Kunst – Side 4

Gigantiske, seksualiserte barneleker

Paul McCarthy trekker i nyere verker på Moderna Museet i Stockholm i økende grad inn både motiver, virkemidler og teknologi fra underholdningsindustrien og massemedia. Hans utstrakte bruk av ketchup, majones og sjokoladesaus–som surrogater for blod og andre kroppsvesker i en rekke arbeider–vitner om hvordan kroppen i hans univers i tiltagende grad har blitt integrert som en del av produktvirkeligheten. Kroppen er ikke adskilt fra kulturen eller massemedias bilder av den. Hans tilnærming kan forstås som en kritikk av det moderne mediesamfunnet–preget av intens konsumpsjon av bilder. Men står han farlig nær underholdningsvirkeligheten han forsøker å kritisere?

august 2006

Det moderne livets kaos

Både Vassilij Kandinskij og Arnold Schönberg brøt ned århundrelange konvensjoner. Deres utvikling dominerte den vestlige kunsten mens de levde, og innflytelsen deres fortsetter den dag i dag. Kandinskij stilles nå ut på Tate Modern og konserter med verk av Schönberg, som hadde innflytelse på maleren, framføres i London.

Forfalskede originaler og irrationelle injektioner

To af den tidlige netkunsts sande pionerer udstiller nyere værker i København og viser en udvikling af kunstarten hinsides mediespecifikke problematikker mod en mangefacetteret kritisk og kreativ udforskning af teknologikulturen, urbane rum og sociale systemer. Gennem subtile kidnapninger og direkte udfordringer af bevidstheden, spørger udstillingen til de begærs- og magtmekanismer, der styrer politiske realiteter og ikke mindst vores forestillinger om og engagement i dem.

juni 2006

Lige dele kritik og håb

En nyligt åbnet udstilling på Lunds Konsthall giver anledning til diskutere Gustav Metzgers vidtfavnende historiske værk og dets mangfoldige forbindelser til samtidskunstens tematiseringer af miljø, teknologi og markedet. Dette er manden som har brugt tombomben som en implicit referenceramme, satt fokus på krigsindustriens negative effekt på den teknologiske udvikling, forbrugskulturens forurening af miljøet og nazisternes jødeforfølgelse. Manden som var en inspirationskilde for så forskellige folk som Pete Townsend fra The Who og William Bourroughs. Få kunstnere, hverken dengang eller i dag, formår som Metzger at skabe kunst uden samtidig at skabe objekter, der tjener institutionens økonomi.

juni 2006

Et utsøkt pantomimeteater

I fotografiene til den iranske kunstneren Shadi Ghadirian befinner den moderne kvinnen seg i historiske kulisser. Hun snakker ikke om slør, men om kvinner, ektefeller, husmødre — en global problematikk. Møter hun samtidig et vestlig blikk som kategoriserer henne? Ifølge Ghadirian krever den vestlige kunstscenen at hun gjør noe som direkte dreier seg om hennes situasjon som kvinne i Iran.

juni 2006

Modernismen i kunsten

The Société Anonyme: Modernism for America er vesentlig og opplysende for å forstå ny utstillingspraksis, presentasjon, mottagelse og tolking av modernismen i Amerika.

juni 2006

Relasjonell kunst

Det politiske er hva som konstituerer eller skaper former for våre vaner, våre tenkemåter, og problematisere våre væremåter slik vi stadig lar oss forme av rådende normer og doxa. Bli med, jeg inviter deg på en konferanseopplevelse.

mai 2006

Den estetiske revolusjonens nederlag

Estetikk har i løpet av de siste 20 årene blitt det fremste stedet der tradisjonen for kritisk tenkning er forvandlet til en drøftelse av sorg, mener Jacques Rancière, mens Alain Badious holder fast på at kunsten i seg selv er en sannhetsprodusent.

april 2006

Global Groove og Zen for TV

Nam June Paik var ikke blot videokunstens fader. Med sine kombinationer af træk fra kompositionsmusik, performance og medieteknologi, og af østlige og vestlige tankesystemer, var han en af det 20. århundredes betydeligste avantgardekunstnere. Som installationskunstner svingede Paiks værker mellem mellem Zen-inspireret enkelhed og spektakulær monumentalisme. Dessuten advarede Paik imod intelligentsiaens arrogante venden ryggen til populærkultur og massemedier. Han døde 29. januar, 73 år gammel.

mars 2006

En global designrevolution

Det som tidligere blev formidlet gennem demokratiske reformer, politiske og menneskelige fællesskaber, «formidles» i dag via kapitalismens globale vareproduktion, det være identitet, livsstil, holdninger, interesser, koder, spisevaner, udseende, måder at føle og tænke på. Design er i dag et begreb af både filosofisk, økonomisk og politisk herunder global karakter. I dag er design blevet et begreb for en måde at manufakturere verdener og sjæle på. Vi investerer i udtryksmaskiner mere end vi investerer i arbejde. Design er en opfindsom produktion af mulige verdener.

Nyt kunstpolitisk terræn

I væsentlig mindre grad henvender udstillinger sig til besøgernes kunstbetragtninger for i højere grad at appelere til en total kunstoplevelse. Kunstnere som Olafur Eliasson, der producerer værker som såvel formelt som konceptuelt, passer som fod i hose til den nye autonome museumsarkitektur. Hvad sker med arkivet, hvis kunstsamlinger cirkulerer som bevægelig kapital? I dag er det temmelig irrelevant at tale om «det originale verk» – værkerne gebærder sig snarere som software. Sammen med Getty Images Inc. ejer Bill Gates sitt Corbis de digitale rettighederne til så godt som ethvert verk med reproduktionsværdi.

mars 2006

Moderne kunst er noe søppel

…det mente ihvertfall Martin Kippenberger. Han kunne gjøre narr av andre kunstnere og kaste egne arbeider i en søppelcontainer. Han hadde en avsky som er rettet både mot kunstverdenen, mot tysk etterkrigskultur, og mot andre kunstneres prektighet og meningsløsheten ved det meste innen kunsten. Men det var også andre sider ved denne kunstens «enfant terrible», hevder The Guardians kunstkritiker Adrian Searle.

mars 2006

Noen problemer med samtidskunsten

Den 4. januar gik Pierre Pinocelli løs med en lille metalhammer på Marcel Duchamps Fountain i Centre Pompidou i Paris. Ikonoklasme, eller vandalisme af kunst, har altid eksisteret parallelt med kunst. Det skal derfor heller ikke forbavse os at det var en kunstner som gik løs på Fountain. Det er nemlig typisk kunstnere som vandaliserer andres kunst

februar 2006

Når kunsten og mennesket blir en vare

Med julens varefest bak oss benytter vi anledningen til å se på kunstnere som nettopp har adressert forbrukersamfunnet. Noen gikk også så langt som å presentere seg selv som en vare. Men den nye produktkunsten får en til å undre seg på om det finnes noe under overflaten, bakenfor den hysteriske flørten med reklameplakatene, butikkvinduene og varene.

januar 2006

Kunstværkets skygge

I en interviewbog med Marcel Duchamp spørger Pierre Cabanne en gang hvorvidt han har beskæftiget sig med nogen form for kunstnerisk arbejde under de tyve somrer han har tilbragt i Cadaqués. Duchamp svarer bekræftende, at han hvert år monterer en markise som tillader ham at sidde i skyggen. Duchamp kunne godt lide skygge. Lad os modstille denne «værkbeskrivelse» med den, som ligger til grund for at Marcel Duchamps urinoir, Fountain fra 1917. For ganske eksakt et år siden, i en afstemning blandt 500 af kunstverdens aktører i England, blev det udnævnt til århundredets vigtigste kunstværk. Valget er – ganske modsat pressens forfjamsede forsøg at lave en lille forargelse ud af det – ganske selvfølgeligt og indlysende i en tid hvor hvert og hvertandet kunstværk trækker tungt på readymadens veksler. Kunst er, ved vi idag, det som kunstneren kalder for kunst og som kunstverden behandler som kunst. Dette er en direkte videreførelse af den første definitionen av «readymade» som vi kender fra Bretons och Eluards Dictionnaire Abrégée du Surréalisme fra 1938. En «readymade» er, skriver signaturen «MD», «et almindeligt objekt ophøjet til et kunstværks værdighed alene gennem kunstnerens valg». Således kan (den succérige) kunstner nærmest sammenlignes ved en superkapitalist eller en mytologisk Midas, som gennem sit valg, sin dåbshandling, forvandler almindeligt isenkram (hvis ikke bare plain shit) til guld – hvad også Sherrie Levines appropriation af Duchamps urinoir i bronce fra 1991 mere end hentyder til. I den sammenhæng kan det være værd at bide mærke i, at de originale readymades ikke længere eksisterer og aldrig er blevet betragtet som, og end mindre døbt til, «kunst». Her kun et eksempel: Når Duchamp, i en gruppeudstilling af fransk kunst på Bourgeois Gallery i New York 1916, ifølge kataloget, bidrog med «2 ready-mades», aner vi slet ikke med hvilke værker. Enten var de der ikke, eller så var der ingen som så dem. Ganske som ingen så den famøse urinal inden Stieglitz fotografi igen publiceredes i 1950erne. At sidenhen alle har kunne fortælle om den er netop en ganske anden sag. Objekterne er aldrig blevet ænset, hverken af kunstneren selv, af hans mæcener, og i hvert fald ikke af publikum. Det er som om alle de (numere) klassiske readymades under hele denne tid har været usynlige.Det viser sig dog, at det slet ikke er Duchamp som har skrevet ovennævnte definition af en readymade. Det var André Breton. Det burde vi have vist. Han har aldrig kunnet holde sig for den slags. Duchamp ville aldrig tale om «kunstværks værdighed» eller om kunst som «ophøjet». Selv skrev Duchamp et antal spredte notater om readymaden. Her vil vi stille os tilfreds med at pege på en lille elegant definition som han kastede fra sig i en interview af Alain Jouffroy: «en sag som man ikke kan se direkte […] som man først ser når man drejer hovedet væk».Udsagnet er i særdeleshed interessant set i lyset af dagens kunstkontekst. Duchamp selv var godt klar over at et receptionsskift var trådt ind. Da den amerikanske maler Douglas Gorsline 1964 spurgte Duchamp om han mon ikke ville signere et fornylig indkøbt flasketørrestativ, svarede Duchamp: «I Milano har jeg netop indgået et aftale med Schwarz, som autoriserer ham til at producere en edition (8 repliker) af alle mine få readymades, inklusive flasketørrestativet. Jeg har derfor pålagt mig selv ikke at

januar 2006