På den nyligt overståede filmfestival i Cannes skete alt det sædvanlige. Film blev set og diskuteret. Kendisser festede i interne enklaver, og folk på stiger forsøgte at få et glimt af stjernerne. Lars von Trier skabte en anelse polemik med sin seriemorder-film The House That Jack Built. Også politik var en faktor, sådan som det altid har været i Cannes. Heri intet nyt. Og dog. For var det ikke som om det politiske i år havde en helt anden slagside, en helt anden kant?
Jeg taler naturligvis om #MeToo-bevægelsens ankomst til den sydfranske badeby. På sin vis havde festivalen selv sat bevægelsens ankomst i scene, da kommunikationen fra festivalen i høj omtalte sig selv og denne årgang som en slags genstart. Et år 0. Nu visker vi tavlen ren, opfører os ordenligt og får kvinderne frem i filmbranchen. Det er letkøbte ord i en tid, hvor alt forsat slet ikke er, som det bør være. (…)
