Teherans transseksuelle mænd

Den kvindelige instruktør Sharareh Attari har fået tilladelse af Ministeriet for Islamisk Retledning og Kultur til at vise sin film om transseksuelle i hjemlandet. Men kun én gang. Iran har siden revolution i 1979 været underlagt islamisk lovgivning, og aktive homoseksuelle kan idømmes dødsstraf. Hvordan kan Irans dybt konservative præstestyre støtte et så kontroversielt fænomen som kønsskifteoperationer? Ud fra et traditionelt islamistisk synspunkt burde et kønsskifte være den ultimative manifestation af en dekadent vestlig kultur.

En sen vinteraften i Teheran da jeg med et par Iranske venner er på vej hjem fra et restaurantbesøg, må min ven bag rattet pludselig bremse hårdt op. To fodgængere har forvildet sig ud på vejen, og står nu lige foran os. Som et par harer, paralyseret af billygternes skarpe lyskegler, bliver de stående foran os i nogle lange øjeblikke inden de skyndsomst forsvinder væk i retning af den nærliggende Park-e Daneshju (Studenterparken).

Da de var forsvundet spurgte jeg forbløffet mine medpassagerer hvorfor de to unge kvinder ikke bar hovedtørklæde, som er påbudt ved strengt håndhævede love overalt i den Islamiske Republik Iran. «Jamen det er ikke rigtige piger!» lyder svaret, «Det er drenge der klæder sig ud og mødes i ly af natten». De to ’piger’ jeg havde set var altså såkaldte drags (dvs. mænd klædt i dametøj), og eftersom de teknisk set tilhørte det mandlige køn, forsøgte de at omgås det strenge forbud som kvinder har mod at vise deres hår i det offentlige rum. Senere fandt jeg ud af at den omtalte park i Teheran er kendt, eller rettere berygtet, som millionbyens fremmeste mødested for transseksuelle.



ET PAR MÅNEDER
senere har jeg lejlighed til at overvære premieren på en dokumentarfilm med den mystiske titel Gâhi yek Ettefâgh Mïoftad (Nogle gange sker det). Filmen, som omhandler transseksuelle i Iran, er skabt af den kvindelige instruktør Sharareh Attari, og har af Ministeriet for Islamisk Retledning og Kultur kun fået tilladelse til at blive vist én eneste gang i dens oprindelsesland. Den vises i Teherans største kulturhus. Jeg ankommer til biografsalen, der er fyldt til bristepunktet med et forventningsfuldt publikum, som er mødt op på trods af at visningen ikke forinden har været offentligt annonceret. Intellektuelle iranere er igennem deres personlige netværk generelt velorienterede om den slags interessante begivenheder, der kun yderst sjældent eller aldrig rapporteres i de iranske medier, der efter den reformvenlige præsident Khatamis afgang sidste år, tilsyneladende definitivt er kommet under statsapparatets fulde kontrol.

I filmen præsenteres vi for en gruppe af Teherans unge transseksuelle mænd. De har sat hinanden i stævne en aften hvor de mødes i en lejlighed for at spise sammen og diskutere deres fælles problemer. Den lille forsamling kan bedst beskrives som en uformel social støttegruppe. Selvom de transseksuelle fortæller at de kun mødes ca. en gang om måneden, taler de ærligt og åbent om deres problemer, og man fornemmer at de har et stærkt fællesskab. I køkkenet møder vi Reema, som er i færd med at forberede en ret til sine venner. Reema, som rent fysiologisk stadig er en mand, har taget den store beslutning om at få foretaget en kønsskifteoperation. Dermed håber hun at tage det definitivt sidste skridt væk fra en tilværelse ledsaget af en konstant følelse af at være fanget i en fremmed krop.

I filmen følger vi Reema i en periode på tre år – før, under og efter den store operation. Selve det kirurgiske indgreb er kulminationen på en lang og indviklet proces med hormonbehandling og samtaler med psykologer. Tooraj Moradi, der er psykolog med stor erfaring på området, sidder som deltager i et debatpanel af eksperter, der efter filmens visning svarer på spørgsmål fra publikum. Han forklarer at psykologernes vigtigste opgave i forbindelse med en forestående kønsskifteoperation består i at finde ud af hvorvidt den pågældende patient virkelig er transseksuel. Iran har siden den islamiske revolution i 1979 været underlagt islamisk lovgivning, ifølge hvilken seksuelt aktive homoseksuelle kan idømmes dødsstraf. Derfor, fortæller psykolog Tooraj Moradi, har man siden den islamiske stats oprettelse set flere kedelige eksempler på bøsser der, for at kunne leve i et juridisk set legitimt parforhold (dvs. et ægteskab mellem mand og kvinde) med deres kæreste, har gennemgået en kønsskifteoperation. Imidlertid er disse personer efter operationen som oftest endt som ulykkelige mennesker, der har nået den bitre erkendelse at en vigtig del af deres identitet – både i forhold til seksuel observans samt personlighed – lå i netop det at være mand. Da der efter en kønsskifteoperation ikke er nogen vej tilbage, er det af afgørende betydning at man adskiller de mennesker der reelt er transseksuelle fra eventuelt fejl-diagnostiserede patienter, der af andre grunde måtte ønske at få foretaget denne omfattende operation. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller / logg inn med Vipps.

Tre måneder med Le Monde
diplomatique for 99 kroner!

Papiravis og full digital tilgang


Fornyes til 199,- per kvartal