På den nyligt overståede filmfestival i Cannes skete alt det sædvanlige. Film blev set og diskuteret. Kendisser festede i interne enklaver, og folk på stiger forsøgte at få et glimt af stjernerne. Lars von Trier skabte en anelse polemik med sin seriemorder-film The House That Jack Built. Også politik var en faktor, sådan som det altid har været i Cannes. Heri intet nyt. Og dog. For var det ikke som om det politiske i år havde en helt anden slagside, en helt anden kant?
Jeg taler naturligvis om #MeToo-bevægelsens ankomst til den sydfranske badeby. På sin vis havde festivalen selv sat bevægelsens ankomst i scene, da kommunikationen fra festivalen i høj omtalte sig selv og denne årgang som en slags genstart. Et år 0. Nu visker vi tavlen ren, opfører os ordenligt og får kvinderne frem i filmbranchen. Det er letkøbte ord i en tid, hvor alt forsat slet ikke er, som det bør være. (…)
Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.
Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!
Papiravis og full digital tilgang
