Den politiske erfaring af landskab

Omkring midtvejs i Jerzy Kosinskis lille roman Velkommen Mr. Chance (Being there, 1971) om gartneren Chance, i filmen spillet af Peter Sellers, udspiller der sig en særlig episode. Chance er en uvidende og naiv person, der hele sit liv kun har passet en have og hvis eneste relation til verden udenfor går gennem TV. En dag befinder han sig helt uforvarende i stue med den amerikanske præsident og andre af samfundets spidser. Da han hører dem sammenligne landets økonomi med en have, svarer Chance at man i perioder må beskære planter og buske, så de senere kan vokse sig store og stærke. De tilstedeværende nikker anerkendende af Chances klare tale. I løbet af få dage er Chance på alles læber, alle vil have en bid af mandens visdom. Sagen er bare at Chance ikke taler i metaforer eller billeder, han taler om en konkret have, som han har passet hele sit liv. Men det er netop denne havekunstens metaforik der styrer megen moderne politik.

Når jeg bevæger mig rundt i haver og parker i København eller i de danske landskaber i øvrigt, er jeg fuldt på det rene med at alt hvad jeg møder er en tæmmet, ordnet og veldresseret natur. Det er i det hele taget påfaldende at så meget landskaber er blevet trivselssteder og testzoner for socialt liv. I den franske filosof Jacques Rancières bog Le temps du paysage, der nu er oversat til engelsk, er historien om landskabet ikke bare historien om det skønne, men også historien om hvordan vi har ændret vores opfattelse af fællesskabet. For ham er landskabet ikke bare en poetisk vækkelse eller et mentalt billede, men et selvstændigt værktøj eller et «objekt for tanken» og for tankens praksis, og dermed noget der har potentialet til at ændre vores sociale liv. Spørgsmålet er imidlertid om man kan skelne så skarpt mellem de to, mellem landskabet som mentalt billede og landskabet som et værktøj til at ændre verden med? (…)