Ufrihedens Honduras

Siden militærkuppet i juni 2009 er 16 journalister og en bladejer myrdet. Med militærmanden Porfirio Lobo som præsident, er Honduras i teorien demokratisk, men vilkårene for journalister minder stærkt om et diktatur.

Honduras’ myndigheder lukkede for et år siden radiostationen Zacate Grande, der blandt andet agiterer for en bedre fordeling af landbrugsjorden. Radioen blev genåbnet i juli 2010, efter seks uger med ransagning. Siden har journalisterne levet under konstant chikane fra politi, militær og lejemordere. I begyndelsen af maj i år aftalte vi et interview med to af radiostationens journalister, men fra den ene dag til den anden stoppede al kommunikation med de to journalister. Det er ikke lykkedes at gennemføre interviewet.

Ifølge Komitéen for Ytringsfrihed i Honduras, Comité por la Expresión Libre (C-Libre), viser sagen en typisk fremgangsmåde for at hæmme, stoppe, chikanere eller ligefrem likvidere den frie presse i det mellemamerikanske land. I maj steg dødstallet for Honduras-journalister til 16 myrdede siden militærkuppet i juni 2009.

Honduras har det ikke godt med hverken demokrati eller ytringsfrihed. Den daværende præsident Manuel Zelaya blev kuppet 28. juni 2009 af militæret. Zelaya havde hævet minimumslønnen, indledt omfattende socialøkonomiske reformer og indlemmet Honduras i det Venezuela-ledte latinamerikanske samarbejde af nationer, ALBA. Venezuelas socialistiske regering leverede billig olie til Honduras som del af Petrocaribe-samarbejdet. Dét var tilsyneladende for meget.

Den amerikanske forfatter og globale observateur, Noam Chomsky, skriver i Hopes and Prospects (2010) om Honduras-kuppet: «Elitens reaktion udeblev ikke. Kuppet kom i juni 2009, og præsidenten blev udvist til Costa Rica. Statskup er en tilbagevendende begivenhed i Latinamerika, hvor en reformivrig præsident støttet af fagforeningerne og de sociale organisationer er oppe mod en korrupt politisk elite befængt af narkohandel og mafiøse metoder, der tilmed er vant til at vælge ikke bare højesteret men også selve præsidenten.»

Et samlet Latinamerika og Europa tog straks afstand fra dette «konstitutionelle» kup. USA, der under ekspræsident Ronald Reagan brugte Honduras som base for contra’ernes kamp mod Nicaraguas sandinistiske kommunisme, undgik at fordømme kupmagerne i direkte vendinger men manede til dialog. I manglen på samlet international kritik og eventuelle tiltag, som stop af økonomisk støtte, cementerede militærfolkene deres magt. Og Porfirio Lobo, kandidaten til Honduras’ finansielle og økonomiske establishment, vandt præsidentvalget i november 2009. Lobo hadde netop tabt med sit højrenationale parti for den kuppede Manuel Zelaya ved valget i 2005. Siden har Honduras taget overskrifter verden over for Lobo-regeringens intolerance og foragt for borgerrettigheder, herunder ytringsfrihed.


PRESSEFRIHED ER FORTID


Journalisterne i Honduras kæmper en daglig kamp for at skabe mere transparens i det, der er tilbage af det honduranske demokrati. 16 journalister og en medieejer er myrdet siden kuppet. Til sammenligning blev én journalist myrdet i 2003 og en anden i 2007. Organisationen Reportere uden grænser har i flere år haft Honduras i søgelyset for systematiske overgreb mod pressefriheden. Leder af Americas desk, Benoît Hervieu, siger til os, at i det voldelige klima «er en forsoning svær at tro på, når likvideringerne og forfølgelserne fortsætter. Vi frygter, at denne lovløshed og straffrihed fortsætter, for vi ønsker ikke at retfærdigheden bliver ofret for en politisk aftale».

Koordinator for Komitéen for Ytringsfrihed, Héctor Becerra, tegner konturerne af en politistat, hvor de honduranske journalister lever med censur, dødstrusler og dermed selvcensur. Et samarbejde mellem Reportere uden grænser og Verdensorganisationen for lokalradioer i Latinamerika og Caribien (AMARC ALC) har i første halvdel af 2011 noteret 44 sager om overgreb og trusler mod ytringsfriheden i Honduras. Ifølge Héctor Becerra en farlig stigning i forhold til de i alt 44 sager i hele 2010.

Hvordan vil du beskrive situationen og arbejdsforholdene for en (fri) presse i Honduras?

– Ifølge en rapport fra Freedom House fra maj 2011 er Honduras sammen med Mexico et af de lande i verden uden en fri, endsige uafhængig presse. En 2010-rapport til Det internationale presseinstitut viste, at netop de to lande står for en fjerdedel af alle mord på journalister. Ud af de 102 mord i 2010 skete 32 i Latinamerika. Honduras er dermed ikke på vej mod at blive et rigtigt demokrati, når journalister og kommunikatører ikke kan rapportere frit uden frygt for repressalier fra regeringen eller andre aktører, siger Héctor Becerra.

Organisationer som C-libre kritiserer jævnligt Honduras’ myndigheder for at skabe konflikt mellem mediehuse og journalister. Men korruption i egne rækker, hos journalisterne, er også et stigende problem. Héctor Becerra peger på, at chikane er så systematisk, at hundredvis af journalister er gået i eksil i udlandet eller under jorden. C-Libre overvåger Honduras dag og nat for overgreb mod pressen og arbejder for at lempe en injurielovgivning, der i dag tvinger pressen til at drive selvcensur efter hundredvis af sager, hvor journalister har fået bøder og fængselsstraffe for at skrive om visse aspekter indenfor blandt andet narkotrafik og politiske affærer.

Landets to journalistforeninger, Asociación de Prensa Hondure–a og Colegio de Periodistas de Honduras, gør ifølge kritikerne ikke nok for at skabe international opmærksomhed om pressens vilkår i Honduras. Det latinamerikanske tidsskrift Rebelion (www.rebelion.org) skriver i en leder, at «undtagen Komitéen for Slægtninge til Forsvundne og Anholdte [i Honduras] gør hverken Honduras’ to journalistforeninger eller Reportere uden grænser nok. Hvis de brugte samme energi på at skabe opmærksomhed om overgrebene mod pressen i Honduras, som de gør i Cuba, ville den internationale opmærksomhed stige».


SELVCENSUR OG CHIKANE


På den knitrende telefonlinje fortæller 33-årige Karla Rivas, at hendes arbejde som journalist på den kristne jesuitterstation Radio Progreso, har ændret sig radikalt siden militærkuppet i Honduras. En hverdag med dødstrusler og advarsler fra kolleger om ikke at skrive om noget sprængfarligt. Karla Rivas har en søn og overvejer konstant at finde sig en anden beskæftigelse – i hvert fald indtil Honduras bliver demokratisk igen.

Hvordan har dine arbejdsforhold ændret sig siden kuppet i 2009?

– De er ændret radikalt. Jeg er tvunget til at udøve selvcensur, fordi vores udsatte position giver magthaverne frit spil til at slå ned på os. Dette betyder samtidig, at landets mest presserende problemer til tider bliver undgået i pressen, men alligevel får Honduras’ presse skrevet om disse problemer og de ansvarlige for dem.

Hvilken rolle spiller pressen i dag i Honduras?

– Der er desværre meget få alternative medier, der tør bryde denne mediefælde, hovedparten af medierne er fanget i udpræget selvcensur. Og dermed får militærregeringen endnu lettere ved at holde alternative røster nede, da selvcensuren er en selvforstærkende effekt. Journalister på de store medier er tvunget til at holde sig til den «officielle version» i principielle sager, og hvis de bryder geleddet og arbejder med den «uofficielle» version er det på eget ansvar og farligt. I dag er landets presse dermed magelig og forsøger ikke at sætte fokus på landets åbenlyse problemer med basale borgerrettigheder og belyse de vilkår, som borgerne i Honduras lever under.

Har du eller kolleger modtaget dødstrusler?

– Jeg har ikke personligt modtaget – endnu – men kan mærke, at jeg bliver overvåget ved at mine mails forsvinder og telefonen bliver afbrudt. Mange af mine kolleger er truet på livet, og disse dødstrusler tager vi alle sammen som trusler på vores egne liv. Vi forsøger så vidt muligt at tage visse forholdsregler, men alligevel er følelsen og frustrationen stor, fordi vi som journalister ikke kan skrive frit om de overgreb, den såkaldte demokratisk valgte regering begår.

Hvordan tager du disse forholdsregler fra dag til dag?

– Afhængig af hvad vi skal dække, tager vi afsted i den officielle sendebil med radiosender eller til farlige områder kører vi altid sammen to-og-to i anonyme biler uden radioens logo. Hvis vi ved, at emnet vi skal dække er særligt kontroversielt, aftaler vi forskellige mødetider og mødesteder med kilden for at forvirre dem, der overvåger os.

Har du overvejet at stoppe som journalist på grund af vilkårene?

– I månederne efter militærkuppet i juni 2009 overvejede jeg kraftigt at sende min søn ud af landet, fordi mit job på radiostationen udsatte ham for fare. Men jeg rejser ikke ud af Honduras, fordi jeg føler, at det er min pligt at blive og rapporterer om de daglige overgreb mod basale demokratiske rettigheder. Men jeg diskuterer det ofte med min mand, og hvis vi en dag bliver nødt til at tage en så svær beslutning, så tager vi alle sammen afsted. Men jeg håber, at jeg kan blive og kæmpe her fra mit kontor.

© norske LMD