Nogle film er ligesom at komme hjem. Man ved, hvor det hele står. Man kan altid hurtigt finde en støvle eller en ledning, ved hvordan overgangen mellem soveværelset og gangen er indrettet. Sådan føles det at se Der kommer en dag. Det hele er forventeligt og bekendt.
Men i modsætning til i al fald de fleste hjem er der ikke meget hyggeligt over Der kommer en dag. Filmen er en tour de force udi de vederstyggeligheder, voksne kan begå mod børn – og for den sags skyld børn mod børn. Handlingen er nemlig sat i et dansk børnehjem anno 1960’erne, og så ved man nok, hvad der vil komme. Uden at have læst et eneste ord om filmen, vil en del læsere kunne regne ud, at vi har at gøre med en filmisk granskning af de kritisable vilkår, der herskede på datidens børnehjem. Og at vi nok også har at gøre med en brydningstid, hvor nogle institutioner og nogle individer hænger fast i den gamle måde at gøre tingene på, men hvor vi også finder antydningerne af det nye, det friere og mere menneskelige afsæt. Og det er så netop, hvad vi får serveret i Der kommer en dag. (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn / logg inn med Vipps.
Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
Fornyes til 199,- per kvartal
