Rumæneren, der ikke ville spise

Vi forbinder sandsynligvis sultestrejken mestendels med politisk ideologi. Den er et våben, et ikke-aggressivt våben nuvel, men dog et våben. Ofte brugt til at udvise modstand mod politiske regimer, ideologier eller systemet som sådan. Og det er også sandt, at sultestrejkens kendisser, hvis vi i denne sammenhæng kan anvende så forkert et ord, folk som Mohandas Gandhi (protest mod det britiske herredømme i Indien), Bobby Sands (den irske modstandskamp i IRA) og Cesar Chavez (kamp for bedre arbejdsvilkår i USA), har haft politiske motiver i deres sultestrejker. Men selve fænomenet, eller våbenet om man vil, går langt tilbage i historien.

I indisk historie er der således eksempler på sultestrejker, der har fundet sted mere end 500 år før Kristi fødsel. Dengang havde strejken mere karakter af en faste, der typisk fandt sted foran den bopæl, hvor den som var skyld i forurettelsen, boede. I nyere tid har især fangerne på Guantánamo Bay gjort anvendelse af fraværet af madindtagelse til et instrument, en måde at opponere mod behandlingen på. Og set i et historisk lys kan man sagtens finde eksempler på strejker, der vitterlig har ført til handling, forbedringer og vundne sager. Tænk blot på førnævnte Gandhi, som blandt andet ved brug af sultestrejker forbedrede vilkårene for Indiens laveste kaster.

Sådanne gyldne eksempler er ikke en del af filmen Crulic – Stemmen fra Graven og dens iscenesættelse af sultestrejken. Tværtimod. Crulic er en trist affære, og at filmen rummer en langvarig og fatal sultestrejke gør den kun desto mere trist.

Europas splittelse

Crulic er fortællingen om rumænske Claudiu Crulic, der på skæbnesvanger vis bliver anklaget for en forbrydelse, han ikke har begået. En højtstående polsk dommer mister sin tegnebog og Crulic anklages for forbrydelsen. Crulic har faktisk været i Italien på gerningstidspunktet, men under de lange forhør kommer Crulic desværre ud i en forvirret tilstand, der gør, at han ikke længere kan huske de eksakte datoer for hans udlandsophold og dermed fastholder myndighederne fængslingen af Crulic.

Selvom der undervejs sås tvivl om Crulics skyld i sagen, kommer en række bureaukratiske fejl og udsættelser af sagens behandling til at få fatale konsekvenser. Som et sidste råb om hjælp, en sidste desperat handling, når et menneske ikke har nogen eller noget som helst tilbage, tyr Crulic til sultestrejken. Trods enkelte lysglimt undervejs i strejken – små, vage håb i mørket – slutter strejken med Crulics død. Der er ikke nogen, der lytter til Crulic.

Filmen er på ingen måde interesseret i at fastholde sit publikum i spænding om, hvorvidt Crulic nu klarer den eller ej. Således er åbningsscenen en meget stærk scene, hvor Crulics mor har besværligheder med at identificere det afmagrede lig foran sig som sin søn. Crulics død hviler over hele filmen. Døden er filmens grundtone.

Selvom filmen i sit visuelle udtryk – der er tale om en animeret dokumentarfilm – har en meget legende og stedvist barnlig streg, er dens stemning tung, dyster og trist. Langsomt oprulles Crulics personlige beretning. Om barndomsårene, hvor faren og moren hurtigt blev skilt, og Crulic kom med faren, hvilket reelt set betød, at han pendlede mellem tre forskellige boliger og aldrig rigtig fik fornemmelse af at have en familie og et hjem. Vi hører om Crulics rejser til Polen sammen med faren, hvor de prøver at finde fine, vestlige varer, som de kan afsætte hjemme i det fattigere Rumænien.

Disse sekvenser fortæller indirekte en interessant beretning om Europas splittelse, om det A- og B-hold, der også var en del af murens fald. Senere får vi nys om Crulics romance i Polen med en jævnaldrende kvinde, førend den skæbnesvangre forbrydelse skubber Crulics liv i en uudholdelig retning.

En besynderlig fornemmelse

Indimellem formår en morbid humor at gøre filmen mindre selvhøjtidelig, end den ellers ville være blevet, hvilket er godt drejet af filmskaberne, for det er vitterlig en fortælling, der sagtens kunne blive for insisterende. Også de transformative animationssekvenser, hvor en tåre eksempelvist forvandler sig til et tæppe, der falder blidt ned over en hund, er både smukke, lyriske og meget indtagende at opleve.

Det ændrer dog ikke ved, at Crulic – Stemmen fra Graven på mange måder er en film, der har alt for lidt på hjerte. Og det er egentlig en besynderlig fornemmelse, når man nu tager filmens tematik og personberetning i betragtning. Der har været en del animerede dokumentarfilm på det seneste og især efter den succes, som Waltz With Bashir retfærdigvis oplevede. Men i modsætning til Waltz With Bashir, som faktisk minder en del om Crulic idet begge film forsøger at favne en større tematik ved at fortælle en enkelt persons beretning, lykkes Crulic ikke med at forene de to perspektiver. Vi dvæler for meget ved personberetningen, og selvom det er en tung skæbne, Crulic lider, forsvinder den vedkommende tematik på aparte vis fra filmen.