Det handler ikke længere om mig
De dokumentariske filmskabere vender ikke længere kameraet kun mod sig selv. Dokumentarfilmfestivalen HUMAN viser at vi igen skal se verden, reflekte over den og måske nærme os hinanden.
De dokumentariske filmskabere vender ikke længere kameraet kun mod sig selv. Dokumentarfilmfestivalen HUMAN viser at vi igen skal se verden, reflekte over den og måske nærme os hinanden.
Wim Wenders har med Perfect Days skabt et stykke fænomenal cirkulær filmkunst, der minder os om glæden ved blot at være til.
Rettssaken i Fritt fall tegner et fasettert bilde av et ekteskap så svekket at det kan ha endt i drap eller selvmord. Filmen gir også en hjerterå skildring av nedverdigelsen i å være siktet og umyndiggjort mens privatlivet blir nyhetsstoff.
Atmosfæren er gammelmodig rock and roll, tango og vodka. Stillferdige mennesker møtes med snaue replikker i provisoriske iscenesettelser. Aki Kaurismäki er en av få nålevende regissører som viser hvor basal filmkunst kan være.
Ken Loach har med Vertshuset The Old Oak lavet et humanistisk portræt af et lokalsamfund, der måske kan finde sig selv igen.
Terrence Malicks The Thin Red Line er en film om midt i krigens gru at faktisk få øje på en anden verden, en verden hvor vi deler en samhørighed med fjenden og jorden omkring os.
Anna Hints portrætterer intimt en gruppe kvinder, der mødes i saunaens særlige, sanselige rum.
Med et hjerte av gull: I rollen som kongens elskerinne Jeanne du Barry betoner regissør Maïwenn de skjebnesvangre konsekvenser av de såkalt nære ting.
Tár er en både feministisk og anti-feministisk film om en kvinnes suksess i ukjent terreng – en dirigentjobb i verdensklasse, en posisjon som regel forbeholdt menn.
Erik Gandinis galleri av mennesker fra hele spekteret av jobbrelasjoner gir et fasettert og urovekkende bilde av vårt forhold til arbeid.
Filmen om den første smarttelefonen skildrer en hektisk produksjonsprosess og særlig en til dels kaotisk lansering. Den kunne gjerne hatt mer av det første.
Toves værelse er et veltilrettelagt kammerspil om ægteskabets skyggesider. Helt under huden kommer filmen dog aldrig.
Svik, mord og hevn er sentrale bestanddeler i en arkaisk japansk fortellertradisjon kalt «jitsuroku». Motivkretsen lever i beste velgående i mangaserier og utallige filmer med hevn som drivkraft. En eksemplarisk tradisjonsbærer er Toshiya Fujitas Lady Snowblood fra 1973.
Statistene koster tjue kroner timen, teknikerne er ikke fagorganiserte, omgivelsene er vakre, og staten garanterer for sikkerheten. Slik har Marokkos filmindustri blitt en underleverandør for den vestlige bransjen. Nå frykter bransjen for framtiden.
François Ozon har med Det var jeg! skabt en charmerende kvindekampsfilm, som blander nostalgiske blikke på filmmediet med en bidende satire over den magtfulde, liderlige mand.
Når Nick Cassavetes lager film basert på en virkelig historie om bortføring av tenåringsjenter, skulle utgangspunktet være rikt på muligheter. Ikke alle valg han tar er innlysende.
Filmer som Barbie og Oppenheimer viser oss at ideologiske fantasier og virkelighet ikke er motsetninger. I hjertet av selv den mørkeste virkelighet snubler vi over fantasier.
Kan man komme hjem efter 40 års fravær og lade som om intet er hændt? I Mario Martones Nostalgia bliver nostalgien også en farlig følgesvend.
På 1980-tallet startet brødrene Frattasio med en beskjeden kopiering av musikk, som etter hvert skulle gjøre dem både rike og berømte, før lovens lange arm innhentet dem.
Når artistens egen datter står for portrettet, bør det ikke overraske at dokumentarens fokus er personen heller enn fenomenet, den overarbeidede mor framfor artisten. Noe bransjekunnskap tilføres likevel med Donna Summers privatliv, som ikke var uten dramatikk.
Med Apolonia, Apolonia har Lea Glob skabt et varigt værk, der fortjener brevformens henvendelse.
Hvordan dramatisere De røde brigadenes kidnapping og drap på Italias statsminister Aldo Moro? For tjue år siden valgte regissøren Marco Bellocchio å skildre forløpet fra innsiden i filmen Buongiorno, notte. I den nye miniserien Esterno notte forsøker han i stedet å gripe omstendighetene fra utsiden.
Tableauer og tristesse er fortsat Ulrich Seidls varemærke, men i Rimini møder vi også en dybfølt varme for karaktererne.