LMD2 – Side 19

Portretter på flukt

En bølge av nordiske tegneserier vil skape forståelse for flyktninger gjennom nære skildringer av enkeltpersoner. Har seriene overbevisningskraft i en polarisert politisk debatt?

september 2017

Fabeldyr for framtidens barn

Den viktigste måten vi forholder oss til dyrene på er gjennom historier, argumenterer litteraturviteren Ursula K. Heise i Imagining Extinction. Vi trenger beretningene om tragiske tap, men også inspirerende fortellinger om overlevelse, oppvåkning og om livet som

september 2017

Arbejdets moral

Arbejdssamfundet er i krise, hævder forfatteren Eskil Halberg i Roden til alt ondt, hvor han giver en grundlæggende kritik af vores forståelse af arbejdslivet og meningen hermed. En kritik der finder genklang i nyudgivelsen av Bertrand Russells klassiker Hyldest til lediggang.

august 2017

Makten på veggen

Sammenhengen mellom makt og skrift er en innfløkt og spennende historie. I Bokstavene i historien viser Øyvin Rannem hvordan fascistene hemningsløst spilte på den antikke historien, men likevel var moderne i sin bruk av skrift.

august 2017

Filmisk set – august

En film gik for nylig stort set ubemærket hen i de skandinaviske biografer. Publikumstallet var begrænset og de fleste anmeldelser lunkne. Ikke desto mindre er filmen værd at beskæftige sig med, fordi den på eksemplarisk vis illustrerer en velkendt debat, når det gælder filmmediet. Vi kunne måske kalde det hvidhedsdebatten. Filmen, jeg forsøger at nærme mig, er den amerikanske Ghost in the Shell med Scarlett Johansson i hovedrollen. Værket baserer sig på en berømt japansk manga-tegneserie fra 1989, og valget af den kridhvide arier Scarlett Johansson faldt en del for brystet, for hvordan kunne man sådan hvidvaske et gennemført japansk afsæt? Det interessante var, at de mest markante kritikere kom fra det vestlige, især det amerikanske filmmiljø. Amerikanske anmeldere og flere filmforskere har kritiseret filmen for at udøve racistisk virksomhed og underkende mennesker med asiatisk baggrund. Marc Bernardin fra Los Angeles Times proklamerede således at «the only race Hollywood cares about is the box office race», og pointerede dermed de økonomiske bevæggrunde til at vælge Johansson. En underskriftindsamling mod hvidvaskning søsat af en amerikansk biografgænger mobiliserede hurtigt over 110 000 underskrifter og et væld af hadske kommentarer, sådan som online-kampagner jo har det for vane. De japanske kritikere og biografpublikummet, som ytrer sig på blogs, var derimod stort set helt og aldeles ligeglade. Flere anmeldere var ligefrem begejstrede over valget af Johansson, da de læste det som en blåstempling af manga-værket, mens andre bemærkede, at Johansson ville fungere som perfekt PR for japansk kultur, hvor paradoksalt det så end kan lyde. Hvorvidt de vestlige indsigelser blot er udtryk for politisk korrekthed, eller om man vitterligt mener, at filmen har racistiske tilbøjeligheder, afhænger naturligvis af flere elementer. Dog vil jeg mene, at man faktisk kan forsvare casting-valget, hvis man ser nærmere på plottet. Scarlett Johansson-karakteren er nemlig en cyborg, hvis originale krop er blevet erstattet. Man kunne således godt forestille sig, at karakteren har fået en hvid krop. Endvidere er Johansson dels kendt i Japan på grund af især filmen Lost in Translation og dels er japanske kvindeidealer typisk også orienteret mod et vestlig udseende. Dette kan naturligvis siges at være en slem rest fra forhistorien mellem USA og Japan, samt udtryk for latent racisme, men som ikke desto mindre kan være med til at forklare, at så få japanske stemmer var kritiske overfor castingen. Alt dette er naturligvis blot én tolkning, og det er ligeledes klart, at de amerikanske filmproducenter – som Bernardin var inde på – primært har valgt Johansson, fordi hun er garant for indtjening og ikke fordi hun kan passe ind i plottet. Det har producenterne i øvrigt haft helt ret i, da filmen, som havde et budget på 110 millioner dollar, i skrivende stund har indtjent mere end 160 millioner dollar på verdensplan. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.

august 2017

I hundehøjde

Agnieszka Hollands Jaktsesong fungerer overraskende godt i sit sælsomme genremiks mellem mordmysterie, økothriller og feministisk kritik.

august 2017

På randen av Russland

Det siste årets debatt om marginaliserte gruppers mistro mot den politiske eliten er gyldig også for det russiske samfunnet. Fire tegneseriebøker vil avdekke oversette sider ved Russland og Sovjetunionen.

juli 2017

Hermetisert komikk

Veteranen Taylor Hackford leverer en ujevn, til tider pinlig skildring av en aldrende komiker og hans nye flamme. The Comedian har likevel fine miljøskildringer, og drar god nytte av de involverte aktørenes historie og de tradisjoner som påkalles underveis.

juli 2017

Filmisk set – juli

Jeg troede egentligt, at jeg var færdig med tv-serier. Jeg var efterhånden godt træt af den evindelige binge watching og mine afteners forudsigelige forløb med et afsnit af dette og hint. Som om der ligger noget latent frastødende med al denne fortæring af tv-serier. Samtidig er jeg også ramt af en følelse af, at mange tv-serier er skåret over samme skabelon og ikke giver mig ret meget inspiration eller overraskelse efterhånden. Og så dukkede to serier pludselig op og ruskede i den grad op i mig. Først genfødslen af Twin Peaks og nærmest simultant dermed min opdagelse af HBO-serien The Handmaid’s Tale. David Lynch sin genvisit med Twin Peaks-universet var hypet overalt, og det er ikke nødvendigvis den bedste indgang til en serie. Men det skulle vise sig, at Lynch og medskaber Mark Frost havde fundet den helt rette balance mellem nostalgisk gensynseffekt og nytænkende momentum. Naturligvis er det besnærende at granske det snørklede narrativs mulige sammenhæng. Hvorfor er der pludselig så mange udgaver af Dale Cooper? Er den onde udgave mon resultatet af dengang i slutningen af første serie, hvor han så sig selv i spejlet og mødte Bob? Hvorfor er den gode udgave så apatisk og retarderet i sin tilgang til livet? Og hvad er egentlig på færde i dette mærkværdige plot, der synes at tematisere selve tilbagevendelsen til Twin Peaks-universet ved at søsætte en fortælling, der i al fald blandt andet handler om at returnere til livet, måske fra det hinsides hvor end det så måtte befinde sig, når man bekender sig til lynchske verdensordener? Ikke desto mindre er attraktionen mere end selve den plotmæssige interesse. Det er jo i høj grad stemning og karakterer, der har været showets force og således også er det i den nye udgave. De særegne personager, der færdes i besynderlige miljøer, der tæller alt fra udkants-USA til parallelle universer over et næsten fetichistisk iscenesat, klichéspækket stykke Americana i form af forstadsmiljøer og en majestætisk filmet Las Vegas skyline. Det er det aparte, som er syret helt ud. Det er overdrevet på et overdrev. Og så midt i det hele langsommeligheden, der sætter ind som en heftig kanyle og nærmest yder smerte i al sin insisterende udstrækning af tiden. Noget helt andet er attraktionen ved The Handmaid’s Tale. Her er det snarere den allegoriske beretning om et USA, hvor udvalgte tekst­steder i Bibelen har erstattet loven og hvor et fåtal af frugtbare kvinder fungerer som surrogatmødre for en rig overklasse, der har bosat sig i storslåede villaer omgivet af vagter med fuldautomatiske maskinvåben. Serien er voldsomt og næsten karikeret i sin dystopi. Men forcen ved serien er, at der nedenunder denne voldsomhed ligger et perspektiv på vort samfund og der, hvor vi nogle gange er på vej hen, de gange, hvor vores valg indskrænkes. Hvor systemet opleves som rigidt og umenneskeligt. Og hvor vi ikke mindst blot accepterer det og dermed langsomt tillader noget at tage endnu et skridt i retning af det umenneskelige og inddæmmede. En uønsket verden kommer ikke nødvendigvist som en storm. Det værste er netop, at den kan forme sig i små, næsten umærkelige skridt. Steffen Moestrup. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.

juli 2017

En verden på autopilot

Teknologiene som skulle frigjøre og avlaste oss gjør oss gradvis til slaver, argumenterer Bernard Stiegler i sin siste bok. Hva betyr kritisk tenkning i en tid der styringen stadig oftere er overlatt til automatiske systemer som er i ferd med å løpe løpsk?

juni 2017

Ikke ferdig snakka

Haitianske Raoul Peck gir med filmessayet I Am Not Your Negro sin forestilling om boka James Baldwin aldri fullførte, «Remember This House». Med borgerrettskampen som bakgrunn møter vi Malcolm X og Martin Luther King, og framfor alt forfatteren og agitatoren Baldwin selv.

juni 2017

Filmisk set – juni

Det er ikke så længe siden, at jeg her i spalterne skrev om den arkivbaserede filmtype. Siden da har jeg af uvisse grunde stødt på en række filmværker, hvor arkivet er drivkraften. Nogle nye, en del ældre. Blandt de ældre titler er Mondo Cane. For nogle vil titlen nok lyde bekendt, da det er en film, som på mange måder deler vandene. Nogle vil kalde Mondo Cane for usmagelig, sensationslysten og pervers, mens andre finder den original, tankevækkende og nytænkende i både form og indhold. Filmen fik premiere i Cannes i 1962 og tiltrak sig hurtigt et stort publikum. Den blev mestendels haglet ned af kritikere, men folk ville se den. Nok især fordi der gik rygter om mange groteske, aparte og voldelige scener. Set med vores blik er filmen en anelse bedaget og ikke just så provokerende, som den må have virket i 1962, men der er bestemt fortsat noget dybt interessant ved den. Måske kan man anskue Mondo Cane som en antropologisk mosaik. Filmen består af en række scener fra rundt omkring i verden, der alle på en eller anden måde tematiserer især menneskets forhold til dyr, men også menneskenes forhold til hverandre. En del af materialet er arkiv, andre deler er skabt til lejligheden, og ofte er man i tvivl hvorvidt det er iscenesatte, konstruerede optagelser eller ej. Pludselig ser vi eksempelvist en kvinde fra et stammesamfund, der ammer en gris. Man overraskes, fordi det strider mod de normer, vi er vant til. Scenen er et eksempel på, at Mondo Cane er etnografisk mangfoldig og måske mest af alt ønsker at fremvise verdens virvar af forskellighed og dermed også pointere det meget relativistiske element, der er i et begreb som normalitet. Et stærkt formgreb i filmen er krydsklipningen. Eksempelvis går vi fra en scene, der viser hvordan amerikanske pensionister tager hen til en dyrekirkegård for at begrave og mindes sine afdøde kæledyr, til en scene i Formosa, hvor man opdrætter hunde med henblik på at spise dem. Et andet krydsklip går mellem tvangsfodring af foie gras-gæs i Frankrig til tvangsfodringen af nogle lokale skønheder i et stammesamfund på Papua Ny-Guinea, hvor de mest smukke kvinder fodres, indtil de når en vægt på 120 kilo, hvor­efter de tilbydes den lokale høvding som dronninger. Det er givetvist særpræget og nogle steder tiltænkt provokerende, men det er også en film, der er med til at udfordre vores vanlige tankemønstre og få os til at forholde os til kategorier såsom kropsidealer og forholdet mellem mennesket og dyret. Filmens voice-over er skiftevis humoristisk og næsten sørgmodig, enkelte steder en anelse fordømmende, men mestendels holder både fortælleren og filmen som helhed sig fra at tage stilling. Det er op til os. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker. Mondo Cane kommer i en række forskellige udgaver, heriblandt en dvd-udgave fra Another World Entertainment.

juni 2017

Versjoner av kjærlighet og død

Når en forhenværende fransk soldat forteller en tysk familie om sitt vennskap med deres avdøde sønn under krigen, så blir versjonen som serveres nødvendigvis gjenstand for skjerpet oppmerksomhet. François Ozons Frantz byr på metafiksjon av den mer oppbyggelige sorten.

mai 2017
1 17 18 19 20 21 63