Film – Side 15

På veien til Buenos Aires er ikke nogen stumfilm, men den kommer tæt på. Dens ordknappe væsen er dens primære karaktertræk. Og måske også dens primære kvalitet.

Robert B. Weides dokumentar om filmskaperen og mannen Woody Allen er en gave til alle gamle fans, kanskje særlig oss frafalne: et hyggelig gjensyn med både høy- og lavmål i karrieren. For medlemmer av klubben som neppe vil ha medlemmer som ønsker medlemskap.

Andrew Haigh har laget en meget fintfølende og indsigtsfuld film, der – også – handler om homoseksualitet.

At bruge virkelige mennesker i en fiktionsfilm er ikke nødvendigvis noget, det skaber realisme. Det er i al fald mit tydelige indtryk efter at have overværet krigsfilmen Act of Valor i biografen for nylig.

Tidlig på 2000-tallet kaster forskeren Alexander Hoffmann seg ut i finanseventyret ved hjelp av en supermaskin, VIXAL. Maskinen skal generere større profitt ved å spille på markedets frykt. Robert Harris’ Fryktindeksen er en fascinerende, satirisk og kritisk thriller om finansverdenen.

En dokumentar om tradere på gølvet og en dokumentar om de siste sauecowboyene skildrer to høyst ulike næringer. Til tross for innbyrdes forskjeller, har de mer til felles enn at begge representerer eksotiske bransjer i solnedgang.

Børnenes leg er omdrejningspunktet i Céline Sciammas fint detaljerede granskning af barndommens oplevelser af køn.

I mellomkrigstiden kombinerte skuespillere og regissører tradisjonelle verdier med en tydelig progressiv sensibilitet. Regissøren John Fords karriere er et godt eksempel.

Stephen Daldrys filmatisering af Ekstremt højt og utrolig tæt på formår at bevare bogens pudsige antrit, men hæmmes af konkret, filmisk virkelyst og sentimentale billeder.

170 minutter i selskab med Richard Kerns værker er en vandring ind i menneskelivets dystre og bestialske sider.

Indisk dokumentarfilm er i en transformativ og fragmentarisk fase, hvor den traditionelle, aktivistiske film udfordres af mere eksperimenterende værker. En udvikling som ikke alle ser på med lige stor begejstring.

Shakespeares mesterverker lar seg som mesterverk lett flyttes i tid og rom. Med unntak av
Coriolanus, den britiske skaldens siste og notorisk militaristiske og antidemokratiske tragedie. I sin filmatisering begår Ralph Fiennes det mesterstykket å flytte stykket til vår tid og bryte den lukkede sirkelen av fortolkningsmuligheter,
skriver Slavoj Zizek.

Dokumentasjon av minner står sentralt i flere nye filmer om konflikten mellom Israel og Palestina. Tjener de bare til å bearbeide sorgen, eller kan filmene faktisk få oss til å handle?

Vi må snakke om Kevin er en sterk og noe tendensiøs historie som underbygges med alle fagets knep. Regissør Lynne Ramsay er en visuell virtuos, men blir overdrevent didaktisk i fortellingen om et sterkt fortegnet bøllefrø som oser av uforholdsmessig forakt, umotivert fiendtlighet og demonstrativt lite empati.

Sean Durkin debuterer med nuanceret og intelligent komponeret spillefilm om en sekt og en kvinde, der prøver at komme væk.

Debutant Schleinzers trivielle hverdagsrytme gjør en grotesk historie utholdelig. Han forfører oss et godt stykke på vei til en innlevelse på overgriperens premisser, mens disse motarbeides kontinuerlig av udådens realitet.

En ganske annerledes tid med et annerledes verdensbilde og en annerledes galgenhumor trer fram i Tomas Alfredsons filmatisering av John Le Carrés Muldvarpen.

Fridrik Thór Fridrikssons delvist selvbiografiske Mamma Gógó formår at skildre en alzheimerssygdom på indfølt vis uden at filmen bliver hverken kvalm eller for deprimerende at skue.

Bruce Chatwin skabte en grænsesprængende genre på tværs af rejselitteratur, fiktion, etnografi og traditionel folklorefortælling. Fra bogprojekt til bogprojekt opførte Chatwin sig først som en videnskabsmand der sætter sig ind i stedet og dets folk, det være de særlige grænseegne mellem Wales og England, slaveforholdene i Benin, eksiltilstanden i Patagonien eller arkæologien og etnografien om den oprindelige australske befolkning. Dernæst digtet han.

CLINT EASTWOODS FILM om FBI-direktøren J. Edgar Hoover formår aldrig at løfte sig og forbliver en temmelig forudsigelig illustration af en selvbiografi. En film om en af verdens mest magtfulde efterretningstjenester burde være spændende.