/

Tankens kontrol med maskinen

Teknologiske gennembrud indenfor hjerneforskning har gjort det muligt at udføre aktive handlinger alene ved tankens kraft. Men da megen hjerneforskning på området er finansieret af militære instanser, er perspektiverne i disse fremskridt uoverskuelige.

Hvem kender amytrofisk lateral sklerose (ALS)? Det er en sjælden genetisk sygdom, som Lou Gehrig, en legendarisk baseballspiller, led af. Efter tolv succesfulde år hos New York Yankees måtte Gehrig trække sig tilbage. Han var for svækket af lidelsen, der medfører en gradvis svækkelse af muskelspændingen. Den er også kendt som Charcot-sygdommen. I Frankrig er omkring otte tusinde personer ramt af den.

I dens fremskredne form bliver tabet af muskelspænding et meget alvorligt handicap. Man mister talens brug. Man kan hverken bevæge hovedet, blinke med øjnene eller smile. Kort sagt, man kan ikke længere kommunikere.
Jean-Dominique Bauby led efter et trafikuheld af et lignende syndrom. Han skrev Dykkerklokken og sommerfuglen ved hjælp af sin sidste aktive muskel – sit venstre øjelåg.1 Ved at blinke med øjet accepterede eller forkastede han de bogstaver, som man foreslog ham. Bogstav for bogstav lykkedes det ham at diktere sine »noter fra en ubevægelig rejse«. Efter tabet af denne sidste muskel blev dykkerklokken uigennemtrængelig, indespærringen blev absolut.

Hvad er der at gøre, når man har mistet alle mulige kommunikationsmidler med omverdenen? Nye terapeutiske, teknologiske og kybernetiske opdagelser kan gøre det muligt at genskabe visse færdigheder.
Forskningen i det materielle grundlag for tænkningen har gjort store fremskridt i de sidste hundrede år. Men vi har stadigvæk ingen forklaring på, hvorledes tanken kontrollerer gestusen. Galien havde ellers for snart to tusinde år siden, i det 2. århundrede e.Kr., gjort de første (og bemærkelsesværdige) opdagelser på det område.2
Hvordan formår vi at bevæge armen? Vi ved det ikke. I den tidlige barndom kommer der et tidspunkt, hvor man lærer det ved gentagelser og fejlen, iagttagelse og virkeliggørelsen af en umærkelig og usynlig mental anstrengelse. Dét, vi ser, er armen, der bevæger sig. Materialiseringen af en usynlig mental mekanisme. Vi bliver enige om at sige, at en mental handling udmunder i motoriske bevægelser, der kan gentages.
Denne opfattelse er ganske langsomt (og med succes) blevet efterprøvet af forskningen. Det er på forskellige måder muligt at observere neuronernes aktivitet. Man kan iagttage, at nogle af dem – isoleret eller i grupper – systematisk er aktive i forbindelse med en lang række mere eller mindre indviklede kognitive processer.
Vi er startet på at gå på opdagelse i neuronernes sprog. Hvis det efterfølgende lykkedes at oversætte hver handling til en mental repræsentation, da ville vi kunne spille med ideerne, som vi kan spille med musklerne.
Men det er rent faktisk, hvad vi begynder at kunne gøre. Vi stimulerer de neuroner, der frembringer specifikke fornemmelser (man taler da om elektroniske stoffer). Vi stimulerer de neuroner, der styrer forsøgspersonens arme og omdanner ham til en dukke under forskerens kontrol. Forsøgspersonen bliver og oplever sig selv som en viljeløs skuespiller og tilskuer. For enden af nerven kan vi i dag også sætte mekaniske implantater, der er i stand til at fortolke hjernens beskeder. Relationen mellem menneske og maskine kan lige så stille begynde at ske uden musklernes mellemkomst.
En aktuel patient, der lider under ALS og er ude af stand til at bevæge en eneste muskel, kan således kontrollere et computertastatur via tanken.3 Fra at være totalt afskåret får man et vindue til at kunne kommunikere med omverdenen. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

0 kr 0