Kærlighedens udløbsdato

Daeng og Wit har været gift i snart 10 år. Deres ægteskab er efterhånden reduceret til praktiske fornødenheder. De sidder ved siden af hinanden i flyveren fra deres amerikanske hjem til fødelandet Thailand, hvor de skal deltage i en begravelse. Wit bærer da også Daengs kuffert på hotellet, og de sover fortsat – om end med større afstand – i samme seng. Kommunikation imellem de to er der ikke meget af og endnu mindre lidenskab. Ægteskabet sættes for alvor i relief under deres skæbnesvangre hotelophold.


I hotellets bar falder den rastløse Wit i snak med den unge pige Ploy. Hun venter sigende på sin mor, men har ikke noget imod at følge med Wit op på hotelværelset. Ploy med lillepigeansigtet, det krusede hår og iPod i ørerne vækker først forundring, senere jalousi hos Wits kone. Hvorfor har han dog slæbt hende med op på værelset? Overfor Wit agerer Daeng arrig og irritabel, mens hun bevarer den høflige facade overfor teenagepigen. Ploy tager den da også med ro. Går i bad og vasker sit ansigt. Alt er fortsat adstadig og dæmpet. Alligevel fornemmes en tiltagende konflikt, som uden varsel kulminerer med, at Daeng presser en pude ned over hovedet på den sovende Ploy. Sekvensen viser sig at være en drøm, men budskabet er tydeligt nok. Daeng vil ikke længere finde sig i Wits aftagende kærlighed, hjerteløsheden og hans urimelige opførsel. Hun forlader hotellet og går ud i byen, til hvad der skal blive et skelsættende møde med den imødekommende Moo. Udløbsdatoen på Daeng og Wits kærlighed synes overskredet for længst.
PEN-EK RATANARUANG er uden tvivl en af mest spændende thailandske instruktører i disse år. Han laver bittersøde fortællinger om mænd og kvinders forhold, og mens han i sine tidligere værker såsom 6ixtynin9 og Last Life in the Universe kredsede genremæssigt omkring krimikomedier med et strejf af Tarantino over sig, har han med Ploy skabt en mere tænksom og observerende film. Pen-Ek Ratanaruang er oprindeligt uddannet illustrator, og måske er det denne baggrund, der skinner igennem i filmens brug af illustrative detaljer.

Pen-Ek lader kameraet dvæle ved objekter; cigaretpakker, kaffekopper og vielsesringe, mens mennesker rejser sig og taler i baggrunden. Han nøjes med at filme den nederste del af benene på Wit og Ploy, da de i en scene, der synes at mime Lost in Translation, en stund ligger sammen i sengen, så seeren kan være i tvivl om, hvor intime de nu er. Og så gør Pen-Ek Ratanaruang behændigt brug af krydsklipning mellem den fortættede, kølige stemning på hotelværelset og et seksuelt rollespil mellem rengøringsdamen Tum og bartenderen Nut. Tum har stjålet et jakkesæt i hotellets vaskeri og møder i al hemmelighed Nut på et værelse. Han ifører sig jakkesættet og uden at veksle et eneste ord gennemfører de to en yderst æggende og filmisk vellykket sexscene. Disse sexscener måtte klippes ud af den thailandske version for at muliggøre visning i hjemlandet, der er underlagt en streng filmcensur, men Pen-Ek Ratanaruang har gjort klogt i at lade dem være i den internationale udgave af Ploy. De bidrager betydeligt som kontrast til at anskueliggøre problematikken i ægteskabet mellem Wit og Daeng, hvor rationaliteten har spærret vejen for den ukomplicerede, fysiske kontakt.
PEN-EK RATANARUANG afprøver med «Ploy» ægteskabets elasticitet, og har som sådan langt mere til fælles med eksempelvis Kubricks «Eyes Wide Shut» end med Tarantinos krimikomedier. For hvad er det, som med tiden skal træde i stedet for lidenskab og forelskelse? Hvordan undgår man, at kærlighed reduceres til praktikalitet?
Pigen Ploy vækker konflikten til live, men er på særegen vis også med til at forny ægteskabet. Hun optræder som et spejl, hvori Wit kan blive klogere på sig selv og på den ændring, han må mønstre, hvis han skal redde sit ægteskab. Daengs grumme oplevelse med verden udenfor, som forstærkes af hendes tiltagende alkoholisme, får også hende frem til en genovervejelse af sit ægteskab.

At handlingen mestendels finder sted på et hotel, som rent symbolsk foregiver at være hjem, men intet har med hjem at gøre, og at meget af filmen foregår i den sårbare tilstand mellem søvn og at være vågen, gør Ploy til drømmetilstand, hvor man som seer aldrig kan være helt sikker på, hvad der er hændt, og hvad der er drømt. Ikke desto mindre fremstår Ploys behandling af ægteskabets udfordringer særdeles realistiske og vedkommende. Pen-Ek Ratanaruang er blevet voksen.

© norske LMD