Når filmen knækker

Rufus Norris’ debutfilm Broken forsøger at matche Englands tradition for at lave socialrealistiske ungdomsdramaer, men den falder desværre til jorden i sit forsøg på at kombinere depressiv handling med lyriske passager.

Englænderne kan noget med fortællinger om barndom og ungdom. Om skrøbelige tidspunkter, hvor man ikke ved, om man stadig er barn eller på vej ind i noget andet, man ikke rigtig er sikker på hvad er.

En af mine tidligere erfaringer med engelsk films styrke indenfor dette tema var Lindsay Andersons skoledrama If fra 1968. Sjældent havde jeg oplevet en så indlevende og voldsom filmfortælling om ungdom og skoleårenes skæbnesvangre stunder. Siden hen opdagede jeg de socialrealistiske værker af Ken Loach og Mike Leigh, hvoraf en del også kredser om børne- og ungdomslivet – ofte skildret på meget dramatisk vis.



I nyere tid har flere instruktører videreført denne engelske specialitet. Bedst i af disse film er nok Andrea Arnolds Fish Tank (2009), hvor miljøskildringen af en fattig forstad øst for London går smukt i spænd med et gribende coming-of-age-drama.

Det er denne tradition Rufus Norris debutfilm Broken gerne vil skrive sig ind i. Det lykkes desværre kun i meget svagt omfang. Broken er problematisk på mange fronter. Miljømæssigt er vi nok engang i et engelsk forstadskvarter. Her møder vi en række uheldige skæbner, der bor dør om dør, og hvis liv naturligvis påvirker hverandre.

Centralt er karakteren Skunk (vedkommende men også en anelse forceret spillet af det unge talent Eloise Laurence). Skunk bor med sin far Archie (Tim Roth), storebroren Jed (Bill Milner) samt au pair-pigen Kasia (Zana Marjanovic). Skunk er et drømmende væsen, præget af uskyld og barndommelig naivitet. Hun er netop begyndt at have noget, der ligner en kæreste i en dreng fra området, hvis forældre døde i en tragisk bilulykke.

Snart bliver Skunks uskyldige tilgang til livet sat på en kraftig prøve. Hun overværer naboens mentalt plagede dreng, Rick, blive overfaldet af en anden nabo, den enlige far Mr. Oswald, der tæver Rick blodig, fordi en af Mr. Oswalds døtre uberettiget har anklaget Rick for at have voldtaget hende. Dette bliver starten på en voldsom voldsspiral i den lille forstad baseret på løgne og sladder, der eskalerer til højder, jeg ikke vil røbe detaljer om her.



Marmeladereklame

Som det måske fremgår af ovenstående referat, er der mange karakterer at holde styr på. Broken er som sådan at betragte en multiprotagonistfilm, hvor det er kollektivet som helhed frem for et enkelt individ, der bærer filmens handling frem. Selvom Skunk kan siges at være den primære karakter, får vi filmen igennem mulighed for at involvere os i mange andre karakterer, ligesom filmen formmæssigt flere gange skifter miljø frem og tilbage, ofte midt i en scene, sådan at vi eksempelvis ser hvad der foregår samtidigt hos familien, hvor Skunk bor, og over på den anden side af gaden hos Oswald-familien.

Dette er for så vidt et virkningsfuldt greb, men det bliver problematisk i den narrative struktur, at skiftet kommer på tidspunkter, hvor det virker forstyrrende for handlingsindlevelsen. Mængden af karaktererne gør desværre også, at vi ikke rigtig kan komme tæt på nogen af dem eller forstå de relationer, der måtte være imellem dem. Det kan der givetvist være en pointe i fra instruktørens side. At eksempelvist mange af karaktererne har fejl og virker afstumpede, så vi er nødt til at tage afstand fra alle og enhver og ikke være i stand til at finde nogen «at holde med», men dette greb gør også, at vi er tilbøjelige til at tage afstand til selve filmen.

Et andet problematisk greb er filmens skizofrene brug af farver og lys. Mange scener er optaget i det delikate skumringslys, hvor varme gyldne farver dominerer, ligesom lens flares optræder så ofte, at det virker påfaldende besynderligt. En lens flare forekommer typisk, hvis man kortvarigt filmer op mod solen, hvorved dens stråler spredes i kameraets linse og laver en effekt, som mange vil anse som værende smukt og måske poetisk. I Broken overbruges denne effekt, og de mange scener badet i gyldent lys minder mere om en marmeladereklame end et socialrealistisk opvækstdrama, som tematikken ellers ligger op til.

Indholdsmæssigt kan man også klandre filmen for at have for mange «tomme» scener, som nærmest er at betragte som fyld. Det kan være scener, der udpeger irrelevante detaljer ved et stykke jern og nogle blade eller en scene, hvor flere af karaktererne går i gang med at kaste med hjemmelavede papirfly. Igen har disse scener en lyrisk grundtone, der slet ikke matcher tematikken og ej heller fungerer i deres kontrast til fortællingen. Tværtimod virker det som om de lyriske passager forsøger at holde fortællingen tilbage, hvilket der slet ikke er nogen grund til.

Ligesom filmen knækker for mange af karaktererne i Broken, er det som om selve filmen Broken også knækker i sig selv.

© norske LMD



Broken får kinopremiere 31. mai.

(…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Default thumbnail
Forrige sak

Kroppen er mediet

Default thumbnail
Neste sak

«Jeg kan like godt sprenge meg selv»

Andre saker om Film

Tvisyn med spredning

De beste HBO-seriene har over årene gitt oss sympatisk og overbevisende dramatikk med utgangspunkt i de

Konspiranoia nå igjen?

HBO-dokumentaren Kill Chain presenterer muligheten for at valgresultatene i flere amerikanske valgkretser kan ha blitt fordreid

0 kr 0

Logg inn

Ikke abonnent? Tegn abonnement her.