Tankens tøvende lys

Efter valget af Donald Trump i 2016 var det som om vi vågnet til en ny tid, hvor både gamle og nye medier «pludselig så sig konfronteret med deres egen uformåenhed og spørgsmål om deres formål», skriver Mikkel Thykier i sin nye essaysamling Narcis. For den danske forfatter var det en påmindelse om hvad der længe har været undervejs, en omsiggribende orienteringsløshed uden politisk retning, hvor det politiske subjekt er under massiv pres fra en individstyret teknokapitalisme, hvor krige afløser krige, hvor Panama-papirer og finansiel spekulation kører frihjul, hvor terror og sikkerhed fungerer som den styrende indretning for politik, som rammer langt ind i kunstens og litteraturens verdener. Samtidens problem er samtidigheden, som også er et kunstnerisk problem, skriver Thykier med den tyske kunstteoretiker Boris Groys. Samtiden kan vi ikke længere bestemme mellem et før og et efter. Den består snarere af en konstellation af mørke og lys, af usynlige kræfter der er på vej til at blive synlige. Med Agamben kunne man sige: «Kun den er samtidig som ikke lader sig forblænde af lyset, og som her formår at få øje på skyggedelen».

I vores forsøg på at bestemme og adressere vores egen tid, har vi længe været indfanget af fornuftens og civilisationens lys. Men det er som om vi står overfor en anden grænse, en anden fremtid. Det, der opdages dér, i jorden og tingene, er udsatheden og desillusionen, men også nye overraskende relationer og en spirende kritisk kraft. Grænsen er snarere udtryk for et brud, en fornemmelse af usikkerhed, at kulturen, som Thykier skriver, «har mistet sin evne til at gribe og give udtryk for nuet, at der i en meget vigtig forstand ikke længere er et nu at gribe og give et udtryk». (…)