En transkønnets beretning
En fantastisk kvinne rummer en indtagende kærlighedsfortælling, men er mest af alt et væsentligt kønspolitisk opråb.
Filmisk set – desember
Didion var en modstemme, der påpegede de skyggesider, som hippiekulturen rummede, heriblandt de mange svigtede børn der måtte lide under forældrenes iver efter det frie og grænsesøgende liv.
Lasses lov
Lovløst land markedsføres som en nordisk western, men den fungerer bedst i sine intime skildringer af relationen mellem far og søn.
Filmisk set – november
Den tragiske nedskydning af 58 mennesker i Las Vegas var også en påmindelse om hvor medieret, vi færdes i virkeligheden. Selv under en decideret massakre tænder utallige mennesker kameraet på deres telefon og filmer løs. Ganske vist troede de fleste, at der var tale om fyrværkeri til at begynde med og få var nok i stand til at overskue, hvor vanvittigt et scenarie de befandt sig midt i, men ikke desto mindre blev mange ved med at filme, mens alvoren gradvist gik op for dem. Vi er så vant til at filme det, vi oplever. For mange er den medierede udgave vel nærmest at betragte som både bevis for, at man var et sted, men også en decideret måde at tilgå en virkelighed på. Massemedierne har sandsynligvis kun distribueret de mildeste af private menneskers Las Vegas-optagelser. Vi har derfor set optagelser, hvor lyden af skud, som tydeligt minder mere om fyrværkeri, fylder lydsiden, alt imens billedsiden primært består af håndholdte, velsagtens decideret rystede billeder, der således i æstetik antyder den virkelige alvor og betoner virkeligheden i al dens forvirrende pludselighed. Billederne viser folk på flugt iblandt folk, der står stille. Måske er scenariet endnu ikke gået op for disse stillestående folk, måske reagerer de på begivenheden ved at fryse i stilstand. Nettet rummer sandsynligvis mere voldsomme optagelser. Jeg har ikke gransket det nærmere, for jeg er splittet i trangen til at se disse optagelser for at kunne nærme mig en forståelse af, hvad i alverden, der er foregået, og et dybt ubehag ved at føle mig som en nysgerrig, kynisk snylter på andre menneskers voldsomme tragedie. Udover de telefonudstyrede masser blandt publikum har vi set billeder fra nogle betjentes såkaldte body-cams, altså kameraer der er påsat betjentenes uniformer, og som kan have til hensigt at dokumentere både heltemod og potentielt magtmisbrug. Politiet var hurtige til at frigive disse optagelser, og nyhedsmedier bragte dem prompte. Politiet kunne med optagelserne fremvise, hvordan heroiske betjente angiveligt gik i retning mod hotellet, hvorfra der blev skudt, snarere end at blive på afstand. Nyhedsmedier kunne bruge politiets optagelser, fordi de så havde noget nyt at vise. Konklusionen var, at billederne var synlig dokumentation for, at politiet handlede både heroisk og hurtigt og dermed formåede at få stoppet gerningsmanden ved at ankomme til hans hotelværelset blot ti minutter efter, at den første skudsalve føg fra hotelvinduet. Konklusionen er muligvis sand. Jeg skal ikke søge at betvivle den, men blot påpege hvor stor en magt det visuelle har fået i vort stærkt medierede samfund. Ved at producere og distribuere disse optagelser så hastigt, har politiet manifesteret en udgave af fortællingen, som de i al fald indtil videre anskues som troværdig hersker over. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
Ind i mørket
Skyggenes dal er eminent filmhåndværk, men den virker overgjort i al dens sanselighed og iver efter at fremstå lyrisk.
Filmisk set – oktober
En af de måske mindre betydningsfulde, men dog oversete aspekter af, at mange film foregår på en virkelig location, er genkendelsens potentiale.
Filmisk set
I vores streaming-tid er der nu noget ganske dragende i at opsøge et fysisk sted for at se en film. Det fysiske filmsted per excellence er naturligvis biografen, men verden har trods digitalisering og streaming, også stadig filmarkiver og cinemateker. Selve navnet arkiv har jo iboende en gammeldags stemning over sig, og når man – som jeg gjorde for nylig – tager elevatoren ned i et filmarkiv, er nedstigningen da også nærmest en rejse tilbage i tid. For tiden bor jeg i Berkeley, hvor jeg arbejder på en afhandling. Lige ved siden af universitetets campus kan man finde Berkeley Art Museum og nede i museets kælder finder vi Pacific Film Archive. Arkivet har rødder tilbage til starten af 1960’erne og er egentlig et resultat af flere film-aficionados’ ukuelige indsats gennem årene. Tallene taler for sig selv: Arkivet rummer i dag mere end 15 000 film- og videotitler, 10 000 bøger om film, 50 000 stills fra film samt en enorm database, som giver adgang til anmeldelser, kataloger, plakater og andre materialer knyttet til de enkelte film. Langt det meste af selve filmsamlingen er kun at finde på 16mm eller 35mm film, og man kan som besøgende bestille en tid og opleve en hvilken som helst film i enten et lille visningsrum eller en biograf med 35 sæder. Dog er enkelte film også blevet digitaliseret, og flere titler vil gradvist komme til. Jeg satte mig derfor ned ved en skærm for at få nogle indtryk: Virtuose billeder af Golden Gate Bridge breder sig over skærmen. Kameraet glider langsomt hen over broens struktur. Snart hører vi en recitation af Hart Cranes digt «The Bridge». Broen ses nu i det skjulte, næsten dækket af tåge. I næste klip ser vi bilerne i deres baner. Digtet og filmen slutter. Et sammensurium af billeder toner frem. Mænd med skæg i cafeer og barer. De ryger cigaretter og drikker store fadøl. Kvinder er her også. Sammen griner de. Vi ser en mand holde en tale. Vi ser en anden performe et eller andet, måske et slagkraftigt kampskrift. Vi ser San Franciscos stejle gader i en montage, hvor hastigheden er sat op. Det er Beatnik-tiden, vi er vidne til. Næste og sidste indtryk denne eftermiddag i arkivet: En række billeder af demonstranter toner frem. De marcherer fra campus i Berkeley mod bydelen Oakland for at vise deres modstand mod Vietnamkrigen. På lydsiden hører vi amerikanske borgere give deres mening til kende. En mener, at demonstranterne ikke er egnede til at være amerikanere, når de er imod regeringen. En anden mener, at de burde finde sig noget arbejde. En tredje siger, at man bør tage et maskingevær og plaffe dem ned. Demonstrationen fader til sort. At gå ned i kælderen og besøge Pacific Film Archive er et gensyn med historien, men mest af alt er det nok endnu et vidnesbyrd om filmmediets herlighed og alsidighed. Og samtidig er arkivet en væsentlig påmindelse om, at mediet ikke bevarer sig selv, men at det kun kan ske, hvis nogle ihærdige og omhyggelige mennesker tager varer på det. Ellers vil eftertiden intet have at se. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
Udenfor den amerikanske drøm
Detroit er vellykket i sit intense midterstykke, men som helhed betragtet er filmen en rodet og alenlang affære.
Filmisk set – august
En film gik for nylig stort set ubemærket hen i de skandinaviske biografer. Publikumstallet var begrænset og de fleste anmeldelser lunkne. Ikke desto mindre er filmen værd at beskæftige sig med, fordi den på eksemplarisk vis illustrerer en velkendt debat, når det gælder filmmediet. Vi kunne måske kalde det hvidhedsdebatten. Filmen, jeg forsøger at nærme mig, er den amerikanske Ghost in the Shell med Scarlett Johansson i hovedrollen. Værket baserer sig på en berømt japansk manga-tegneserie fra 1989, og valget af den kridhvide arier Scarlett Johansson faldt en del for brystet, for hvordan kunne man sådan hvidvaske et gennemført japansk afsæt? Det interessante var, at de mest markante kritikere kom fra det vestlige, især det amerikanske filmmiljø. Amerikanske anmeldere og flere filmforskere har kritiseret filmen for at udøve racistisk virksomhed og underkende mennesker med asiatisk baggrund. Marc Bernardin fra Los Angeles Times proklamerede således at «the only race Hollywood cares about is the box office race», og pointerede dermed de økonomiske bevæggrunde til at vælge Johansson. En underskriftindsamling mod hvidvaskning søsat af en amerikansk biografgænger mobiliserede hurtigt over 110 000 underskrifter og et væld af hadske kommentarer, sådan som online-kampagner jo har det for vane. De japanske kritikere og biografpublikummet, som ytrer sig på blogs, var derimod stort set helt og aldeles ligeglade. Flere anmeldere var ligefrem begejstrede over valget af Johansson, da de læste det som en blåstempling af manga-værket, mens andre bemærkede, at Johansson ville fungere som perfekt PR for japansk kultur, hvor paradoksalt det så end kan lyde. Hvorvidt de vestlige indsigelser blot er udtryk for politisk korrekthed, eller om man vitterligt mener, at filmen har racistiske tilbøjeligheder, afhænger naturligvis af flere elementer. Dog vil jeg mene, at man faktisk kan forsvare casting-valget, hvis man ser nærmere på plottet. Scarlett Johansson-karakteren er nemlig en cyborg, hvis originale krop er blevet erstattet. Man kunne således godt forestille sig, at karakteren har fået en hvid krop. Endvidere er Johansson dels kendt i Japan på grund af især filmen Lost in Translation og dels er japanske kvindeidealer typisk også orienteret mod et vestlig udseende. Dette kan naturligvis siges at være en slem rest fra forhistorien mellem USA og Japan, samt udtryk for latent racisme, men som ikke desto mindre kan være med til at forklare, at så få japanske stemmer var kritiske overfor castingen. Alt dette er naturligvis blot én tolkning, og det er ligeledes klart, at de amerikanske filmproducenter – som Bernardin var inde på – primært har valgt Johansson, fordi hun er garant for indtjening og ikke fordi hun kan passe ind i plottet. Det har producenterne i øvrigt haft helt ret i, da filmen, som havde et budget på 110 millioner dollar, i skrivende stund har indtjent mere end 160 millioner dollar på verdensplan. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
I hundehøjde
Agnieszka Hollands Jaktsesong fungerer overraskende godt i sit sælsomme genremiks mellem mordmysterie, økothriller og feministisk kritik.
Filmisk set – juli
Jeg troede egentligt, at jeg var færdig med tv-serier. Jeg var efterhånden godt træt af den evindelige binge watching og mine afteners forudsigelige forløb med et afsnit af dette og hint. Som om der ligger noget latent frastødende med al denne fortæring af tv-serier. Samtidig er jeg også ramt af en følelse af, at mange tv-serier er skåret over samme skabelon og ikke giver mig ret meget inspiration eller overraskelse efterhånden. Og så dukkede to serier pludselig op og ruskede i den grad op i mig. Først genfødslen af Twin Peaks og nærmest simultant dermed min opdagelse af HBO-serien The Handmaid’s Tale. David Lynch sin genvisit med Twin Peaks-universet var hypet overalt, og det er ikke nødvendigvis den bedste indgang til en serie. Men det skulle vise sig, at Lynch og medskaber Mark Frost havde fundet den helt rette balance mellem nostalgisk gensynseffekt og nytænkende momentum. Naturligvis er det besnærende at granske det snørklede narrativs mulige sammenhæng. Hvorfor er der pludselig så mange udgaver af Dale Cooper? Er den onde udgave mon resultatet af dengang i slutningen af første serie, hvor han så sig selv i spejlet og mødte Bob? Hvorfor er den gode udgave så apatisk og retarderet i sin tilgang til livet? Og hvad er egentlig på færde i dette mærkværdige plot, der synes at tematisere selve tilbagevendelsen til Twin Peaks-universet ved at søsætte en fortælling, der i al fald blandt andet handler om at returnere til livet, måske fra det hinsides hvor end det så måtte befinde sig, når man bekender sig til lynchske verdensordener? Ikke desto mindre er attraktionen mere end selve den plotmæssige interesse. Det er jo i høj grad stemning og karakterer, der har været showets force og således også er det i den nye udgave. De særegne personager, der færdes i besynderlige miljøer, der tæller alt fra udkants-USA til parallelle universer over et næsten fetichistisk iscenesat, klichéspækket stykke Americana i form af forstadsmiljøer og en majestætisk filmet Las Vegas skyline. Det er det aparte, som er syret helt ud. Det er overdrevet på et overdrev. Og så midt i det hele langsommeligheden, der sætter ind som en heftig kanyle og nærmest yder smerte i al sin insisterende udstrækning af tiden. Noget helt andet er attraktionen ved The Handmaid’s Tale. Her er det snarere den allegoriske beretning om et USA, hvor udvalgte tekststeder i Bibelen har erstattet loven og hvor et fåtal af frugtbare kvinder fungerer som surrogatmødre for en rig overklasse, der har bosat sig i storslåede villaer omgivet af vagter med fuldautomatiske maskinvåben. Serien er voldsomt og næsten karikeret i sin dystopi. Men forcen ved serien er, at der nedenunder denne voldsomhed ligger et perspektiv på vort samfund og der, hvor vi nogle gange er på vej hen, de gange, hvor vores valg indskrænkes. Hvor systemet opleves som rigidt og umenneskeligt. Og hvor vi ikke mindst blot accepterer det og dermed langsomt tillader noget at tage endnu et skridt i retning af det umenneskelige og inddæmmede. En uønsket verden kommer ikke nødvendigvist som en storm. Det værste er netop, at den kan forme sig i små, næsten umærkelige skridt. Steffen Moestrup. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
Undervejs
In Between skildrer på lettere banal vis tre unge, palæstinensiske kvinders kamp for at leve det liv, de ønsker.
Historien om et venskab
Cézanne og Zola er fortællingen om venskabet mellem to af Frankrigs mest originale og revolutionære kunstnere. Den er på paradoksal vis blevet en yderst konform film.
Filmisk set – juni
Det er ikke så længe siden, at jeg her i spalterne skrev om den arkivbaserede filmtype. Siden da har jeg af uvisse grunde stødt på en række filmværker, hvor arkivet er drivkraften. Nogle nye, en del ældre. Blandt de ældre titler er Mondo Cane. For nogle vil titlen nok lyde bekendt, da det er en film, som på mange måder deler vandene. Nogle vil kalde Mondo Cane for usmagelig, sensationslysten og pervers, mens andre finder den original, tankevækkende og nytænkende i både form og indhold. Filmen fik premiere i Cannes i 1962 og tiltrak sig hurtigt et stort publikum. Den blev mestendels haglet ned af kritikere, men folk ville se den. Nok især fordi der gik rygter om mange groteske, aparte og voldelige scener. Set med vores blik er filmen en anelse bedaget og ikke just så provokerende, som den må have virket i 1962, men der er bestemt fortsat noget dybt interessant ved den. Måske kan man anskue Mondo Cane som en antropologisk mosaik. Filmen består af en række scener fra rundt omkring i verden, der alle på en eller anden måde tematiserer især menneskets forhold til dyr, men også menneskenes forhold til hverandre. En del af materialet er arkiv, andre deler er skabt til lejligheden, og ofte er man i tvivl hvorvidt det er iscenesatte, konstruerede optagelser eller ej. Pludselig ser vi eksempelvist en kvinde fra et stammesamfund, der ammer en gris. Man overraskes, fordi det strider mod de normer, vi er vant til. Scenen er et eksempel på, at Mondo Cane er etnografisk mangfoldig og måske mest af alt ønsker at fremvise verdens virvar af forskellighed og dermed også pointere det meget relativistiske element, der er i et begreb som normalitet. Et stærkt formgreb i filmen er krydsklipningen. Eksempelvis går vi fra en scene, der viser hvordan amerikanske pensionister tager hen til en dyrekirkegård for at begrave og mindes sine afdøde kæledyr, til en scene i Formosa, hvor man opdrætter hunde med henblik på at spise dem. Et andet krydsklip går mellem tvangsfodring af foie gras-gæs i Frankrig til tvangsfodringen af nogle lokale skønheder i et stammesamfund på Papua Ny-Guinea, hvor de mest smukke kvinder fodres, indtil de når en vægt på 120 kilo, hvorefter de tilbydes den lokale høvding som dronninger. Det er givetvist særpræget og nogle steder tiltænkt provokerende, men det er også en film, der er med til at udfordre vores vanlige tankemønstre og få os til at forholde os til kategorier såsom kropsidealer og forholdet mellem mennesket og dyret. Filmens voice-over er skiftevis humoristisk og næsten sørgmodig, enkelte steder en anelse fordømmende, men mestendels holder både fortælleren og filmen som helhed sig fra at tage stilling. Det er op til os. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker. Mondo Cane kommer i en række forskellige udgaver, heriblandt en dvd-udgave fra Another World Entertainment.
Det lille opgør midt i det store
I den fine tunesiske film Min arabiske vår omstyrtes ingen samfund. Det er tværtimod skildringen af et almindeligt menneskes lille revolution.
Filmisk set – mai
Filmfestivalen i Cannes står for døren. Trods streamingtjenesternes fremmarch, online-festivaler og virtuelle filmfællesskaber tilbyder festivalen i Cannes stadig et væsentlig indspark i filmens verden. Når man fjerner alle lagene af glamour, rosévin og røde løbere, kan vi fortsat få øje på mange af de værker og de strømninger, der tegner filmkunsten i disse år. Da filmudvalget blev præsenteret i april, blev det for en stund tilsidesat grundet en diskussion om festivalens plakat. Sagen var nemlig den, at plakatdesigneren havde retoucheret et ældre fotografi af skuespillerinden Claudia Cardinale på en sådan måde, at hendes lår og hendes talje var blevet gjort tyndere. Den slags må man ikke, i al fald ikke i følge de feministiske debattørrer, der mente, at det var krænkende, ikke kun overfor Cardinale, men overfor kvinder generelt, der nok engang skulle udsættes for mandens blik og tilpasses et tidstypisk skønhedsideal. Miseren falder ind i hvad vi næsten kan kalde en tradition for sexistisk og kønsdiskrimerende ageren i Cannes. Vi så det således også forrige år i form af den såkaldte high heel-gate, hvor en række kvinder blev nægtet adgang til den røde løber, fordi de ikke havde høje hæle på. På den måde er festivalarrangørene egentlig selv skyld i, at opmærksomheden på selve filmene bliver udfordret. Men lad os nu vende blikket mod filmene og glemme festivalens uheldige opførsel for en stund. I hovedkonkurrencen skal 18 film dyste om de gyldne palmer, og her bider man især mærke i nye værker fra Michael Haneke, Todd Haynes og Fatih Akin. Hvis jeg skal være helt og aldeles egoistisk er det især Hanekes kommende værk, jeg imødeser med spænding. Filmen hedder på klassisk Haneke-manér Happy End og tager favntag med den aktuelle flygtninge- og migrationskrise i Europa. På rollelisten finder vi blandt andre Isabelle Hupert og Jean-Louis Trintignant, som også spillede med i Hanekes Amour fra 2012. Også Sofia Coppola er tilbage med spændende nyt. Selvom det er tale om en remake af 1971-filmen The Beguiled (Don Siegel) skal Coppola nok få noget interessant ud af beretningen om en såret soldat, der forfører kvinderne omkring sig. Den skotske filmskaber Lynne Ramsay er også repræsenteret på festivalen med filmen You Were Never Really Here, der faktisk ikke engang var færdig, da festivaldirektør Thierry Frémaux udtog den til hovedkonkurrencen. Streaming-giganten Netflix er som bekendt også begyndt med filmproduktion og i år har selskabet hele to film med i hovedkonkurrencen, henholdsvist komedien The Meyerowitz Stories af Noam Baumbach (der kan være god, men bestemt også det modsatte) samt fantasy-fortællingen Okja af koreanske Bong Joon-Ho. Afslutningsvist bør det også nævnes, at hele to tv-serier er at finde i Cannes, dog ikke i selve konkurrencen (trods alt!). Det drejer sig dels om Jane Campions Top of the Lake samt to afsnit fra David Lynch sin opfølger til kultserien Twin Peaks. Så vi har altså at gøre med auteurer, som i den grad har slået deres navn fast i filmmediet, men det er dog fortsat lidt af et epokegørende skridt, som festivalen her har taget. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker
Lykken i hverdagsland
Finske Juho Kuosmanens debutspillefilm er en modigt lavmælt, men også forglemmelig fortælling om en boksers søgen efter lykken.
Disciplinens rette vej
Skematiske pointer, fortænkt dialog og klichefyldte karakterer skæmmer Der kommer en dag, en film der ellers har god grund til at eksistere.
Filmisk set – mars
For nylig havde sjette og efter sigende sidste sæson af Girls premiere. Måske ved første øjenkast en temmelig undseelig produktion, men ved nærmere bekendtskab uden tvivl en af de væsentligste tv-serier det sidste tiår. Girls har formået at balancere raffineret mellem komik og alvor. Serien har endvidere udfordret de mere stereotype kropsidealer ved at vove at fremvise og derved normalisere kroppe, der både er kejtede og tykke set med den sædvanlige tv-norms optik. Men mest af alt har serien måske formået at ramme en nærmest eksistentialistisk tematik. Dette hænger nok sammen med seriens omdrejningspunkt, som vel fremdeles er at betragte som et generationsportræt. Et portræt af primært kvinder – dog også mænd – i 20’erne. Altså individer, der lever i en tid og har en alder, hvor friheden kan virke voldsom, hvor de mange valg kan virke uoverskuelige, og hvor identitetsspørgsmål igen og igen vil manifestere sig. Det eksistentialistiske spor har Girls til fælles med to samtidige serier, nemlig Louie og Derek. Hvor Girls tematiserer vanskeligheder hos den unge generation Y, rammer Louie lige lukt ned i den midaldrende mands kvaler, hvorimod Derek, hvis primære location er et plejehjem, måske mest af alt er et favntag med den nært forestående død. Altså tre vidt forskellige epoker af livet. Jeg anskuer serierne som eksistentialistisk granskende i den forstand at de fremviser en optagethed af det at være til, en dvælen ved eksistensen. Denne dvælen udmønter sig eksempelvist i at mennesket forholder sig til sig selv og sin væren i verden. I denne eksistentialistiske forståelse er eksistens noget, der skal fyldes ud af det enkelte menneske. Mennesket har en særlig grad af frihed og med denne frihed følger en række fortløbende valg, der er med til at forme det enkelte menneskes eksistens. Det er overvejelserne omkring disse frihedsudmøntede valg og mødet med valgenes konsekvenser, som vi ser ske i disse serier, tydeligst iscenesat i Girls. Forvirringen og de mange identitetskvaler er nok størst i Girls, men hos den midaldrende mand i Louie kommer der både en snært kynisme og en drivende tristesse ind i billedet. En følelse af at en del tid er blevet spildt, at et talent ikke er slået til. Samtidig fylder ensomheden gradvist mere, selvsagt styrket af at hovedpersonen er fraskilt. Og endelig ser vi i Derek et lag af både noget sentimentalt, tenderende det patetiske og en udtalt fornemmelse af tungsindighed. I Derek er aldring og død uafladeligt til stede og derved en evig påmindelse om eksistensens grænser og livets skrøbelighed. Alle tre serier kan varmt anbefales i deres realisering af komik iblandet alvor og eksistentialisme. © norske LMD
Kærlighedskvaler
United States of Love skildrer fire polske kvinders mestendels ulykkelige kærlighed på tærsklen til en ny verdensorden.
Håb og fortvivlelse
Ken Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake fungerer fortrinligt i dens vekslen mellem håb og fortvivlelse. Systemkritikken har dog en noget banal karakter.
Filmisk set
For ikke så længe siden fik tv-serien West World premiere på HBO Nordic. Da serien er en genfortælling og en videreudvikling af filmen West World (1973), er det en oplagt mulighed for at se lidt nærmere på de forskelle, der er imellem de to formater. Hvad er det serieformatet kan? Og hvor er det, at filmmediet faktisk kan være serieformatet overlegent? Inden vi dykker nærmere ind i den diskussion, vil jeg kort lige skitsere plottet i begge fortællinger. West World er navnet på begge værker, og så er det samtidig også navnet på den ekstremt højteknologisk indrettede forlystelsespark, hvori både serie og film tager sit udgangspunkt. West World er stedet, hvor voksne mennesker kan komme og udleve deres drømme og lyster. Forlade kontorliv og hamsterhjul for en uge eller to for at agere cowboy, charlatan, saloon-ejer eller en anden arketypisk karakter fra dengang Vesten stadig var vild. Det hele er sindrigt indrettet med komplekse narrativer, man kan tage del i og naturligvis et væld af mytiske locations. I parken skilles der mellem to entiteter: dels de rigtige mennesker, der kommer og besøger parken for store beløb, og dels alle de aktører, der er hjemboende i parken og som vel at mærke er maskiner, der dog er så virkelighedstro, at ingen rigtig kan skelne. I både serie og film begynder maskinerne at opføre sig mere og mere menneskeligt. De får en egen, fri vilje, og drømmer. De går imod de opstillede fortællinger og agerer på egen hånd. Hvori består da de mest betydningsfulde forskelle? To elementer springer i øjnene. Det ene har at gøre med længde, og det andet er af mere strukturel karakter. Længden på serien er sammenlagt langt større end filmens spilletid på 90 minutter. Dette giver nogle fortællemæssige muligheder for at udvikle flere plottråde og i al fald ideelt set raffinere karakterskildringer mere end filmen. Større længde er dog bestemt ikke lig med højere kvalitet. Et problem ved serien – som slet ikke fandtes ved filmen – er at den repeterende karakter (som naturligvis også er funderet i selve tematikken om at have en forlystelsespark, hvor hver visit påbegynder narrativer i cyklus igen og igen) bliver et kedsommeligt element. Vi oplever gang på gang, at fortællingen er stillestående og plaget af gentagelser på en helt anden facon, end tilfældet var med filmen, hvis styrke netop ligger i, at den er et overskueligt, afrundet hele. Seriens struktur, der er opdelt i afsnit og sæsoner, er ligeledes et tveægget sværd. På den ene side kan det medføre en højere grad af kompleksitet, men hvis serieskaberne i for høj grad tager hensyn til, at også nye seere kan stige om bord uanset hvor i afsnittet eller i sæsonerne, vi er kommet, vil det naturligvis kede den seer, der har været med fra start. Der er ingelunde et entydigt svar på, om film eller serie principielt er bedst, men der er ingen tvivl om, at hvert format har sine karakteristika og bør behandles forskelligartet. Steffen Moestrup. © norske LMD Første sæson af West World kan ses på HBO Nordic, og serien er netop blevet forlænget til minimum en sæson yderligere.
Lad de små børn komme til mig
Religionskritikken løber som subtil understrøm i Anne Fontaines fintfølende Agnus Dei.