LMD2 – Side 19

Jeg troede egentligt, at jeg var færdig med tv-serier. Jeg var efterhånden godt træt af den evindelige binge watching og mine afteners forudsigelige forløb med et afsnit af dette og hint. Som om der ligger noget latent frastødende med al denne fortæring af tv-serier. Samtidig er jeg også ramt af en følelse af, at mange tv-serier er skåret over samme skabelon og ikke giver mig ret meget inspiration eller overraskelse efterhånden. Og så dukkede to serier pludselig op og ruskede i den grad op i mig. Først genfødslen af Twin Peaks og nærmest simultant dermed min opdagelse af HBO-serien The Handmaid’s Tale. David Lynch sin genvisit med Twin Peaks-universet var hypet overalt, og det er ikke nødvendigvis den bedste indgang til en serie. Men det skulle vise sig, at Lynch og medskaber Mark Frost havde fundet den helt rette balance mellem nostalgisk gensynseffekt og nytænkende momentum. Naturligvis er det besnærende at granske det snørklede narrativs mulige sammenhæng. Hvorfor er der pludselig så mange udgaver af Dale Cooper? Er den onde udgave mon resultatet af dengang i slutningen af første serie, hvor han så sig selv i spejlet og mødte Bob? Hvorfor er den gode udgave så apatisk og retarderet i sin tilgang til livet? Og hvad er egentlig på færde i dette mærkværdige plot, der synes at tematisere selve tilbagevendelsen til Twin Peaks-universet ved at søsætte en fortælling, der i al fald blandt andet handler om at returnere til livet, måske fra det hinsides hvor end det så måtte befinde sig, når man bekender sig til lynchske verdensordener? Ikke desto mindre er attraktionen mere end selve den plotmæssige interesse. Det er jo i høj grad stemning og karakterer, der har været showets force og således også er det i den nye udgave. De særegne personager, der færdes i besynderlige miljøer, der tæller alt fra udkants-USA til parallelle universer over et næsten fetichistisk iscenesat, klichéspækket stykke Americana i form af forstadsmiljøer og en majestætisk filmet Las Vegas skyline. Det er det aparte, som er syret helt ud. Det er overdrevet på et overdrev. Og så midt i det hele langsommeligheden, der sætter ind som en heftig kanyle og nærmest yder smerte i al sin insisterende udstrækning af tiden. Noget helt andet er attraktionen ved The Handmaid’s Tale. Her er det snarere den allegoriske beretning om et USA, hvor udvalgte tekst­steder i Bibelen har erstattet loven og hvor et fåtal af frugtbare kvinder fungerer som surrogatmødre for en rig overklasse, der har bosat sig i storslåede villaer omgivet af vagter med fuldautomatiske maskinvåben. Serien er voldsomt og næsten karikeret i sin dystopi. Men forcen ved serien er, at der nedenunder denne voldsomhed ligger et perspektiv på vort samfund og der, hvor vi nogle gange er på vej hen, de gange, hvor vores valg indskrænkes. Hvor systemet opleves som rigidt og umenneskeligt. Og hvor vi ikke mindst blot accepterer det og dermed langsomt tillader noget at tage endnu et skridt i retning af det umenneskelige og inddæmmede. En uønsket verden kommer ikke nødvendigvist som en storm. Det værste er netop, at den kan forme sig i små, næsten umærkelige skridt. Steffen Moestrup. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.