Virvar i Mumbai

Indisk dokumentarfilm er i en transformativ og fragmentarisk fase, hvor den traditionelle, aktivistiske film udfordres af mere eksperimenterende værker. En udvikling som ikke alle ser på med lige stor begejstring.

«Hvor er du, kære mor?»

Fridrik Thór Fridrikssons delvist selvbiografiske Mamma Gógó formår at skildre en alzheimerssygdom på indfølt vis uden at filmen bliver hverken kvalm eller for deprimerende at skue.

USA rimer på FBI

CLINT EASTWOODS FILM om FBI-direktøren J. Edgar Hoover formår aldrig at løfte sig og forbliver en temmelig forudsigelig illustration af en selvbiografi. En film om en af verdens mest magtfulde efterretningstjenester burde være spændende.

Kunst er diktatur

Sammenhængen mellem maleriet og filmen fik særlig opmærksomhed på årets udgave af festivalen CAMERIMAGE, en polsk filmfestival der er særlig helliget filmfotografering.

Dokumentar på trods

Russisk dokumentarfilm er fanget i et vadested mellem socialisme og markedsvilkår. Statsstøtten er lille, tv-kanalerne ligeglade med genren og distribution er stort set ikke-eksisterende.

Det, der gør os til os

En filmfestival har ofte vanskeligt ved at undslippe en konstruktion og en diskurs, der på paradoksal vis søger at være fællesskabsdannende, men tillige rumme en unik særegenhed. For hvad er det fælles nordiske i relation til film? Er der særlige filmiske metoder, udtryk, tematikker og/eller produktionsforhold, der kan tilskrives en specifik nordisk identitet eller «tone»?

Det kørende menneske

Nicolas Winding Refn tager favntag med det måske største af alle amerikansk-filmiske ikoner: bilen. Det sker i et yderst stiliseret værk, der netop fungerer qua sin kunstagtighed.

Livet på landet

Enkelte scener bliver for freudiansk illustrerende, men Drømme støjer ikke når de dør er fortsat en glimrende skildring af landmandslivet.

Shirin & Soran 4-ever

Kærligheden mellem Shirin og Soran er dramatisk som i et eventyr, men der er absolut intet eventyrligt over den verden, Shirin kastes ud i, da hun træffer et skæbnesvangert valg.

Filmverdens parasitter

Le Monde diplomatiques udsending, Steffen Moestrup, lader film være film og koncentrerer sig i stedet om alt det udenfor filmene på Thessaloniki Documentary Festival. At være festivalgæst er en følelsesmæssig masochisme. Uden pause og uden mulighed for refleksion eller emotionel bearbejdning går man videre til næste film. Måske har festivalens konstruktion en overset betydning for måden, filmene opleves på?

Verdens farligste vej

Ken Loach begynder godt men slutter skidt i Route Irish, der er for tynget af et utroværdigt manuskript, symbolik og for mange tanker om sammensværgelse.

Helt ind i marven

Winter?s Bone er en dragende spændingsfilm, et velspillet familieportræt og ikke mindst den mest indlevende skildring af det fattige, hvide USA, på lang tid.

Rødder

Julie Bertuccellis anden spillefilm, Træet, er et studie af sorg iklædt en overbevisende panteistisk omfavnelse.

1 3 4 5 6 7