Sandheden skal frem

Ønsker du at blive klogere på journalistiske klicheer vil Truth måske være et syn værd. Ellers bør du holde dig langt væk.

Hvori består de journalistiske klicheer? Lad os tage en række sigende eksempler. En arketype er vel den utrættelige reporter, som trods kollegers skepsis og institutionernes advarsler, fortsætter sin kamp mod systemet, mod noget, der er meget, meget større end reporteren selv. Kliche er vel også den hellige motivation, men dog så flyvske størrelse kaldet sandhed, som efter sigende er enhver reporters evige drivkraft og det, der gør, at vi, der rapporterer om verden, er i en helt anden kategori af mennesker end alle de andre. Og så ryger og drikker vi. Gerne whisky og helst i en lind strøm. Og naturligvis fejrer vi en god historie på en bar med vores flok: de få trofaste kolleger, vi måtte have, og måske endog de uundværlige kilder, hvis liv vi muligvis bringer i fare, men så længe det er for den store sag og den skæbnesvangre afsløring, anses det for at være ganske rimeligt.

Truth er en film, der er båret frem af journalistiske klicheer. TV-teamet i «60 Minutes» ryger og drikker, gerne whisky og helst i en lind strøm. Foto: Norsk filmdistribusjon

Truth er en film, der er båret frem af journalistiske klicheer. TV-teamet i «60 Minutes» ryger og drikker, gerne whisky og helst i en lind strøm. Foto: Norsk filmdistribusjon

Truth er en film, der er båret frem af journalistiske klicheer som disse. Faktisk er filmen intet uden klicheerne. Det er næsten som om, den bevidst har opsøgt dem og proklameret at foretage et studie heri med udgangspunkt i såkaldt virkelige hændelser.


Politisk orientering og dømmekraft

Tilbage i 2004, kort inden præsidentvalget, researcher CBS’ journalistiske flagskib «60 Minutes» på en historie om præsident Bushs tid i nationalgarden. Produceren Mary Mapes (Cate Blanchett) har fået færten af en række dokumenter og kilder, der menes at kunne bevise, at Bush fik særbehandling i sin tjenestetid, og at han gentagne gange har løjet om sine militære meritter. Mary sammensætter et team bestående af en aldrende militærmand, en fandenivoldsk reporter, en kvindelig journalistikprofessor, samt ikke mindst den ikoniske ankermand Dan Rather (Robert Redford). Sammen undersøger de vedholdende og filmisk set meget rodet for at nå frem til den banebrydende nyhedshistorie.

I filmens anden halvdel, der heldigvis har en anelse mere momentum og energi, sås der tvivl om den research, der ligger til grund for historien. Er dokumenterne nu også ægte? Og hvem er kilden egentlig? Det journalistiske team bliver snart udsagt for en pressehetz og bliver indkaldt til en intern CBS-undersøgelse befolket af konservative advokater og med en formand, der tidligere var republikansk guvernør.

Har Mary’s politiske orientering smittet af på hendes dømmekraft og tilsidesat journalistiske objektivitets- og fairnesskriterier? Dette bliver spørgsmålet, som filmens anden del gerne vil granske, hvilket kun er middelmådigt interessant. På intet tidspunkt giver filmen sig i kast med at reflektere over sin egen præmis. Den tror fuldt og fast på, at objektiviteten findes, og at der er en sandhed derude, som kan afdækkes, så længe vi har nogle journalister, der arbejder hårdt og målrettet på netop det.


Forloren parodi

Det er muligvis ikke verdens mest sindsoprivende plot, Truth har at gøre med, men det er nu alligevel beskæmmende så lidt spænding og så få interessante pointer instruktør James Vanderbilt får iscenesat med materialet. Spændingskurven er flad, måske ligefrem ikke-eksisterende. Det er værst i filmens første halvdel, hvor vi flakser fra karakter til karakter, der træffer et utal af kilder undervejs, som om filmen slet ikke kan bestemme sig for, hvad den egentlig har i sinde.

Sideløbende med jagten på den journalistiske afsløring forsøger Vanderbilt sig med at kaste en række sidehistorier på banen, der virker alt andet end gennemtænkte. Eksempelvist forekommer fortællingen om forholdet mellem Mary og faren næsten infantilt konstrueret. Hun fik tæv af ham som barn. Og han slog hende især, når hun stillede for mange spørgsmål. Netop derfor blev hun reporter. For at blive ved med at stille spørgsmål, uanset hvor mange tæv hun måtte indkassere undervejs. At Mary samtidig skal finde en ny faderfigur i ankermanden Dan Rather er unødvendigt og fortænkt.

Også sidehistorien med Marys skrøbelige familie bestående af en syvårig søn, der både savner og idylliserer sin mor samt en ægtemand, der er næsten irriterende rummelig og forstående og gerne venter flere måneder på en gåtur med den ambitiøse hustru, virker uforløst og påklistret. Scenerne i hjemmet kommer til at fremstå underligt afkoblede fra resten af filmens narrativ.

Det kan givet vist sagtens lade sig gøre at skabe gode film om journalistik. Der er da også masser af egnet indhold i den undersøgende journalistiks arbejdsmetoder, der fint kan overføres til især den spændingsorienterede del af filmgenrerne. Vi så dette på noget mere vellykket vis i film som Alle Præsidentens Mænd (1976) og Frost/Nixon (2008). Også tv-serier som House of Cards og danske Borgen har fået et noget mere interessant udbytte ud af at undersøge forholdet mellem presse og politikere end det lykkes for Truth.

Filmen vil så gerne fremstå hæderlig og sandhedssøgende som sine karakterer, men ender desværre som en forloren parodi på sig selv.

© norske LMD.

Truth har premiere 4. december.

Steffen Moestrup er kritiker.