Det, der gør os til os

En filmfestival har ofte vanskeligt ved at undslippe en konstruktion og en diskurs, der på paradoksal vis søger at være fællesskabsdannende, men tillige rumme en unik særegenhed. For hvad er det fælles nordiske i relation til film? Er der særlige filmiske metoder, udtryk, tematikker og/eller produktionsforhold, der kan tilskrives en specifik nordisk identitet eller «tone»?

Det kørende menneske

Nicolas Winding Refn tager favntag med det måske største af alle amerikansk-filmiske ikoner: bilen. Det sker i et yderst stiliseret værk, der netop fungerer qua sin kunstagtighed.

Livet på landet

Enkelte scener bliver for freudiansk illustrerende, men Drømme støjer ikke når de dør er fortsat en glimrende skildring af landmandslivet.

Shirin & Soran 4-ever

Kærligheden mellem Shirin og Soran er dramatisk som i et eventyr, men der er absolut intet eventyrligt over den verden, Shirin kastes ud i, da hun træffer et skæbnesvangert valg.

Filmverdens parasitter

Le Monde diplomatiques udsending, Steffen Moestrup, lader film være film og koncentrerer sig i stedet om alt det udenfor filmene på Thessaloniki Documentary Festival. At være festivalgæst er en følelsesmæssig masochisme. Uden pause og uden mulighed for refleksion eller emotionel bearbejdning går man videre til næste film. Måske har festivalens konstruktion en overset betydning for måden, filmene opleves på?

Verdens farligste vej

Ken Loach begynder godt men slutter skidt i Route Irish, der er for tynget af et utroværdigt manuskript, symbolik og for mange tanker om sammensværgelse.

Helt ind i marven

Winter?s Bone er en dragende spændingsfilm, et velspillet familieportræt og ikke mindst den mest indlevende skildring af det fattige, hvide USA, på lang tid.

Rødder

Julie Bertuccellis anden spillefilm, Træet, er et studie af sorg iklædt en overbevisende panteistisk omfavnelse.

Kødets lyst

Med åpne øyne blotlægger magtstrukturen og den iboende undertrykkelse ved religiøs fanatisme i det israelske samfund. Heldigvis for filmoplevelsen gør filmen det uden at virke udleverende eller sensationslysten.

Tung at danse med

Smukke balletscener bliver siddende, men Maos siste danser er tynget af en al for blid og behagesyg tilgang til det biografiske materiale.

Ind i kugleregnen

Armadillo fremstiller de danske soldater som en flok drengerøve, der præget af ungdommelig hovmod og umodenhed likviderer og gør grin med de afghanske ofre. Alligevel er det svært at føle anstød over filmen. For krig er vel bare sådan?

Tilbage til naturen

Sondringen mellem natur og civilisation er essentiel i Gonzales-Rubios anden film, dramadokumentaren Alamar. Men heldigvis formår filmen også at levere et varmt portræt af forholdet mellem en søn og en far.

Slemme, slemme snut

Til tross for få glimt av originalitet glimrer Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans primært med sitt fravær av Werner Herzogs visjoner.

Uddan jer, medsøstre!

Til trods for glimrende skuespil og gennemført scenografi skæmmes helhedsindtrykket i An Education. Det er en film, der er for skematisk i sin fortælling og for banal i sine budskaber.

1 3 4 5 6 7