Efter Gezi

Intet bliver det samme i Tyrkiet efter sidste års protester i Gezi-parken, der satte gang i den største modstandsbevægelse i nyere tyrkisk historie. På festivalen Documentarist kan vi blive klogere på hvilken rolle filmmediet og filmfestivalen som aktivistisk forum spiller i modstanden mot regimet.

Jeg sidder i haven ved Det hollandske konsulat i Istanbul. Rækker af hvide og orange plasticstole er placeret foran en til lejligheden opsat skærm. Fra skærmen stråler filmfortællingen om en gruppe kurdere, der har forladt deres landsby for at udføre sæsonarbejde på markerne udenfor Ankara. Dokumentaren Once Upon a Time er mestendels et kritisk blik på de arbejdsvilkår og den skævvredne økonomi, tyrkiske grøntsager fremstilles under, men filmen rummer også en lune, en humor og en række strejf af natur, der trækker filmen i andre retninger. Og pludselig sker det så. Midt i haven blander virkelighedens natur sig med filmens, idet en række fugle i haven istemmer filmfuglenes sang fra højttalerne. I få sekunder oplever vi en række symfoniske fuglefløjt, hvor film og virkelighed synes at blive ét.


Systemkritik

Film og virkelighed har det vitterligt med at forenes på filmfestivalen Documentarist, som Once Upon a Time er en del af. Tillad mig et kort flashback til festivalens sidste år. Længe havde en modstand ulmet i tyrkiske miljøer og med myndighedernes planer om at rydde Gezi Park, et af få grønne områder i millionbyen Istanbul, for at få plads til et shopping-center, kom der endnu en aktuel anledning til sige fra. En mindre demonstration udviklede sig på få dage til en massiv opstandelse rettet mod regeringens liberalistiske økonomiske politik, mod den eskalerende politivold og mod den voldsomme indgriben i privatlivets fred, som mange tyrkere har oplevet i senere år.

De spirende protester faldt sidste år sammen med Documentarist, der foregår få skridt fra Gezi Park. De planlagte visninger blev annulleret på festivalens første dag, men herefter blev festivalen realiseret som planlagt. Og i stedet for fuglefløjt var det demonstranternes slogans og politiets køretøjer, der lydmæssigt blandede sig med filmforevisningerne på festivalen. Snart blandede festivalen sig ligeledes med virkeligheden, idet flere af de instruktører, der var til stede på festivalen, greb deres kameraer og begyndte at dokumentere Gezi-modstanden.

At festival og det levede liv omkring festivalen sådan interagerer er omdrejningspunktet for den tyrkiske filmforsker Özge Özdüzen, der skriver ph.d. om emnet på universitetet i Liverpool. Jeg træffer Özdüzen på Documentarist, hvor vi sidder i jury sammen, og spørger hende, hvorfor der er denne sammenhæng mellem en filmfestival og omgivelserne:

– Der er et socialt element ved filmfestivalen. Og der er allerede opmærksomhed rettet mod festivalen fra offentlighed og medier. Derfor kan festivaler være et godt sted for kritisk tænkning og handlen. Et sted hvor man opfordrer til og ikke mindst etablerer aktivisme, der kan transformere de steder, festivalerne foregår, forklarer Özdüzen og henviser til den anatomi, der findes i mange festivaler, hvor dialogsessioner mellem filmfolk og publikum – de såkaldte Q&A’s – ofte er grundstammen.

Denne fundering i dialog er netop noget, de aktivistisk bevidste festivaler kan drage nytte af. Men også festivaler, der i sit udgangspunkt ikke er politiske, kan have aktivistiske sider, mener Özdüzen og fremhæver Istanbul International Film Festival som et eksempel.

– På den festival så vi flere år i træk, hvordan publikum arrangerede alternative åbningsceremonier foran en lukningstruet biograf. Biografen skulle erstattes af et nyt shopping-center, så på den måde minder konflikten om Gezi Park-protesten. Det interessante er, at det ikke var festivalen selv, der var igangsætter på disse alternative ceremonier. Det var publikum, der fandt sammen og udnyttede festivalens sociale rum til at etablere en systemkritik, forklarer Özdüzen.

Denne systemkritik fik i øvrigt videre slagkraft, da både festivalen og Istanbul Foundation for Culture & Arts, som ellers drives af en række veletablerede forretningsmænd, bakkede officielt op om protesterne. Ikke desto mindre blev biografen lukket sidste år og shopping-centret er under opbygning på hovedgaden Istiklal.


Alle blev et medie

På selvsamme gade vrimler det fortsat med kampklædte betjente og vandkanonvogne her godt et år efter Gezi-modstandens begyndelse. Mindre demonstrationer får lov at udfolde sig, hvis de har anmodet om tilladelse på forhånd, men ellers slås der hårdt ned på ethvert anløb til modstand mod myndighederne. Da jeg forsøger at opdatere om festivalen på min Twitter-konto, møder jeg en snert af den inddæmning, som er hverdag for den tyrkiske befolkning. Twitter skal ikke være en del af Tyrkiet, og det kræver diverse teknologiske fiksfakserier at gå udenom denne blokering. Til gengæld er der fri adgang til biograferne, hvor en række kritiske dokumentarfilm kan opleves.

Mest mimende sidste års protester er Love Will Change the Earth, skabt af tyrkiske Reyan Tuvi, der var en af de mange filmskabere, der greb kameraet og dokumenterede Gezi. Resultatet er en vidunderligt fragmenteret film, der ved at fortælle om protesten gennem et større, forskelligartet persongalleri, får etableret det væsentlige budskab, at Gezi-modstanden faktisk var noget, der bragte landet sammen snarere end at splitte det op. I filmen medvirker både en nationalist, en apolitisk teenager, en kurder og en liberalist. I livet er de forskellige, men de finder sammen om Gezi-sagen.

Filmskaberen havde egentlig ikke tænkt sig at optage noget fra Gezi Park, men noget fik hende til at ombestemme sig, fortæller hun en aften i Istanbul:

– Jeg fik fornemmelsen af, at det her var noget nyt. Noget ulig andet jeg har set i Tyrkiet i mine 47 levede år. Der var en stædighed og et fællesskab i det, som var radikalt anderledes, mindes Reyan Tuvi.

Skuffelsen over, at massemedierne ikke behandlede begivenheden, var også medvirkende til, at hun besluttede sig for at lave filmen. Mens de største demonstrationer i nyere tyrkisk historie udfoldede sig, viste tyrkisk tv et madprogram og en film om pingviner.

Tuvi ser dokumentarfilmen som et nødvendigt supplement til de vanlige medier, men hun mener også, at dokumentarfilmen har en række andre forcer:

– I lang tid tænkte jeg, at min film aldrig kan konkurrere med det, der skete i Gezi. Men nu ved jeg, at filmen kan fungere som dokument over protesten, så fremtidige generationer kan bevidne denne protest. Jeg mener også, at dokumentarfilm har en plads i deres samtidighed. De kan være igangsættere af handling eller føre til politisk bevidsthed om det samfund, vi er en del af, forklarer Reyan Tuvi, som dog ikke nødvendigvis er optimistisk på dokumentarfilmens vegne:

– Med Gezi så vi, at alle havde et kamera og begyndte at filme. Alle blev et medie. Men dette betyder ikke nødvendigvis, at dokumentarfilmen som genre vil vokse i Tyrkiet. Det kræver en holdningsændring og en større anerkendelse af dokumentarfilmen. I Tyrkiet er dokumentarister ensomme væsener, der ofte selv skal finansiere og distribuere deres film. Derfor er udbredelsen af filmene tilsvarende begrænset, siger Reyan Tuvi.


Et klima for dokumentar

Den begrænsede udbredelse er med til at retfærdiggøre festivaler som Documentarist, der således bliver et altafgørende fora, hvis genren skal trives og vokse. Og at dømme ud fra mange af de tyrkiske dokumentarfilm, jeg oplevede i Istanbul, er politiske og socialbevidste tematikker i vælten. Her er udover Gezi-filmen en række film, der relaterer til aktuelle konflikter og problematikker.

Nævnte Once Upon a Time er et vellykket eksempel på, hvordan humor kan være drivkraft i en fortælling, som faktisk har et væsentligt socialpolitisk sigte. Grundtematikken er arbejdsvilkår, men formidlingen sker på basis af en del humoristiske scener samt en narrativ motor i form af en fortælling om forbudt kærlighed mellem to unge mennesker fra forskellige familier. Stedvist kan man føle, at der dynges rigeligt på med tvangsægteskab, økonomiske strukturer i fødevareindustrien samt kontrastopsætning mellem de fattige kurdiske sæsonarbejdere og den velhavende, tyrkiske middelklassefamilie, men for det meste fungerer filmen i al sit kaos.

Også studenterfilmen Two at the Border om flygtningeproblematikken og Roboski om massakren på 34 teenagere ved den tyrkisk-irakiske grænse er seværdige dokumentarfilm med markant, politisk kant. Der synes næsten at være en grundregel, der siger, at desto mere betændt et politisk klima, desto mere grobund er der for dokumentarfilm med noget på hjerte. Festivalchef Necati Sönmez prøver at sætte ord på dette:

– Den større eksponering af internationale dokumentarfilm med internettets udbredelse har ført til, at mange yngre filmskabere er blevet interesseret i dokumentarfilm. Når det politiske klima så afstedkommer en aktivistisk ånd, ser vi en række kritiske dokumentarfilm dukke op, forklarer Sönmez, som også mener, at de mange kurdiske filmskabere er eksempel på dette:

– Kurderne lever under nogle omstændigheder, hvor de virkelig har brug for at udtrykke sig. De ignoreres af massemedierne og er derfor meget aktive med dokumentarfilm, siger festivalchefen.

Fuglene fløjter endnu. De kan lande i Gezi Park, som fortsat står grøn og frodig som et emblem på, at modstand er mulig. Det er en lille men væsentlig succes, mener filmskaber Reyan Tuvi:

– Intet bliver det samme efter Gezi. Myndighederne har set hvad det tyrkiske folk er i stand til, når vi står sammen. Nu er vi blot nødt til at sprede ordet. Vi må fortælle, at regeringen er ansvarlig for drabet på en 15-årig dreng, hvis morder stadig ikke er kommet for retten. Vi må fortælle alle disse historier med ord og i billeder. I det lange løb må vi sikre os, at Tyrkiet blive et bedre land på grund af Gezi.

© norske LMD