Filosofi – Side 10

En politisk analys av begäret

CERFI var en aktiv grupp i Paris från sent sextiotal till slutet av sjuttiotalet. I 1965 grundade Félix Guattari Société de psychothérapie institutionnelle (SPI) och Fédération des groupes d'études et de recherches institutionnelles (FGERI), ett nätverk av trehundra psykiatriker, psykologer, lärare, stadsplanerare, arkitekter, ekonomer, filmskapare, akademiker och andra som var intresserade av en generell analys av förtryckets institutionella former.

juli 2003

En ny type intellektuell: dissidenten

Dette essayet ble første gang publisert som et redaksjonelt forord til en utgave av Tel Quel viet feministisk teori (1977). I det samme nummeret av Tel Quel stod forøvrig Kristevas Stabat Mater for første gang på trykk. Mot slutten av dette essayet kommer Kristeva inn på Hegels lesning av Antigone, der Hegel gjør Antigone til representant for den guddommelige Lov i motsetning til den menneskelig Lov. For Hegel representerer den guddommelige Lov døden, og det å ta seg av og sørge for de døde. Kristeva ønsker å utvide dette til også gjelde for fødsel og reproduksjon. Kristeva motsetter seg ikke Hegels plassering av kvinnene på det partikulæres side, men drøfter om ikke dette utgjør en radikal annethet, en feminin dissens og et mulig utgangspunkt for forandring. Kristeva avviser essensialismen og ontologiseringen av «kvinnen», men denne teksten viser at Kristeva samtidig insisterer på kjønnsforskjellen. Dette gjør hun ved å ta utgangspunkt i det ved kvinner som er udiskutabelt forskjellig fra menn, nemlig reproduksjonsevnen.

juli 2003

Små og store reformer

Det finnes mange hypoteser for hvordan man litt etter litt kan arbeide seg frem mot en avvikling av fengselsvesenet. Historien har lært oss at de store reformene krever kollektive bevisstgjøringsprosesser av progressiv, kulturell og ideologisk karakter, som tar lærdom av kampene, det vil si de små reformene. Prøveløslatelser må prioriteres, for disse representerer gjensidige og helt avgjørende garantier for en kontrakt som binder sammen de to partene. Løslatelsen gjør det mulig for dem å søke støtte i hverandre, og på den måten å oppnå en kollektiv «frigjøring» via dem som har opplevd og forvaltet fengselslivet (den dømte og fengselsadministrasjonen): en kan ikke lenger godta begrepet «straff». Samtlige sanksjoner må ha en begrenset varighet som muliggjør konkrete perspektiver, prosjekter, fremtidsutsikter og en organisering av nåtiden innenfor rammen av en tidsmessig kontinuitet, hvor verken fortiden eller fremtiden er skjult. Planlegging muliggjør regulering. Uten planlegging finnes intet engasjement. Staten kan ikke ekskludere uten også å legge forholdene til rette for en «gjen-inkludering».

juni 2003

Arbeidet i den postindustrielle æra

Arbeidet er for den moderne sosialfilosofen selve symbolet på deltagelsen i samfunnsfellesskapet. Men for grekerne tar friheten, og derfor mennesket, til der hvor arbeidet og livets nødvendigheter slutter. Dette essayet tar for seg forsjellige betydninger av «arbeid» gjennom tidene – både i samfunnet og for individet.

Paul Ricœur

Hvad er det der dybest set skaber et godt samfund? Paul Ricœur ser gaveudvekslingen som et symbol, der opretter et fællesskab, som er ubetaleligt.

juni 2003

Historien om CERFI

I motsats till de förstelnade formerna inom den kommunistiska partiapparaten och andra vänstergrupper, gällde det att forma en ny typ av aktivister som inte så mycket skulle bilda ett parti, utan snarare ett nätverk av autonoma grupper. Diplomatique presenterar denne sommaren tre artiklar den allmänna franske intellektuella miljön där CERFI formades, och relationen till tidens politiska och akademiska debatter.

Den hvileløse tænkning

For halvandet år siden vedtog det danske Folketing at nedlægge Danmarks Lærerhøjskole og et par andre pædagogiske institutioner og til gengæld oprette Danmarks Pædagogiske Universitet, der for en gangs skyld ikke blot er en provinsfilial af et af de gamle universiteter i landet. Men hvorfor var det ikke nok at have en lærerhøjskole? Hvorfor var en faglig overbygning til skolefagene ikke tilstrækkelig? Hvorfor har det nye universitet ikke blot et institut for curriculum, der analyserer uddannelsessystemets indhold og funktion, men fire andre institutter for henholdsvis pædagogisk psykologi, antropologi, psykologi og filosofi? Og hvorfor ville man have et universitet, som ikke alene henvender sig til alle fra «det pædagogiske område», men til alle professioner, der har brug for en højere uddannelse med fokus på pædagogik, dvs. på kunsten at lære nogen noget? Det må være fordi verden har ændret sig. Viden og indsigt kan ikke mere opfattes som noget stabilt, der blot forøges og forbedres, og som derfor blot skal udbredes ved oplysning. Det vi ved om os selv, om samfundet og om naturen er under konstant forandring, og vi bidrager selv til denne forandring gennem vores praksis og fortolkninger. Derfor kan pædagogik ikke mere blot være et redskab for formidling af en etableret viden. Gennem læring og kompetenceudvikling udvikler vi selv viden og skaber de forståelsesrammer, hvori vi kan bruge vores viden. Det betyder, at vi ikke kan nøjes med uddannelse i viden og indsigt, men vi må også forstå hvordan vi selv medvirker til at fremme denne viden og indsigt. I denne sammenhæng har pædagogisk filosofi fået en særlig rolle at spille, og det er kommet til udtryk i oprettelsen af Institut for pædagogisk filosofi ved det nye universitet. Der er to grunde til denne nydannelse i nordisk sammenhæng. Dels er den resultatet af en stadig mere intens debat om pædagogikkens betydning for menneskets liv i en ustabil verden. I Danmark har oplysning, opdragelse og «indirekte meddelelse» siden Grundtvig, Kold og Kierkegaard været genstand for en voldsom mængde litteratur og debat. Tænk blot på kritikken af elitedannelse, kravet om samfundskritisk «erfaringspædagogik», og som modvægt hertil ønsket om «værdiafklaring» i skolerne. Noget tilsvarende er foregået i Norge. Dels er den et modtræk til pædagogikkens fortrængning fra visse nyere former for fagfilosofi, f.eks. på Københavns Universitet. Denne fortrængning er besynderlig, eftersom læring har spillet en central rolle i filosofien siden Sokrates og Platon. Hovedspørgsmålet for Sokrates var: Hvordan lærer man at tænke? Og Platons dialoger har ned gennem hele vores historie stået som modellen for en filosofi, der læres ved samtale mellem lærer og elev. I oplysningstiden (1700-tallet) nåede pædagogisk filosofi et klimaks med Rousseau og Kant, der begge betragtede disciplineringen som sekundær i forhold til lærerens omsorg for eleven. Senere kom Nietzsches kritik af dannelsesanstalternes moralisme – alt sammen centralt for en frigørende pædagogik i det 20. århundrede. Pædagogikkens fortrængning fra fagfilosofien skete ved en indsnævring af filosofien til metodelære, logisk hjernegymnastik og gold argumentationsteori med den dertil knyttede foragt for «de store filosoffer» og «livsfilosofferne». Det kom allerede til udtryk, da Knud Grue Sørensen, der havde skrevet disputats om pædagogisk filosofi i 1950, blev forbigået til et professorat i filosofi ved Københavns Universitet og i stedet måtte tage imod et særligt oprettet professorat i pædagogik. Fagfilosofferne ønskede ham ikke ind i varmen. I det hele taget opfattede fagfilosofferne pædagogisk

april 2003
1 8 9 10