Ikke kun med øjet kan vi se

I Origins er en ambitiøs, men også alvorligt rodet og rodløs science fiction-film, der både ønsker at være romance, thriller, videnskabskritik og sikkert også noget fjerde.

I Origins er både en kritisk videnskabsskildring, en patetisk romance, et spirituelt new age-klingende opus samt en skitse af en thriller. Foto: Tour de Force.

I Origins er både en kritisk videnskabsskildring, en patetisk romance, et spirituelt new age-klingende opus samt en skitse af en thriller. Foto: Tour de Force.

Hvad er det med menneskets store fidus til øjet? Hvorfor tillægger vi dette organ så stor en betydning? Ikke blot anerkender vi øjets funktionelle vigtighed indefra og ud, som kroppens lyscensor, som det organ der kan opfange verden og hjælpe os til at navigere i den. Nej, vi hæfter os ligeledes ved øjets kvaliteter udefra og ind. At vi kan iagttage øjet og spore noget heri. Øjet ser, men øjet kan også blive set på. Vi mener, at vi kan se ind i et andet menneskes øjne og udlede noget om denne person. Hvem er han? Hvordan gebærder han sig? Hvilken personlighed bærer han rundt på?

Vi tror, vi kan se menneskenes erfaringer i øjnene. Det liv, de har levet. Vi tror, at øjet er sjælens spejl. I essay-samlingen Sjælens Amerika skriver Karl Ove Knausgård om sit misbehag ved synet af øjnene på nogle mærkværdige gigantfisk: «Jeg så på deres øjne. De var hvide og blege. I modsætning til dyreøjne giver fiskeøjne ikke noget af deres liv fra sig. At se ind i fiskeøjne er som at se ind i farvet glas, de indeholder ikke andet end sig selv.»1 Senere i essayet, da Knausgård forlader sin lejlighed for at hente børnene fra institutionen, får han en mareridtslignende vision, da han forestiller sig, at alle menneskenes øjne skulle være som fiskens; uden liv, uden spor, uden antydningen af noget, vi kan aflæse.


Underligt rodløs

Mike Cahills nye film I Origins hviler på denne særlige optagethed af øjet. Centralt i handlingen er videnskabsmanden Ian Gray, der som molekylærbiolog arbejder på et projekt, der muligvis kan få farveblinde mus til at se verden i farver. Gray udfører sine forsøg i laboratoriet og med hjælp fra assistenten Karen kommer han langsomt nærmere sit mål, samtidig med at han måske kan lykkes med en evolutionshistorie for øjet, der kan vanskeliggøre troen på en intelligent designer eller en Gud om man vil.

Udenfor laboratoriet kan Gray ej heller slippe sin fascination af øjet. Han har for vane at spørge de folk, han møder på sin vej, om han må tage et fotografi af deres øjne. Dette gælder også, da han til en Halloween-fest møder den betagende og mystiske kvinde Sofi. Alle menneskers øjne er forskelligartede, forlyder det i filmen, men Sofis øjne er særligt smukke og indtagende. Snart vokser romancen mellem de to. Trods deres forskellighed – Gray som den rationelle videnskabsmand, der håbefuldt aner en mulighed for at modbevise Guds eksistens med sit projekt sat overfor den viltre, impulsive og spirituelt orienterede kvinde – synes kærligheden at spire. Det er næsten for godt og for naivt til at være sandt.

Lad mig indstille parafrasen her. I Origins bør ses uden et større kendskab til filmens handling. Og dette hænger blandt andet sammen med filmens banale historie, elementære karaktertegning og dens noget fortænkte konstruktion. Hvis man så derudover er familiær med handlingen, er der virkelig ikke meget tilbage at komme efter.

Problemerne med filmen er mange. Den betoner sine pointer voldsomt insisterende. Som når Gray nærmest gyser ved lyden af ordet «sjæl». Eller når Grays arbejdskollega, Kenny, absolut skal udvikle sig i en mindre idealistisk retning end Gray og ende med at arbejde for et skummelt, kommercielt foretagende. Eller når Grays søn skal udsættes for nogle forsøg, der skal afdække en potentiel autismesygdom, men som samtidig synes med al mulig overtydelighed at påpege de etiske problematikker, som er forbundet med iris-scanning og iris-registrering.

Filmen vil på mange måder for meget. Den er både en kritisk videnskabsskildring, en patetisk romance, et spirituelt new age-klingende opus samt en skitse af en thriller. Dette sammensurium kunne kanske fungere, hvis manuskriptet var mere intelligent skruet sammen og de mange karakterer ikke så forudsigelige og skabelon-baserede, men som filmen fremstår nu, er den fremdeles en rodet og underligt rodløs film.


Samme skavanker

I Origins har stor slægtsfællesskab med Mike Cahills debutfilm Another Earth (2011), hvor kærlighed, tro og videnskab også kæmpede side om side. Begge film lider dog også under mange af de samme skavanker med rodede fortællinger og lettere fortænkte plot.

Det er ellers interessant at give sig i kast med science fiction-genren uden de store budgetter og dermed også det effektbaserede, som ellers udgør en væsentlig del af attraktionen ved genren. Filmhistorien har da også vist, at science fiction-film uden større effekter sagtens kan resultere i vellykkede kompositioner. Tænk blot på Andrei Tarkovskijs Solaris (1972) og Duncan Jones’ Moon (2009). Hvis ikke det allerede er sket, bør Cahill nok se nærmere på de to film, inden han giver sig i kast med sit næste sci-fi-projekt.

I Origins har premiere 9. januar. © norske LMD

Steffen Moestrup er filmkritiker.