Den nye biopolitiske kunst
Billedkunst: Når mennesket som levende væsen og som politisk subjekt smelter sammen, bliver også kunsten biopolitisk. Et sådan kunst bliver et forsvar for kunsten som etik. Det er en etisk-æstetisk subjektiveringsproces der virker som modstand – ikke kamikazeaktivisten. «Hvad er relationen mellem menneskets kamp og kunstværket? Dette er for mig den mest krævende og gådefulde relation. Det er præcis hvad Paul Klee ønskede at sige da han skrev: «Du ved, det er folket der mangler». […]Der gives intet kunstværk der ikke appellerer til et folk der endnu ikke eksisterer.» Den franske filosof Michel Foucault skabte begrebet «biomagt» for den magt hvor livet bliver et anliggende indenfor de politiske teknologier og beslutninger: «I årtusinder, forblev mennesket for Aristoteles: et levende dyr i hvilket med en yderligere kapacitet til politisk eksistens. Det moderne menneske er blevet et dyr, i hvis politik dets eget liv som levende væsen sættes på spil.» Tidligere var livet noget evident og derfor noget der kunne udgrænses fra det politiske. Den eneste relation til livet var suverænens ret til at tage dette i form af dødsstraf [sværdets magt]. Men under statens biopolitik i 1800-tallet regerede magten ikke længere primært ved trussel om straf, men gennem inddæmning af livet. Livets inkludering i det politiske forandredes først dramatisk med kundskaben (videnskaben), hvor hygiejne, sundhed, levealder og befolkningsvækst blev genstand for politisk-juridisk regulering. Siden, med kapitalismens stigende dominans og de markedsmæssige vilkår der gennemtrænger det moderne menneskes liv, intensiveres biomagtens administrering af den enkeltes liv. I dette «kontrolsamfund» administrerer kapital- og statsmagt i langt større grad livssfæren til den enkelte – regeringen er optaget af folks værdier og sundhed, mens næringsliv og medier omdanner folks intimsfærer til en forbrugssfære. I dette kontrolsamfund har vi nået en situation hvor det er umuligt at skelne mellem mennesket som levende væsen og som politisk subjekt, [grækernes zoe og bios], hvilket har ført til en uhørt regulering og tæmning af mennesket. Den territoriale usikkerhed har skabt øget frygt som igen genererer øget sikkerhedsindustri, flere checkpoints, og vi har nået et punkt hvor der ingen distance er længere mellem vores bevægelser og magtens operation eller mellem magtens operation og kapitalismen. Samfundet er blevet et åbent felt af tærskler og gateways, et kontinuerligt rum for passage. Israel er i dag det ekstreme eksempel på denne stratificering af geografien, hvor en strækning på Gazastriben der tager 1 ½ time for en israeler tager 5 timer for en palæstinenser. Det er denne statslige biopolitik den italienske filosof Giorgio Agamben har analyseret i sin bog Homo Sacer. Men sammensmeltningen af selve livet som mulighed (skabende energi) og politikken kan paradoksalt nok give kunsten en mere markant rolle. Joseph Beuys talte om at nedbryde grænserne mellem livskunsten og samfundet. Interessant er derfor ikke kun magtens biopolitik, men også den kreative eksperimenterende biopolitik der ikke længere ophøjer kunstneren som geni, men anser den skabende praksis som et entreprenant anliggende hvor alle i princippet fra situation til situation kan være skabende. Med denne biopolitik er livet ikke det som skal underlægges magt (tæmmes), men livet og friheden bliver navnet på det i modstanden, der gør den til en aktiv kraft – aktiv fordi den udtrykker sig gennem kreative linjer, nye sammensætninger der kæmper mod magtens mange ansigter. Det er ikke kamikazeaktivistens modstand men den krævende proces for subjektdannelse, en etisk-æstetisk subjektiveringsproces der virker
