LMD2 – Side 21

Dissidentenes drømmer

Dokumentarboka The Dissident Club er et sterkt og personlig oppgjør med militærets grep om det pakistanske samfunnet, mens Evil Eyes Sea skildrer et korrumpert politisk system gjennom et mordmysterium i Tyrkia.

Håpet i nåtidens framtid

Frederic Jamesons An American Utopia er en øvelse i det umuliges kunst: å forfatte en troverdig utopi med utgangspunkt i dagens amerikanske samfunn, og med det Vesten og den kapitalistiske verdensorden.

februar 2017

Den lange march gennem institutionerne

I kølvandet af en økonomisk og politisk krise, har der været flere forsøg på at formulere visioner om en overtagelse af det kriseramte kapitalistiske samfunds institutioner med henblik på noget andet. Men det er et åbent spørgsmål, i hvor høj grad man overhovedet kan gøre brug af de eksisterende institutioner

februar 2017

Kvinnehistorie i tidsklemmen

Aasta Hansteen, Amalie Skram, Betzy Kjelsberg, Grete Waitz, Margaret Sanger og Louise Michel. I en erklært reaksjon mot historieskrivingens usynliggjøring av kvinner har dokumentartegneseriene fått en markant undersjanger av feministiske biografier.

januar 2017

Siste tango i Ungarn

Satantango fra 1985 har vært kalt en moderne klassiker. Tålmodighet er påkrevd i møte med verket, da åpner det seg litt etter litt og når man kommer til slutten er det unektelig fristende å lese hele boka på ny igjen, umiddelbart.

januar 2017

Håb og fortvivlelse

Ken Loachs Guldpalme-vinder Jeg, Daniel Blake fungerer fortrinligt i dens vekslen mellem håb og fortvivlelse. Systemkritikken har dog en noget banal karakter.

januar 2017

Portrett av det svarte USA

Kerry James Marshall maler det svarte USA med klarsyn og kjølig intellekt i et overopphetet land. Abstrakt og figurativ, afroamerikansk og europeisk, folkelig og raffinert.

januar 2017

Filmisk set

For ikke så længe siden fik tv-serien West World premiere på HBO Nordic. Da serien er en genfortælling og en videreudvikling af filmen West World (1973), er det en oplagt mulighed for at se lidt nærmere på de forskelle, der er imellem de to formater. Hvad er det serieformatet kan? Og hvor er det, at filmmediet faktisk kan være serieformatet overlegent? Inden vi dykker nærmere ind i den diskussion, vil jeg kort lige skitsere plottet i begge fortællinger. West World er navnet på begge værker, og så er det samtidig også navnet på den ekstremt højteknologisk indrettede forlystelsespark, hvori både serie og film tager sit udgangspunkt. West World er stedet, hvor voksne mennesker kan komme og udleve deres drømme og lyster. Forlade kontorliv og hamsterhjul for en uge eller to for at agere cowboy, charlatan, saloon-ejer eller en anden arketypisk karakter fra dengang Vesten stadig var vild. Det hele er sindrigt indrettet med komplekse narrativer, man kan tage del i og naturligvis et væld af mytiske locations. I parken skilles der mellem to entiteter: dels de rigtige mennesker, der kommer og besøger parken for store beløb, og dels alle de aktører, der er hjemboende i parken og som vel at mærke er maskiner, der dog er så virkelighedstro, at ingen rigtig kan skelne. I både serie og film begynder maskinerne at opføre sig mere og mere menneskeligt. De får en egen, fri vilje, og drømmer. De går imod de opstillede fortællinger og agerer på egen hånd. Hvori består da de mest betydningsfulde forskelle? To elementer springer i øjnene. Det ene har at gøre med længde, og det andet er af mere strukturel karakter. Længden på serien er sammenlagt langt større end filmens spilletid på 90 minutter. Dette giver nogle fortællemæssige muligheder for at udvikle flere plottråde og i al fald ideelt set raffinere karakterskildringer mere end filmen. Større længde er dog bestemt ikke lig med højere kvalitet. Et problem ved serien – som slet ikke fandtes ved filmen – er at den repeterende karakter (som naturligvis også er funderet i selve tematikken om at have en forlystelsespark, hvor hver visit påbegynder narrativer i cyklus igen og igen) bliver et kedsommeligt element. Vi oplever gang på gang, at fortællingen er stillestående og plaget af gentagelser på en helt anden facon, end tilfældet var med filmen, hvis styrke netop ligger i, at den er et overskueligt, afrundet hele. Seriens struktur, der er opdelt i afsnit og sæsoner, er ligeledes et tveægget sværd. På den ene side kan det medføre en højere grad af kompleksitet, men hvis serieskaberne i for høj grad tager hensyn til, at også nye seere kan stige om bord uanset hvor i afsnittet eller i sæsonerne, vi er kommet, vil det naturligvis kede den seer, der har været med fra start. Der er ingelunde et entydigt svar på, om film eller serie principielt er bedst, men der er ingen tvivl om, at hvert format har sine karakteristika og bør behandles forskelligartet. Steffen Moestrup. © norske LMD Første sæson af West World kan ses på HBO Nordic, og serien er netop blevet forlænget til minimum en sæson yderligere.  

desember 2016

Anarkismens alternativ

En nærmest systemisk krise i demokrati, politik og økonomi har ramt vores samfund og ingen synes at have svaret på tidens problemer. Aktivist og antropolog David Graeber hævder et anarkistisk menneskesyn kan lede vejen ud af tidens kriser.

desember 2016

Marx og oss

I vår kriserammede verden åpner det seg stadig nye rom for radikal kapitalismekritikk. Dersom marxismen skal ha noen framtid må dens utøvere imidlertid kunne svare på og ta inn over seg vennligsinnet kritikk.

oktober 2016

Det var en gang en terrier

Våre kjæledyr kan stimulere så mangt. Når matmor heter Laurie Anderson, bør det ikke overraske noen at observasjoner og refleksjoner munner ut i en film om hunden og verden rundt den.

september 2016

En verden å vinne

Marx er stadig aktuell, i både økonomisk, humanistisk og tegnteoretisk tapning. Det viser Dag Østerbergs nye bok om kapitalkritikk og en ny oversettelse av Det kommunistiske partis manifest.

september 2016

Fugleperspektiv

Fugler i alle land, foren dere! Hitchcocks klassiker The Birds var i sin tid et stort kreativt løft. En lydsterk film uten musikk, hvor sterke psykoanalytiske undertoner møter gryende miljøsymbolikk.

Edle motiver

Fernando León de Aranoas film om hjelpearbeidere på Balkan har noen regigrep som nok vil irritere enkelte. A Perfect Day har likevel sitt å by på, ikke minst en historie som er verd å fortelle, fra en krig for ikke så veldig lenge siden, i et område ikke så veldig langt unna.

juni 2016
1 19 20 21 22 23 63