Den argentinske militærjuntaen

Årstallene hober sig op i Argentina i forhold til opgøret med militærdiktaturet 1976-83. Men særligt ét er en gevaldig huskepille for de 36 millioner argentinere om, at landets demokrati stadig er ungt og sårbart. Den 17. september 2007 er det et år siden håndværkeren Julio López forsvandt. Den i dag forhåbentlig et år ældre men stadigt forsvundne Julio López (født 1930) havde kort før kidnapningen afgivet vidneudsagn i en retssag, der fældede den forhadte pensionerede politikommissær, Miguel Etchecolatz.

Så når tusindvis af argentinere på netop dén septemberdag går i protesttog og nu 24 år efter demokratiets indførelse kræver et endeligt opgør med de ansvarlige for diktaturets overgreb og 30 000 forsvundne, så er protesten båret af samme morale, som den argentinske halvdokumentar-film, Buenos Aires, 1977 (Crónica de una fuga) instrueret af Israel Adrián Caetano. En ganske almindelig uskyldig borger bliver kidnappet af sorte elementer i staten og dukker måske aldrig op igen. Og at Argentina 31 år efter militærkuppet den 24. marts 1976 sandsynligvis stadig har et om end lille strejf af den stat-i-staten, som den såkaldte beskidte krig perfektionerede under diktaturets syv år.

Buenos Aires, 1977 hopper 30 år tilbage til 1977. Et år der betragtes som det mest brutale på grund af militærjuntaens travlhed med at «rense ud og op» forud for Argentinas værtskab for VM i fodbold 1978. En ven, en kollega, en bekendt eller selv en perifer mistanke var nok til blive passet op ved højlys dag af sikkerhedspolitiets frygtede olivengrønne Ford Falcon uden nummerplader. En pistolmunding i nakken, bind for øjnene og ned i bagagerummet til en køretur til helvede – og kun måske tilbage igen. Som det rent faktisk skete for Claudio Tamburrini i 1977, fordi hans navn stod på en af hans politisk engagerede venners notesblokke. Buenos Aires, 1977 følger Claudio Tamburrini (spillet af argentinske Rodrigo de la Serna mest kendt for hans rolle som Ernesto Che Guevaras rejsekammerat i Walter Salles´ «motorcykel dagbøger») gennem fangenskabets faser af forvirring, forvisning til handling. Udover at være en indsigt i den politistat og det stikkersamfund, som den såkaldte nationale reorganiseringsproces affødte, er historien ægte. Claudio Tamburrini lever i dag som filosofi-forsker ved Gøteborg Universitet. Han flygtede i 1978 til Sverige, en flugt over nationalgrænser – efter den nu filmatiserede flugt fra militærdiktaturets håndlangere. At Claudio Tamburrini dengang var målmand for Buenos Aires-klubben Almagro i den næstbedste række og meget lidt politisk aktiv, viser filmen med al tydelighed. Overgrebene skete med andre ord på må og få som konsekvens af militærdiktaturets paranoia i kampen mod venstreorienterede guerillaer og statsundergravende elementer.

«Jeg er den øverste dommer her og dén, der bestemmer, om vi slår dig ihjel eller lader dig slippe,» siger den navneløse chef for sikkerhedspolitiet.


TIDLIGERE HAR DEN tilfangetagne Claudio Tamburrini ytret over for sine medfanger, at «problemet ikke er os [normale borgere, red. anm.] men ultra´erne». Underforstået de venstreorienterede ukristne og kommunistiske. Og lige netop der tager hovedpersonen fejl, som hovedparten af argentinerne gjorde det under militærdiktaturet. For efter at have elimineret, fysisk eller ved at jage dem udenlands, guerillamodstanden, gik militærdiktaturet skridtet videre og (op)fandt skyldige i hele civilsamfundet. Her kommer filmen ind på den i Argentina kontroversielle «teori om de to dæmoner»: At der var overgreb både fra staten men også fra guerillagrupperne, hvorfor de syv beskidte års endnu mere beskidte holdning til menneskerettigheder var retfærdiggjort for at redde fædrelandet. Teorien bliver støttet af eksisterende højredrejede grupper indenfor Argentinas magthavere og militæret for at stoppe den pågående proces for at straffe omkring 1100 laverestående politifolk, soldater, embedsmænd og stikkere, der er gået fri på grund af to amnestilove. Den nuværende argentinske regering har formået at få annulleret lovene mellem 2003-2006, men retssystemet er langsomt og har til tider brug for en udrensning af partiske dommere, der sylter retssager om forsvundne.

I dét lys er Buenos Aires, 1977 eviggyldig i et Argentina, der som det første land i Latinamerika tog et opgør med militærjuntaen via fængslingen af de ni øverst ansvarlige i 1985. Siden blev de fra øverste hold sat på fri fod med almen husarrest.

Chefen for fangelejren (spillet af Pablo Echarri) beder Claudio Tamburrini og hans medfanger om alle former for info for at «komme videre i efterforskningen». De skal med andre ord udlevere andre medborgere, hvis de vil gøre sig håb om at slippe fra de natlige flyvninger over Atlanterhavet, som mange af de 30 000 forsvundne blev kastet i stærkt bedøvede.

Men dette vises ikke, ligesom tilskueren forventes at kende sin Argentina ABC (lidt for) godt i forhold til den beskidte krig 1976-83. Alligevel er filmen et tidløst indblik i en politistats indre med tortur, paranoia og borgernes generelle uvidenhed og ignorance. Men endnu mere et indblik i den labyrint af ubesvarede spørgsmål, som politiske fanger døjer med.


HOVEDPERSONEN Claudio Tamburrini kæmper sin egen kamp for at forstå, hvorfor lovens lange arm greb fat i ham. Filmen gør måske for lidt ud af at forklare det. Eller relatere den sporadiske kidnapning med militærdiktaturets neofacistiske base. At hovedpersonen i det virkelige liv flygtede til Sverige – og har boet der siden – ville have været en god anledning til at gøre opmærksom på en af de internationalt mest belyste forsvindingssager: Den 17-årige svensker Dagmar Hagelin, der i juledagene 1977 på sin Argentina-visit ringede på den forkerte dør og blev forvekslet med en kvindelig guerilla. Dagmar Hagelin blev kidnappet og, som Claudio Tamburrini, holdt fanget – indtil hun ifølge vidner blev ofret trods stærkt pres fra den svenske regering og Vatikanet.

Argentina venter stadig på, at Dagmar Hagelin og de andre 30 000 forsvundne dukker op igen. Også håndværkeren Julio López.

På kino fra 31. august.

© norske LMD.
Se også www.cronicadeunafuga.com