hvilket syn for guder! Luften i hallen var fuld af stimer af fisk med uigennemsigtige øjne, som trak horisontalt gennem den, alt imens to, tre eller fire knapper i pendulsving gyngede på begge sider af hver lille horisontal bataillon. Trængslen i elevatoren var ubeskrivelig: hundredvis af ubevægelige, eller så godt som ubevægelige knapper i en forbløffende krystallografisk kubus. Jeg mindes i særdeleshed et vindue (det var om eftermiddagen) ud til den blå himmel. Otte røde knapper beskrev den fineste vertikale linje, og her og der bevægede nogle små perlemorsindfattede og hemmelige skiver sig blødt vuggende. Den kvinde måtte være så smuk.
Dagen efter var askeonsdag, en dag, hvor fordøjelsesprocesserne forekom mig at være en passende illustration af forholdene, hvorfor jeg klokken halv ti gnavent var vidne til ankomsten af hundredvis af poser fulde af en grågrumset grød, resultatet af en blanding af corn- flakes, kaffe med mælk og croissanter. I kantinen så jeg, hvordan en appelsin omhyggelig blev skåret ud i både, der på et vist tidspunkt mistede deres form og sank en for en for til sidst at danne et hvidligt sekret. I denne tilstand bevægede appelsinen sig gennem gangen, steg fire etager ned, og efter at være trådt ind på kontoret indtog den en ubevægelig stilling et sted mellem en lænestols to armlæn. Lidt længere henne kunne man se en kvart liter stærk te i en tilsvarende hviletilstand. I parentes bemærket (min evne til abstraktion kender almindeligvis kun helt vilkårlige anvendelser) kunne jeg også se et hiv røg synke ned gennem et vertikalt rør, dele sig i to gennemsigtige blærer, stige op gennem røret igen og efter en graciøs spiralbevægelse fordele sig i barokke volutter. Senere (jeg var nu inde på et andet kontor) fandt jeg en undskyldning for igen at opsøge appelsinen, teen og røgen. Men røgen var forsvundet, og i stedet for appelsinen og teen var der to væmmeligt forvredne rør. Selv abstraktionen har sine bagsider; jeg hilste på rørene og vendte tilbage til mit kontor. Min sekretær græd, mens hun læste det dekret, der berettigede min afskedigelse. Som trøst besluttede jeg at abstrahere hendes tårer, og en tid lang så jeg henrevet disse bittesmå krystalklare kilder udspringe af luften og knuses mod sagsmapperne, blæksugeren og statstidende. Livet er fuldt af sådanne vidundere.

Når famøserne er ude at rejse og overnatter i en fremmed by, har de følgende vaner: En famøs finder hotellet og kontrollerer omhyggeligt priserne, sengetøjets kvalitet og farven på tæpperne. Den anden møder op på politistationen og får alle tres møbler og ejendomme samt indholdet af deres kufferter ført til protokols. Den tredje famøs tager ind til hospitalet, hvor han kopierer listen over vagtlægerne og deres respektive specialistuddannelser.
Efter at have truffet disse forholdsregler samler de rejsende sig på byens hovedtorv, hvor de delagtiggør hinanden i deres iagttagelser og går ind på en café for at drikke en apperitif. Men inden da tager de hinanden i hånden og danser i ring. Denne dans kalder de «Famøsernes glæde».
Når kronoperne er ud at rejse, er alle hoteller optaget, togene er allerede gået, det regner i skrigende strømme, og taxaerne vil ikke samle dem op eller forlanger uhørt høje priser for det. Kronoperne mister ikke modet af den grund, for de tror fuldt og fast, at sådan er det for alle, og før de falder i søvn, siger de til hinanden: «Sikke en smuk by, sikke en smuk, smuk by.» Og de drømmer hele natten, at der overalt i byen holdes storslåede fester, og at de er inviteret med. Den følgende morgen står de umådeligt glade op, og sådan rejser kronoperne.
Forhåbningerne, som er fast bosiddende, lader tingene og menneskene rejse gennem sig, og de er som statuerne, man er nødt til at tage ud at se, fordi de ikke ulejliger sig med noget som helst.
(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler. Allerede abonnent? Logg inn.
Digitalt abonnent
Fra 49Kr.
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Årsabonnement
649Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver
Kvartalsabonnement
159Kr.
Avis på døren hver måned
Full tilgang til nettutgave og arkiv
Last ned digitale utgaver