Den amerikanske sociolog Richard Sennett hævder at konkurrencesamfundets jagt på kompetencer står i fare for at tabe den erfaringssans der knytter sig til det at arbejde med et materiale. Mesterlæren kan fungere som et billede på et sted hvor den skabende aktivitet anses som en særlig erfaringsform, en proces som konfronterer os med den vi kan blive.
Fra sit litteraturkritiske gennembrud Mot fortolkning og frem til Om at betragte andres lidelser, var Susan Sontags skriveværksted et utrætteligt bidrag til en nyudvikling af litteraturen og kunsten, som en kritisk opmærksomhedskunst.
Bruce Chatwin skabte en grænsesprængende genre på tværs af rejselitteratur, fiktion, etnografi og traditionel folklorefortælling. Fra bogprojekt til bogprojekt opførte Chatwin sig først som en videnskabsmand der sætter sig ind i stedet og dets folk, det være de særlige grænseegne mellem Wales og England, slaveforholdene i Benin, eksiltilstanden i Patagonien eller arkæologien og etnografien om den oprindelige australske befolkning. Dernæst digtet han.
Nærværende Shibbolet er en historie fortalt af en palæstinensisk mand der tænker tilbage på hvordan han som dreng passerede et checkpoint hvor den berømte jødiske soldat Leolo Jossel havde sin daglige gang. Historien er den tredje af ti fortællinger i Alexander Carneras roman: Hemmeligheders have, der udkommer 2012 på forlaget Spring. Ti historier – én for hver af de ti jødiske hovedtemaer fra paradisets have til apokalypsen – stiller hver på deres måde spørgsmålstegn til erindringen, historien og myterne om Israel og jøden som urmyte. Som Tusind og Én Nats eventyr minder disse historier os om at det i sidste ende kun er fiktionen der bestemmer hvad der virkelig sker.
Årets program på Copenhagen International Documentary Filmfestival viser at modstillingen af løgn og sandhed er ikke længere så indlysende og afgørende. Tilsyneladende er selvrefleksionen blevet arvtageren til de objektive moralske sandhedskategorier.
Kunstmuseet Louisiana udenfor København har for tiden en stor udstilling om Paul Klee og Copra. Udstillingen åbnet for spørgsmålet om kunsten stadig udtrykker noget alment, at den udover arbejdet med form, farve og lys også rummer en erkendelsesproces.
Fascismen og totalitarismen behøver ikke længere støvletramp og geværild for at gøre sig gældende. Den overvintrer som aldrig før i sproget, i kulturens og mediesamfundets stereotyper, i opdragelsen, i omgangsformen. Dette gør den polske forfatter Witold Gombrowicz mere aktuel end nogensinde.
Hvad betyder det at lære, at forstå, at problematisere, at skabe viden? Og, hvad betyder det at være menneske der træffer beslutninger? Udfordringen for de humanistiske fag i dag handler om ikke at isolerer sig i en æstetisk ideologi, men at skabe udveksling mellem forskellige fagdiscipliner som på een gang har idéhistorisk forankring og aktuel kritisk gennemslagskraft.
50 år efter sin død er Albert Camus stadig en mye læst forfatter. Nylig blev hans mesterværk Faldet gjenudgivet i Danmark. Med dette værk leverede Camus et vedkommende bidrag til en konkret metafysisk undersøgelse af det menneskelige vilkår på en måde som netop kun fiktionen og romanuniverset kan tilbyde.
Kunsten har for længst forsøgt at bearbejde det onde og således overtaget religionens rolle. Heri er der intet nyt. Det nye er at en lind strøm af fagbøger om det onde og ondskaben i disse år ser dagens lys ofte med 11. september som naturlig baggrund.
Hvad karakteriserer relationen mellem skriften og dens mulige betydning for verden udenfor, hvad er relationen mellem litteraturen og fællesskabet? Skrivepraksisen til den franske forfatter Maurice Blanchot bringer oss nærmere et svar, mener Alexander Carnera.
Skammen er navnet på den impuls eller affekt som vi påfører os selv–en slags auto-affektion. Men det helt særlige ved skammen er at vi på én gang er henvist til os selv samtidig med at vi er tabt for os selv. Vi er splittet og fremmed for os selv. Mennesket er endnu ikke et selv, men splittet mellem to, mellem det levende væsen og det talende væsen, mellem menneskeligt og ikke-menneskeligt. Mennesket er i sin splittelse det væsen der kan overleve sig selv.
Hvis den enkeltes valg, terapi og selvskabelse indtager centrum for samfund, arbejdsliv, politik og kulturel værdiskabelse, er kunstens bidrag så meget desto mere vigtig. Langt vigtigere end det som fremgår av den pågående danske debat om den offentlige kunststøtten.
I 1981 købte den tyske kunstner Anselm Kiefer blytaget fra domkirken i Køln. Det blev anvendt i en række centrale værker op gennem 80’erne og 90’erne. For Kiefer er bly en ækvivalent for menneskeheden, en uren og tvetydig matrix der opererer på en lavere akse i det kosmiske univers, men som er i stand til at opnå en højere tilstand.
Den snart 78-årige tyske filminstruktør, forfatter, samfundstænker og advokat, Alexander Kluge har lavet et ambitiøst ni timer langt epos over Karl Marx’ berømte hovedværk Kapitalen.
Også i år samlet Copenhagen International Documentary Film Festival (CPH:DOX) en imponerende vifte af film. I år har man, ikke overraskende, satset på klimafilm. Men det er et beslægtet tema om urbane landskaber i forandring, om megabyer i vækst, der imponerer, vækker til eftertanke og sætter de klimamæssige og miljømæssige spørgsmål ind i en interessant ramme.
Den danske kunstner Claus Beck Nielsen erklærede sig for død i 2001, op av askerne steg Das Beckwerk, omfattende projekt der har som sin mission at problematisere både kunst og politik og deres indbyrdes forhold. Das Beckwerk ønsker at gøre en forskel, at forandre verden derude. Men bruger Das Beckwerk kunst som middel til forandring eller er det kunsten selv der er forandringen, spørger Alexander Carnera.
Giacometti siger ikke: Gå ud og oplev! Han siger: Tænk, for at tænke er at leve. I sin måde at skabe kunst på, fortæller Giacometti os noget grundlæggende om hvordan det skabende arbejde er forbundet med livet, mener Alexander Carnera. Giacometti fortæller os en anden historie enn den anstrengte industri i dag der er optaget af kreativitet og innovation.
Er dumheden et symptom på et samfund i forfald eller er det en særegen tankeform der yder modstand mod enhver ideologi og samfundsform? Alexander Carnera ser nærmere på dumheden i litteraturen og filmen.
Hvad tilfører et genoplivet begreb om kommunisme dagens politiske tænkning? Dette var en af de centrale problemstillinger under konferencen «On the Idea of Communism» som blev arrangeret i London i marts. I den anledning snakket Le Monde diplomatiques udsendte med en repræsentant for den nye generation politiske tænkere, Alberto Toscano. Hvad betyder begreb kommunisme i dag?
Gir vår tid muligheten for å formulere et nytt innhold til begrepet kommunisme? Dette var temaet for en av de største politisk-filosofiske begivenheter de siste årene, da vår tids toneangivende filosofer samlet seg i London i mars. Men hva vinner vi med å trekke fram begrepet kommunisme igjen, undrer Le Monde diplomatiques utsending.
J.M. Coetzee er én af de bedste nulevende forfattere, en litterær outlaw uden rygmærke og tatovering. Foruten apartheidspørgsmålet og den hvide mands skrift, møder vi hos Coetzee et andet og mere slidstærkt «politisk engagement», et spørgsmål der bliver stadig mere påtrængende i en verden hvor politikere og meningsdannere ideologiserer sociale konflikter, nemlig modstanden.
Alexander Carnera
Årets dokumentarfestival i København ønsket å rette fokus mot filippinsk film. Le Monde diplomatique møtte den filippinske regissøren Khavn de la Cruz for en samtale om den filippinske filmens særtrekk.
Humorens politiske modstand består i at stille spørgsmålstegn til den moderne kapitalismens menneskesyn. Den efterspørger noget sandt menneskelig, der ikke behøver at måle sig på egenskaber, kompetencer eller en falsk idé om frelse og belønning. I Becketts berømte dramaer virker humorens styrke netop som modstand.
