Ensemblet i Danmarks sønner udgøres delvist af uprøvede kræfter, og de gør det rigtig godt. FOTO: STORYTELLING MEDIA.

Midt i en terrortid

Danmarks sønner er en film, der er funderet i indignation og frustration. Og den slags film er altid kærkomne, også selvom de måtte mangle kunstnerisk bid.

Han kysser kæresten farvel på Nørreport station i Københavns hjerte. Hun når kun få trin ned ad trappen, før eksplosionen brager igennem og efterlader nedgangen i flammer og uhyrlige skrig. Han løber mod trappen, men kastes tilbage af ildens hede stråler. Aldrig skal han se hende igen.

23 mennesker mister livet den morgen. Nationen er med et slag forandret, men det har sikkert vært længe undervejs. Hadet mod de fremmede er gradvist taget til. Racistiske forbrydelser vinder frem, og efter angrebet på Nørreport station er der ingen vej tilbage. Straks får de fremmedfjendske politikere vind i sejlene. Især Martin Nordahl fra Nationalpartiet stormer frem med sit budskab om at smide alle fremmede mennesker ud af landet, alt imens radikaliseringen i de muslimske miljøer også tager til i styrke. Den onde spiral mod endegyldig destruktion er blevet antændt. (…)

Bli abonnent og få tilgang til alle våre artikler, eller logg inn.

Prøv Le Monde diplomatique i to måneder for ti kroner

Papiravis og full digital tilgang
Forrige sak

Bolivias flyktige batteridrøm

Neste sak

Finansgigant jakter franske pensjoner

Andre saker om Film

Ungdom, ku og gissel

Kolombianske Monos om geriljaens lærlinger blir ofte en lyrisk oppdagelsesreise i frodig

Vi, de forsømte

Mafiaens virksomhet er en altfor velkjent fortelling. Den formelpregede dramatikken står alltid

0 kr 0