Drengepigen

Der er næppe nogen tid som barndommen, der kan vise kønnenes forskelligartethed og den vigtighed, disse forskelle tillægges. Til trods for årtiers stræben efter større lighed mellem kønnene, er det som om, barndommen mere eller mindre er gået ram forbi. Her er drenge fortsat drenge, som kravler i træer og tisser stående, mens piger helst skal holde sig væk fra drengelegene eller i det mindste nøjes med at se på.

Det kan virke paradoksalt, at de samfund, såsom de nordiske lande, der er gået forrest i kampen for større lighed, er de selvsamme samfund, der blandt andet via kønsspecifikke legetøj fortsat fordrer en forskellighed i kønnene, når det gælder børn. Men der er måske alligevel mere end kultur, vaner og fordomme i spil.

Når man iagttager børnene i skolegården, synes biologien at tale sit ensrettende sprog, hvor grupperingerne mellem børnene oftest er markante og tydelige. Og alligevel opstår nuancerne og relationerne på kryds og tværs. Enkelte børn stritter ud og opsøger det modsatte køn, selvom det ikke nødvendigvis accepteres i gruppen. Vi har endda navne for den slags børn. Pigedrenge og tomboys. Og et sådant barn er Laure, om hvem den franske film Tomboy handler.

Drengepigens dilemma

10-årige Laure bor sammen med lillesøster, den 6-årige Jeanne, en arbejdsom far og en hjemmegående mor, der venter familiens tredje barn. En moderne familie, der vil det hele: karriere, kærlighed og et skønt hus. Familien flytter ofte, og som tilskuere lander vi midt i en ny flytning. Laure skal nok engang vænne sig til nye omgivelser og få nye venner, og det er ikke sådan ligetil, når man som Laure med sit drengede look, jeans, kortklippet hår og en lidt aggressiv opførsel, forvirrer sine omgivelser og ikke passer ind i de vante kasser.

Snu som Laure er, afprøver hun en ny strategi, da hun møder kvarterets andre børn. Hun vælger at lade som om, hun er en dreng. Eller rettere: Hun vælger ikke at sige de andre børn imod, da de formoder, at hun er en dreng. Hastigt accepteres hun i drengegruppen, for Laure er god til at spille fodbold, løbe stærkt og andre drengede styrkeprøver. Men også den populære pige, Lisa, får et godt øje til kvarterets nye dreng, som går under navnet Mikael.

De to danner hurtigt et nært venskab, som godt nok bygger på en løgn, men ikke desto mindre er hjerteligt og oprigtigt. Som filmen skrider frem, bliver løgnen desto vanskeligere for Laure at gemme på. Hun kan ikke løbe med drengene over i skoven for at stå op og tisse. Og da hun inviteres med på en svømmetur i søen, er hun nødt til at ligge en lille penis af modellervoks ned i badebukserne for at bevare illusionen om, at hun er Mikael.

Løgnen om kønnet er af den type, man bare vokser ind i og pludselig ikke kan se nogen vej ud af. Man forstår til fulde Laures dilemma og holder med hende hele vejen. Da lillesøsteren Jeanne, som naturligvis er så piget, som man kan blive med sine store krøller og ballerina-skørt, får nys om sagen, håber man inderligt, at hun holder tæt overfor forældrene, der med voksende bekymring iagttager deres drengepige.

Konstrueret filmeksperiment

Tomboy rummer dog mere end denne dvælen ved hemmeligheden. Den unge instruktør, Céline Sciamma, er eminent til at iscenesætte barndommens på en gang voldsomme og skrøbelige natur. Hun gjorde det i debutfilmen Vannliljer (La naissance des pieuvres, 2007), hvor hun portrætterede den gryende seksualitet hos tre teenagepiger. Og med Tomboy indfanger hun på elegant og enkelt vis de små nuancer, der gør skellet mellem barn og ung, mellem pige og dreng. Dette lykkedes blandt andet fordi Sciamma ikke er bange for at lade scenerne spille helt ud.

Filmen rummer en mængde sekvenser, hvor vi blot er observatører til børnenes indbyrdes leg. Hvor hverken narrativ eller drama er i centrum, men hvor børnene på yderst realistisk facon, ja tenderende det dokumentariske, blot leger legen foran kameraet, der minutiøst indfanger de sigende ord, gestikken og alt det, der ikke gøres og siges. Dertil kommer så en velspillende eller velagerende Zoé Héran i rollen som Laure/Mikael. Blot med blikket formår hun at videregive komplekse sindsstemninger, der giver indlevelse og empati. Som lillesøsteren ses en meget nuttet men også følelsesmæssigt nuanceret Malonn Levana, og sammen formår de to børneskuespillere at videregive et meget overbevisende og nært søskendeforhold.

Tomboy rummer enkelte sekvenser, hvor man føler, at der måske nok er mere tale om et konstrueret filmeksperiment, der skal fortælle noget vigtigt om børn og køn, snarere end en sandsynlig og naturlig beretning, men det meste af filmen formår at etablere et ægte indblik i barndommens land.

Tomboy, på kino fra 4. mai