LMD2– Side 21

For nylig havde sjette og efter sigende sidste sæson af Girls premiere. Måske ved første øjenkast en temmelig undseelig produktion, men ved nærmere bekendtskab uden tvivl en af de væsentligste tv-serier det sidste tiår. Girls har formået at balancere raffineret mellem komik og alvor. Serien har endvidere udfordret de mere stereotype kropsidealer ved at vove at fremvise og derved normalisere kroppe, der både er kejtede og tykke set med den sædvanlige tv-norms optik. Men mest af alt har serien måske formået at ramme en nærmest eksistentialistisk tematik. Dette hænger nok sammen med seriens omdrejningspunkt, som vel fremdeles er at betragte som et generationsportræt. Et portræt af primært kvinder – dog også mænd – i 20’erne. Altså individer, der lever i en tid og har en alder, hvor friheden kan virke voldsom, hvor de mange valg kan virke uoverskuelige, og hvor identitetsspørgsmål igen og igen vil manifestere sig. Det eksistentialistiske spor har Girls til fælles med to samtidige serier, nemlig Louie og Derek. Hvor Girls tematiserer vanskeligheder hos den unge generation Y, rammer Louie lige lukt ned i den midaldrende mands kvaler, hvorimod Derek, hvis primære location er et plejehjem, måske mest af alt er et favntag med den nært forestående død. Altså tre vidt forskellige epoker af livet. Jeg anskuer serierne som eksistentialistisk granskende i den forstand at de fremviser en optagethed af det at være til, en dvælen ved eksistensen. Denne dvælen udmønter sig eksempelvist i at mennesket forholder sig til sig selv og sin væren i verden. I denne eksistentialistiske forståelse er eksistens noget, der skal fyldes ud af det enkelte menneske. Mennesket har en særlig grad af frihed og med denne frihed følger en række fortløbende valg, der er med til at forme det enkelte menneskes eksistens. Det er overvejelserne omkring disse frihedsudmøntede valg og mødet med valgenes konsekvenser, som vi ser ske i disse serier, tydeligst iscenesat i Girls. Forvirringen og de mange identitetskvaler er nok størst i Girls, men hos den midaldrende mand i Louie kommer der både en snært kynisme og en drivende tristesse ind i billedet. En følelse af at en del tid er blevet spildt, at et talent ikke er slået til. Samtidig fylder ensomheden gradvist mere, selvsagt styrket af at hovedpersonen er fraskilt. Og endelig ser vi i Derek et lag af både noget sentimentalt, tenderende det patetiske og en udtalt fornemmelse af tungsindighed. I Derek er aldring og død uafladeligt til stede og derved en evig påmindelse om eksistensens grænser og livets skrøbelighed. Alle tre serier kan varmt anbefales i deres realisering af komik iblandet alvor og eksistentialisme. © norske LMD