Et barn er født i Hønefoss
Et forladt barn, der søger efter sin mor er omdrejningspunktet i Sara Johnsens velspillede men rigeligt skematiske Rosemari.
Et forladt barn, der søger efter sin mor er omdrejningspunktet i Sara Johnsens velspillede men rigeligt skematiske Rosemari.
Småfugler er en intim og dybfølt granskning af pubertetslivet subtilt signeret af Rúnar Rúnarsson.
Ved at bruge amatørskuespillere og et dokumentarisk formsprog giver Middelhavet et yderst vellykket og dybt menneskeligt indblik i to immigranters komplekse liv.
Ønsker du at blive klogere på journalistiske klicheer vil Truth måske være et syn værd. Ellers bør du holde dig langt væk.
Årets udgave af filmfestivalen i Cannes må nok karakteriseres som en af de svagere, men i sidekonkurrencerne var der engagerede film, hvor kunsten og den politiske virkelighed forenedes i et frugtbart møde.
Olivier Assayas’ Sils Maria tematiserer aldring og forfald, men filmen lider under for mange ord og et skuespil, der nærmer sig det selvglade.
I Origins er en ambitiøs, men også alvorligt rodet og rodløs science fiction-film, der både ønsker at være romance, thriller, videnskabskritik og sikkert også noget fjerde.
Solveig Melkeraaen har med Flink pike skabt en personlig og intelligent formet dokumentarfilm om sin depression.
Intet bliver det samme i Tyrkiet efter sidste års protester i Gezi-parken, der satte gang i den største modstandsbevægelse i nyere tyrkisk historie. På festivalen Documentarist kan vi blive klogere på hvilken rolle filmmediet og filmfestivalen som aktivistisk forum spiller i modstanden mot regimet.
Rodet plot, ujævn dramaturgi og en sødladen reklamefilms-æstetik gør teknologi-kritiske Transcendence til en yderst broget oplevelse.
Fortiden har det med at trænge sig på og melde sin ankomst, når man mindst venter det. I Alexander Paynes vellykkede Nebraska sker det på underspillet og lavmælt facon.
Mesterlige kompositioner snarere end fortællingen om den tøvende nonne driver Pawel Pawlikowskis Ida fremad.
Den smertelige Sorg og Glæde fuldender en lang og glorværdig karriere for danske Nils Malmros. Den er en yderst vellykket film, fordi den forbliver usentimental om en skæbnesvanger dag i instruktørens liv.
Kim Ki-Duks Moebius er en voldsom oplevelse, men inde i al dens bestialitet finder vi en tankevækkende fortælling om køn, smerte og seksualitet.
Papers, Please problematiserer på fængende vis ideen om at have grænser og de skæbnesvangre situationer, det medfører.
Iranske Asghar Farhadi følger forrygende trop på successen Nader og Simin – Et brudd fra 2011. Med Fortiden har han skabt en følsom og reflekteret beretning, hvis sindrige fokusskifte karakterne imellem er med til at give en meget intelligent struktur.
Glem alt om flyvende, sure fugle og monstre, der skal skydes. Computerspil er meget andet end underholdning. I disse tider afsøger et stigende antal spiludviklere mediets samfundskritiske potentiale.
Filmen om den flamboyante Liberace er et udmærket studie i overdådighed og ungdommens særstatus. Desværre er den også en meget overfladisk og banal film.
Den animerede dokumentarfilm Crulic – Stemmen fra Graven graver sig selv ned i personberetning, der står i vejen for filmens ellers dybt relevante tematik.
Killing Them Softly er gennemført gangsterunderholdning i arven fra Scorsese og Tarantino, men eftertænksomhed skal man lede længe efter.
Rufus Norris’ debutfilm Broken forsøger at matche Englands tradition for at lave socialrealistiske ungdomsdramaer, men den falder desværre til jorden i sit forsøg på at kombinere depressiv handling med lyriske passager.
Marina Abramović: The Artist is Present er en god omend rigeligt beundrende introduktion til den kendte performancekunstneren.
Den canadiske film Rebelle tematiserer afrikanske børnesoldater på en facon, der er filmisk dragende men som ikke formår at levere mange nuancer eller psykologisk og politisk indsigt.
Matrix-brødrene har med Cloud Atlas komponeret en symfonisk film på tværs af tid og rum, men desværre også en rigeligt banal fortælling om menneskehedens forbundenhed.