At være i verden uden et køn

Kim Ki-Duks Moebius er en voldsom oplevelse, men inde i al dens bestialitet finder vi en tankevækkende fortælling om køn, smerte og seksualitet.

Ved nogle film oplever man, at man ikke aner, hvad man er vidne til. At det er ulig alt andet, man har set før på en skærm, et lærred eller på hvilken flade, man nu oplever sine film. Sekvenser af aparte anderledeshed er Kim Ki-Duks seneste opus Moebius rig på.

Moebius starter lige på og hårdt. En hustru får kendskab til sin ægtefælles utroskab. Efter en slåskamp på gulvet tyr hun til voldsommere midler. Under Buddha-figuren i huset ligger den skarpe kniv. Med den har hun tænkt sig at kastrere sin mand. Missionen mislykkes dog, idet manden sparker fra sig. Til gengæld er den sovende søn et let offer. Med et hurtig tag bortskærer hun pikken fra sønnens krop, propper organet i munden og kvaser penis med tænderne.

Hun efterlader den kastrerede søn og går ud i natten. I lang tid er der kun manden og sønnen i filmen. Begge foretager de en rejse ind i kroppens grænseland. Eller rettere ind i vores kulturs grænseland, når det gælder kroppen. Kroppen i sig selv har vel ingen grænser. Den er, hvad vi gør den til. Og normalitet, når det gælder krop og seksualitet, er hvad vi gør det til. Dette er et af fundamenterne i Moebius.


Et andet forhold til krop

Sønnen har ikke længere et fysisk organ, der kan give ham tilfredsstillelse og frigive ophidselsen. Men lysten mangler ikke. Han bliver stadig liderlig. Især når han besøger farens tidligere elskerinde – hende der på sin vis var medvirkende faktor til, at sønnen ikke længere har en penis. Frustrationen er voldsom. Drillerierne i skolen tager til.

Man er aparte uden et køn i det samfund, vi har fået skruet sammen. Klassekammeraterne kan ikke placere sønnen i en kategori, når han ikke har et køn, og i stedet angriber de ham. Han får bank, men får skindet reddet af tre yngre mænd, som umiddelbart vil ham det godt, men pludselig vækker deres liderlighed også grufuldheder til live hos dem. De voldtager elsker-inden og tvinger sønnen til at gøre det samme. Han agerer samleje, men uden penetration naturligvis, idet penis mangler.

I fængslet tvinger faren bukserne af sønnen, så vagterne kan se det manglende organ og derved bevidne, at sønnen umulig kan være skyldig i voldtægt. Her træder sønnen i karakter. Ydmygelsen er for voldsom. Han angriber først faren og derpå den grummeste af de tre voldtægtsmænd. Straffen tager han med ophøjet ro, for sønnen har tydeligvis fået et andet forhold til krop, seksualitet og smerte efter sin kastrering.


Smerten og ekstasen

Også faren eksperimenterer. Han lader sig frivilligt undergå en kirurgisk fjernelse af sin penis, og han lader sin penis fryse ned, for måske kan den vise sig brug-bar senere hen. Han researcher online på penistransplantationer og forholdet mellem sex og smerte. Snart står det også klart for faren, at man ikke kan operere liderligheden væk.

Imens sønnen er i fængsel gør faren dog en opdagelse, der kommer dem begge til gode. Kroppen kan ses som en stor erogen zone. Blot fordi man mangler et kønsorgan, kan liderlig-heden alligevel udleves. Det skal ske gennem smerten. Med en sten gnubber faren sin hud på foden til blods. Smerten og ekstasen går i et. Forløsningen minder i al fald om en udløsning, og det er mere end nok.

Snart er både far og søn nærmest afhængige af selvpinslerne. Ude af fængslet besøger sønnen nok engang elskerinden, og denne gang lykkes deres seksualitet i fællesskab. Han be-famler hendes bryster og skød, mens hun dolker en kniv hårdt ned i skulderen på ham og masturberer kødet med den.


Broget formsprog

Lad os indstille handlingen her. Som det nok fremgår, er Moebius en voldsom omgang. Den er både grotesk og bestialsk, og til tider tenderer de mor-bide scener det ufrivilligt komiske. Måske reagerer vi med grinet, fordi det simpelthen bliver for vederstyggeligt og gruopvækkede at iagttage. Samtidig er Moebius svær at slippe. Svær ikke at tænke på.

I sin æstetik er den rodet og fyldt med virak. Sine steder minder den om Lynchs Inland Empire (2006), men besidder ikke samme gennemførte stil. Kim Ki-Duk har valgt at lave filmen helt uden dialog, hvilket fungerer overraskende godt. Man kan sagtens udlede en masse kommunikation og information uden ord, og de mange grynt, støn, prusten og snappen efter vejret matcher fint filmens kropslige optagethed.

Tematisk er den stærkere end dens brogede formsprog. Dens afsøgning af kroppen er med til at få den til at adskille sig fra mere banale film i genre som rape revenge eller torture porn. Modet til at fortsætte den filmiske granskning af incesttemaet oven på sidste års Guldløve-vinder Pieta har stødt mange, og har da også medført at filmen er ulovlig at vise i Ki-Duks hjemland. Moebius vil givetvist også vække anstød under nordiske himmelstrøg, men den bør ses for dens udfordrende og dybt fascinerende favntag med makabre emner.

© norske LMD
Moebius har premiere 21. februar.