Refleksion over depression

Solveig Melkeraaen har med Flink pike skabt en personlig og intelligent formet dokumentarfilm om sin depression.

Flink pike har bestemt en eksistensberettigelse i landskabet af autobiografiske dokumentarer, og det hænger i høj grad sammen med Solveig Melkeraaens intelligente formsprog.

Flink pike har bestemt en eksistensberettigelse i landskabet af autobiografiske dokumentarer, og det hænger i høj grad sammen med Solveig Melkeraaens intelligente formsprog.

Solveig har altid været en flink pige. Hun har haft en dejlig opvækst, artet sig pænt og klaret sig godt i voksenlivet. Hun voksede op og blev filminstruktør, endda en succesfuld en af slagsen. Sådan en, der vinder priser og får sine film vist på festivaler verden over. Hun har en kærlig familie, som hun ofte ser og en stor omgangskreds, der vil hende det godt. Endelig har hun kæresten Ravn, en omsorgsfuld og dedikeret mand, synes det.

Solveig har med andre ord kun grund til at være glad og tilfreds. Ikke desto mindre er hun alt andet end glad og tilfreds. Hun burde føle glæde men gør det ikke. Der er kun tomhed. Når de mørke stunder for alvor rammer Solveig, kan hun end ikke håndtere simple hverdagsting som at tage bussen eller komme ud af sengen. Solveig er deprimeret.

Flink pike er Solveig Melkeraaens dybt personlige skildring af sin sygdom og de store konsekvenser, den har for hendes liv.

Dokumentarfilm, der har instruktørens eget liv i centrum, er bestemt ikke noget nyt, og vi har da også set en lind strøm af bekendelsesfilm i nyere tid (såsom Waltz med Bashir, Pappa och Jag samt Min Morfars Morder).

Flink pike har bestemt en eksistensberettigelse i dette landskab af autobiografiske dokumentarer, og det hænger i høj grad sammen med Melkeraaens intelligente formsprog. I lang tid, velsagtens de første to tredele af filmen, er Flink pike et tilbageblik på en sygdom, der kom pludseligt og rev benene væk under instruktøren.

Vi følger hende tilbage til det hospital, hvor hun blev indlagt. Den stue, hun boede i. Det sted, hun fik seks elektrochok-behandlinger, som fik hende tilbage til livet på ny. Alt dette sker i tilbageblik.

Andre instruktører havde måske tændt kameraet, det øjeblik sygdommen indtraf (hvis overskuddet havde været til det), men Melkeraaens film er mestendels tilbageskuende. De film, som foregår nu og her og viser øjeblikket frem, ja ligefrem følger sygdommens udvikling skridt for skridt, kan måske nok siges at have en anden nerve og et andet nærvær. Et andet drama. Netop fordi vi er vidne til, at noget sker i dette øjeblik. Det giver en samhørighed med materialet.

Men det tilbageskuende har bestemt også sine forcer, og med Melkeraaens kyndige opbygning bliver tilbageblikket på sygdommen et rum for refleksion. Ved at vise os stederne frem som tomme hylstre, kan vi selv tildele dem mening. Vi kan så at sige læse os selv ind i filmen. Tilbageblikkets distance tilbyder en anden åbenhed til filmen, som den ikke ville have haft, hvis filmen fulgte sygdommen her og nu. Vi placerer os selv i filmen og reflekterer med instruktøren.

Filmens tilbageblik hindrer den i at blive retningsanvisende og konkretiserende, som ellers er karaktertræk, der ofte gør sig gældende i filmmediet. Kameraet er så udpegende, at åbenhed og refleksion kan være sjældenheder. Disse «tomme» scener er filmens største kvaliteter.


Det dramatiske nu

Senere i filmen kommer nutidigheden og det samtidige ind i billedet. Det sker, da sygdommen blusser op igen, og dermed gør indlæggelse og elektrochok en del af hverdagen på ny. Denne gang har hun kameraet med, og vi kommer helt tæt på, da lægen placerer elektroderne på Solveig, og strømmen får hendes krop til at vride sig på grufuld manér. Denne samtidighed giver indlevelse og nærvær, men det er et yderst klogt træk af Melkeraaen, at hun har ladet tilbageblikket og refleksionen gå forud.

Flink pike har dog ikke kun et vellykket formsprog. Eksempelvist finder jeg ikke, at de symbolske scener, hvor instruktøren har placeret sig i en tom pool og blandt andet jages af en gigantisk tandbørste, bidrager med meget, ligesom jeg opfatter brugen af en sang med refrænet «Maybe I am crazy» som lige lovlig anmassende og fortænkt.

Instruktørens søgen efter forklaringen på, hvorfor hun lider af depression, som blandt andet fører hende tilbage i barndommens land hos forældre og gamle venner, er en fin fremdrift i filmen, men faktisk fungerer filmen bedst, når instruktøren indtager billedet alene og enten som tale direkte til kameraet eller som voice-over reflekterer over sin sygdom.

Man kan undervejs nok undre sig over, om Flink pike er et forsøg på at nedbryde tabuer omkring elektrochok, da filmen nærmest virker som et glødende forsvar for denne behandlingsform, men heldigvis lader Melkeraaen ikke den journalistiske facon fylde så meget. Flink pike er mestendels et vellykket, refleksivt filmessay.

© norske LMD
Flink pike har kinopremiere 10. oktober.