Lykken i hverdagsland

Finske Juho Kuosmanens debutspillefilm er en modigt lavmælt, men også forglemmelig fortælling om en boksers søgen efter lykken.

En måde at gruppere film på er at se på, hvor balstyrisk filmen er. Hvor meget den påberåber sig opmærksomhed og peger på sin egen eksistens. Hvor meget den gjalder «Se mig!» ud over lærredet. Der findes voldsomt balstyriske film. Det kan være af den hektiske, effektdrevne slags såsom mange superheltefilm, men det balstyriske kan bestemt også findes i genrer, der ikke rummer action, såsom hverdagsdramaet i form af eksempelvist den skandinaviske socialrealisme. En sådan film vil jeg kalde balstyrisk, når den med høj frekvens peger på sig selv og sin egen eksistens, eksempelvist ved at overgøre pointer eller skabe højt tydelige aflæsninger. Det er sjældent et behageligt syn at være vidne til.

I modsatte ende af skalaen finder vi de mere forsagte eller ligefrem subtile film. Det kan være alt fra underspillede, næsten forlegne og derved temmelig anonyme film til voldsomt komplekse og ofte svært definerbare værker. Blandt de mindst balstyriske film, jeg har set på længe, finder vi den finske Den lykkeligste dag i Olli Mäkis liv af debuterende filmskaber Juho Kuosmanen. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller .

Tre måneder med Le Monde diplomatique for 69 kroner!

Papiravis og full digital tilgang

Forrige sak

Fekting mot tomme gester

Neste sak

Det utenkelige

Mer Film

Didaktikk uten pekestokk

Éric Rohmers filmografi skriver seg tilbake til begynnelsen av sekstitallet, ofte med moral som erklært tematikk.

0 kr 0