Sig noget, som er sandt



Døden er altid ensom. Selvmordet ligeså. Man står alene med handlingen, uvisheden og frygten. Livet har man sagt farvel, og selvom døden er tænkt som et velgørende perspektiv i et liv, der ikke længere behager, kommer den lammende frygt altid til sidst.

Derfor giver det mening, at de unge kvinder, Cecilie (Viktoria Winge) og Veronica (Julia Schacht), chatter sammen på nettet og beslutter, at de skal hjælpe hinanden gennem selvmordet og filme vejen mod det endelige. En dødspagt indgået online.

Vi træffer første gang de to kvinder nær skøjtebanen i Oslo. Veronica har tændt kameraet, idet Cecilie lidt nervøst nærmer sig den fremmede kvinde. Er det virkelig nødvendigt at filme allerede, spørger den lidt naive, generte Cecilie, der med sit fagre blonde hår og bløde smil nok kan smelte biografsalen. I kontrast står den mere rå, markante Veronica med mørkt hår, megen makeup og en lidt goth-agtig udstråling. Naturligvis er det nødvendigt at filme allerede. For hele processen skal jo med.


DE TO KVINDER begiver sig afsted mod Veronicas familiesommerhus. Hun er en forkælet tøs, viser det sig. Vader rundt i luksus og nyder åbenlyst det makabre eksperiment. Hun hudfletter Cecilie og vil gerne have hende til at bekende sårbart og helst lidt pinagtigt for åben skærm. For Veronica er det en leg. For Cecilie er det tværtimod ramme alvor. Af årsager, der ikke skal nævnes her, for da mister filmen et af sine stærkeste kort, er Cecilie i en helt anden position end Veronica, og det er denne dimension, der løfter filmen over studentikos bekendelsesvoyeurisme. Når først tvivlen om projektets gennemførelse træder ind på scenen, skifter filmen betoning og vinder i styrke.

Der er mange faldgruber i en film som Bambieffekten. Det håndholdte kamera kan let blive et irritationsmoment og bliver det stedvist også i filmens første tredjedel. På det tidspunkt er der ikke nok i spil rent dramaturgisk, til at man orker endnu en time af håndholdte privatoptagelser.

En anden udfordring er, at dette minimalistiske filmudtryk er som et tveægget sværd. Dets store force er, at filmmediets iboende element af voyeurisme forstærkes og bruges på konstruktivt vis. Der kommer en mening med voyeurismen. Man har hele tiden følelsen af at se noget, man ikke burde kunne se. Noget hemmeligt og privat, som skal forblive privat. Men samtidigt kan dette udtryk rumme den svaghed, at man som seer føler sig lukket ude. At man ikke er en del af fortællingen men blot spankulerer forbi og overhører en privat samtale. Man kan føle sig udenfor. Det gør man også undervejs i Bambieffekten, men da først fortællingen eskalerer, og det vil sige omtrent halvvejs inde i filmen, føler man sig igen som en vedkommende del af de unge pigers skæbner.


FOUND FOOTAGE-GENREN, som vel kan siges at være en variant af mockumentary, er efterhånden gået hen og blevet en veletableret genre. Den påbegyndtes i forskellige filmundergrundsmiljøer i 1990’erne og fik for alvor sit internationale gennembrud med Blair Witch Project i 1999, hvor en gruppe unge drager ud i skoven for at lede efter en lokal legende og forsvinder, hvorefter deres videooptagelser bliver fundet. Alt dette var (naturligvis) et mediestunt, men mange hoppede på tricket dengang i sen-90’erne, hvor vi endnu ikke var vant til at blive taget så meget ved næsen af medierne. I dag er vi nok mere påpasselige.

Siden hen har genren etableret sig med værker som Cloverfield (2008) og Paranormal Activity (2010). Det er karakteristisk, at mange af found footage-filmene er skræmmende horrorfilm, og til at begynde med føler man også en ulmende uro ved at se pigerne i Bambieffekten. Det er som om, de private optagelser automatisk afstedkommer en følelse af skæbnesvangre begivenheder og overnaturlige forklaringer.

Bambieffekten spiller dog specielt meget ikke på, at vi skal tro, dette vitterligt er et dokumentarisk projekt, men den benytter dokumentarkonventioner – og reality show-elementer såsom bekendelses-solo-interviewet – for at etablere en oprigtighed og realisme, der er nødvendig for filmens dramaturgiske effekt. Og det lykkes langt hen ad vejen. Man ved måske nok, at de to piger jo ikke skal begå selvmord i vores virkelighed, men formsproget gør, at man føler med dem, og især Viktoria Winges intense blik, hendes mund og gestik gør, at man vitterligt tror på hendes triste skæbne i filmens virkelighed.

«Sig noget, som er sandt» lyder det i en af pigernes samtaler. Oprigtighed og sandhed er en del af filmens formsprog, men måske også den mangel i pigernes liv, der får dem til at søge døden. Man kan godt være bange for at leve og samtidig frygte døden.

© norske LMD
Øystein Stene, Bambieffekten, Norge, 2011. På kino fra 29. juli