Kunst – Side 4

Gudfaderen til institutionaliseringen af den nyere mediekunst Peter Weibel, har kurateret en omfattende udstilling, og redigeret en medfølgende 900-siders publikation. Han præsenterer det som en praksis, der hinsides modernismens regler og idealer spørger til grænserne for et værk. Weibels virke har dog primært været inden for såkaldte «ny mediekunst», det vil sige kunst, der arbejder med elektronisk og digital teknologi. Han arbejdede i alle tænkelige medier, klassiske såvel som populærkulturelle, fra filmmediet, installationer og kropsaktioner til rockbandet Nietzsche Rock, gadeteater og foredrag på landsdækkende tv.

Paul McCarthy trekker i nyere verker på Moderna Museet i Stockholm i økende grad inn både motiver, virkemidler og teknologi fra underholdningsindustrien og massemedia. Hans utstrakte bruk av ketchup, majones og sjokoladesaus–som surrogater for blod og andre kroppsvesker i en rekke arbeider–vitner om hvordan kroppen i hans univers i tiltagende grad har blitt integrert som en del av produktvirkeligheten. Kroppen er ikke adskilt fra kulturen eller massemedias bilder av den. Hans tilnærming kan forstås som en kritikk av det moderne mediesamfunnet–preget av intens konsumpsjon av bilder. Men står han farlig nær underholdningsvirkeligheten han forsøker å kritisere?

Både Vassilij Kandinskij og Arnold Schönberg brøt ned århundrelange konvensjoner. Deres utvikling dominerte den vestlige kunsten mens de levde, og innflytelsen deres fortsetter den dag i dag. Kandinskij stilles nå ut på Tate Modern og konserter med verk av Schönberg, som hadde innflytelse på maleren, framføres i London.

To af den tidlige netkunsts sande pionerer udstiller nyere værker i København og viser en udvikling af kunstarten hinsides mediespecifikke problematikker mod en mangefacetteret kritisk og kreativ udforskning af teknologikulturen, urbane rum og sociale systemer. Gennem subtile kidnapninger og direkte udfordringer af bevidstheden, spørger udstillingen til de begærs- og magtmekanismer, der styrer politiske realiteter og ikke mindst vores forestillinger om og engagement i dem.

En nyligt åbnet udstilling på Lunds Konsthall giver anledning til diskutere Gustav Metzgers vidtfavnende historiske værk og dets mangfoldige forbindelser til samtidskunstens tematiseringer af miljø, teknologi og markedet. Dette er manden som har brugt tombomben som en implicit referenceramme, satt fokus på krigsindustriens negative effekt på den teknologiske udvikling, forbrugskulturens forurening af miljøet og nazisternes jødeforfølgelse. Manden som var en inspirationskilde for så forskellige folk som Pete Townsend fra The Who og William Bourroughs. Få kunstnere, hverken dengang eller i dag, formår som Metzger at skabe kunst uden samtidig at skabe objekter, der tjener institutionens økonomi.

Hvem andre enn Warhols formår at vise verden i sin kølige bogstavelighed og gådefuldhed uden at omdanne den til en mediesensation?

Det politiske er hva som konstituerer eller skaper former for våre vaner, våre tenkemåter, og problematisere våre væremåter slik vi stadig lar oss forme av rådende normer og doxa. Bli med, jeg inviter deg på en konferanseopplevelse.

Udstillingen Rembrandt? Mesteren og hans værksted på Statens Museum for Kunst i København, viser en trend som man har kunnet iagttage i en række udstillinger af «Old Masters» i nyere tid

Alexei Monroe, Short Circuits Series, MIT Press, London 2005, s. 314.

Gerald Raunig, Verlag Turia + Kant, Wien 2005, s. 260.

Estetikk har i løpet av de siste 20 årene blitt det fremste stedet der tradisjonen for kritisk tenkning er forvandlet til en drøftelse av sorg, mener Jacques Rancière, mens Alain Badious holder fast på at kunsten i seg selv er en sannhetsprodusent.

Minimalism, Edited by James Meyer, paperback, kr.369, Phaidon 2005.

Pop. Mark Francis (red.) med tekst af Hal Foster, Phaidon, New York 2005, s. 304.

Det som tidligere blev formidlet gennem demokratiske reformer, politiske og menneskelige fællesskaber, «formidles» i dag via kapitalismens globale vareproduktion, det være identitet, livsstil, holdninger, interesser, koder, spisevaner, udseende, måder at føle og tænke på. Design er i dag et begreb af både filosofisk, økonomisk og politisk herunder global karakter. I dag er design blevet et begreb for en måde at manufakturere verdener og sjæle på. Vi investerer i udtryksmaskiner mere end vi investerer i arbejde. Design er en opfindsom produktion af mulige verdener.

I væsentlig mindre grad henvender udstillinger sig til besøgernes kunstbetragtninger for i højere grad at appelere til en total kunstoplevelse. Kunstnere som Olafur Eliasson, der producerer værker som såvel formelt som konceptuelt, passer som fod i hose til den nye autonome museumsarkitektur. Hvad sker med arkivet, hvis kunstsamlinger cirkulerer som bevægelig kapital? I dag er det temmelig irrelevant at tale om «det originale verk» – værkerne gebærder sig snarere som software. Sammen med Getty Images Inc. ejer Bill Gates sitt Corbis de digitale rettighederne til så godt som ethvert verk med reproduktionsværdi.

…det mente ihvertfall Martin Kippenberger. Han kunne gjøre narr av andre kunstnere og kaste egne arbeider i en søppelcontainer. Han hadde en avsky som er rettet både mot kunstverdenen, mot tysk etterkrigskultur, og mot andre kunstneres prektighet og meningsløsheten ved det meste innen kunsten. Men det var også andre sider ved denne kunstens «enfant terrible», hevder The Guardians kunstkritiker Adrian Searle.

Nam June Paik var ikke blot videokunstens fader. Med sine kombinationer af træk fra kompositionsmusik, performance og medieteknologi, og af østlige og vestlige tankesystemer, var han en af det 20. århundredes betydeligste avantgardekunstnere. Som installationskunstner svingede Paiks værker mellem mellem Zen-inspireret enkelhed og spektakulær monumentalisme. Dessuten advarede Paik imod intelligentsiaens arrogante venden ryggen til populærkultur og massemedier. Han døde 29. januar, 73 år gammel.

Den 4. januar gik Pierre Pinocelli løs med en lille metalhammer på Marcel Duchamps Fountain i Centre Pompidou i Paris. Ikonoklasme, eller vandalisme af kunst, har altid eksisteret parallelt med kunst. Det skal derfor heller ikke forbavse os at det var en kunstner som gik løs på Fountain. Det er nemlig typisk kunstnere som vandaliserer andres kunst

Med julens varefest bak oss benytter vi anledningen til å se på kunstnere som nettopp har adressert forbrukersamfunnet. Noen gikk også så langt som å presentere seg selv som en vare. Men den nye produktkunsten får en til å undre seg på om det finnes noe under overflaten, bakenfor den hysteriske flørten med reklameplakatene, butikkvinduene og varene.