«Perspektivmangfold» er et løfterikt begrep. I ferieskildringen The White Lotus blir mangfoldet derimot til et kalas av friksjoner deltagerne imellom. I mediesatiren Succession blir enhver alternerende synsvinkel redusert til kun et verktøy blant andre.
Blir vi klokere av å ta veien innom nevrovitenskapene for å forstå samfunnet i vår tid?
En af de måske mindre betydningsfulde, men dog oversete aspekter af, at mange film foregår på en virkelig location, er genkendelsens potentiale.
I vores streaming-tid er der nu noget ganske dragende i at opsøge et fysisk sted for at se en film. Det fysiske filmsted per excellence er naturligvis biografen, men verden har trods digitalisering og streaming, også stadig filmarkiver og cinemateker. Selve navnet arkiv har jo iboende en gammeldags stemning over sig, og når man – som jeg gjorde for nylig – tager elevatoren ned i et filmarkiv, er nedstigningen da også nærmest en rejse tilbage i tid. For tiden bor jeg i Berkeley, hvor jeg arbejder på en afhandling. Lige ved siden af universitetets campus kan man finde Berkeley Art Museum og nede i museets kælder finder vi Pacific Film Archive. Arkivet har rødder tilbage til starten af 1960’erne og er egentlig et resultat af flere film-aficionados’ ukuelige indsats gennem årene. Tallene taler for sig selv: Arkivet rummer i dag mere end 15 000 film- og videotitler, 10 000 bøger om film, 50 000 stills fra film samt en enorm database, som giver adgang til anmeldelser, kataloger, plakater og andre materialer knyttet til de enkelte film. Langt det meste af selve filmsamlingen er kun at finde på 16mm eller 35mm film, og man kan som besøgende bestille en tid og opleve en hvilken som helst film i enten et lille visningsrum eller en biograf med 35 sæder. Dog er enkelte film også blevet digitaliseret, og flere titler vil gradvist komme til. Jeg satte mig derfor ned ved en skærm for at få nogle indtryk: Virtuose billeder af Golden Gate Bridge breder sig over skærmen. Kameraet glider langsomt hen over broens struktur. Snart hører vi en recitation af Hart Cranes digt «The Bridge». Broen ses nu i det skjulte, næsten dækket af tåge. I næste klip ser vi bilerne i deres baner. Digtet og filmen slutter. Et sammensurium af billeder toner frem. Mænd med skæg i cafeer og barer. De ryger cigaretter og drikker store fadøl. Kvinder er her også. Sammen griner de. Vi ser en mand holde en tale. Vi ser en anden performe et eller andet, måske et slagkraftigt kampskrift. Vi ser San Franciscos stejle gader i en montage, hvor hastigheden er sat op. Det er Beatnik-tiden, vi er vidne til. Næste og sidste indtryk denne eftermiddag i arkivet: En række billeder af demonstranter toner frem. De marcherer fra campus i Berkeley mod bydelen Oakland for at vise deres modstand mod Vietnamkrigen. På lydsiden hører vi amerikanske borgere give deres mening til kende. En mener, at demonstranterne ikke er egnede til at være amerikanere, når de er imod regeringen. En anden mener, at de burde finde sig noget arbejde. En tredje siger, at man bør tage et maskingevær og plaffe dem ned. Demonstrationen fader til sort. At gå ned i kælderen og besøge Pacific Film Archive er et gensyn med historien, men mest af alt er det nok endnu et vidnesbyrd om filmmediets herlighed og alsidighed. Og samtidig er arkivet en væsentlig påmindelse om, at mediet ikke bevarer sig selv, men at det kun kan ske, hvis nogle ihærdige og omhyggelige mennesker tager varer på det. Ellers vil eftertiden intet have at se. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
Detroit er vellykket i sit intense midterstykke, men som helhed betragtet er filmen en rodet og alenlang affære.
Verken regissør Martin Provost eller Catherine Frot i hovedrollen skal beskyldes for publikumssmisk med Jordmoren. Det er først med Catherine Deneuves inntreden at filmen tilføres vitaliteten den trenger.
Er dette synopsisen til en kommende roman? Den utopiske svanesangen for en avsluttet tid?
Hvordan tenke fellesskap uten klasse, tilhørighet og identitet?
En bølge av nordiske tegneserier vil skape forståelse for flyktninger gjennom nære skildringer av enkeltpersoner. Har seriene overbevisningskraft i en polarisert politisk debatt?
Den viktigste måten vi forholder oss til dyrene på er gjennom historier, argumenterer litteraturviteren Ursula K. Heise i Imagining Extinction. Vi trenger beretningene om tragiske tap, men også inspirerende fortellinger om overlevelse, oppvåkning og om livet som
Thelma er Joachim Triers fjerde film der hovedpersonene har oddsene mot seg, denne gang i en gjennomført sjangerorientert stiløvelse.
Arbejdssamfundet er i krise, hævder forfatteren Eskil Halberg i Roden til alt ondt, hvor han giver en grundlæggende kritik af vores forståelse af arbejdslivet og meningen hermed. En kritik der finder genklang i nyudgivelsen av Bertrand Russells klassiker Hyldest til lediggang.
For 2500 år siden, i landet som i dag blir solgt stykkevis, ventet en respektløs gresk dikter nervøst på hvordan stykket hans Fuglene ville bli mottatt.
På tross av volden, manglende midler og sviktende infrastruktur flommer Iraks hovedstad over av kulturprosjekter.
Sammenhengen mellom makt og skrift er en innfløkt og spennende historie. I Bokstavene i historien viser Øyvin Rannem hvordan fascistene hemningsløst spilte på den antikke historien, men likevel var moderne i sin bruk av skrift.
En film gik for nylig stort set ubemærket hen i de skandinaviske biografer. Publikumstallet var begrænset og de fleste anmeldelser lunkne. Ikke desto mindre er filmen værd at beskæftige sig med, fordi den på eksemplarisk vis illustrerer en velkendt debat, når det gælder filmmediet. Vi kunne måske kalde det hvidhedsdebatten. Filmen, jeg forsøger at nærme mig, er den amerikanske Ghost in the Shell med Scarlett Johansson i hovedrollen. Værket baserer sig på en berømt japansk manga-tegneserie fra 1989, og valget af den kridhvide arier Scarlett Johansson faldt en del for brystet, for hvordan kunne man sådan hvidvaske et gennemført japansk afsæt? Det interessante var, at de mest markante kritikere kom fra det vestlige, især det amerikanske filmmiljø. Amerikanske anmeldere og flere filmforskere har kritiseret filmen for at udøve racistisk virksomhed og underkende mennesker med asiatisk baggrund. Marc Bernardin fra Los Angeles Times proklamerede således at «the only race Hollywood cares about is the box office race», og pointerede dermed de økonomiske bevæggrunde til at vælge Johansson. En underskriftindsamling mod hvidvaskning søsat af en amerikansk biografgænger mobiliserede hurtigt over 110 000 underskrifter og et væld af hadske kommentarer, sådan som online-kampagner jo har det for vane. De japanske kritikere og biografpublikummet, som ytrer sig på blogs, var derimod stort set helt og aldeles ligeglade. Flere anmeldere var ligefrem begejstrede over valget af Johansson, da de læste det som en blåstempling af manga-værket, mens andre bemærkede, at Johansson ville fungere som perfekt PR for japansk kultur, hvor paradoksalt det så end kan lyde. Hvorvidt de vestlige indsigelser blot er udtryk for politisk korrekthed, eller om man vitterligt mener, at filmen har racistiske tilbøjeligheder, afhænger naturligvis af flere elementer. Dog vil jeg mene, at man faktisk kan forsvare casting-valget, hvis man ser nærmere på plottet. Scarlett Johansson-karakteren er nemlig en cyborg, hvis originale krop er blevet erstattet. Man kunne således godt forestille sig, at karakteren har fået en hvid krop. Endvidere er Johansson dels kendt i Japan på grund af især filmen Lost in Translation og dels er japanske kvindeidealer typisk også orienteret mod et vestlig udseende. Dette kan naturligvis siges at være en slem rest fra forhistorien mellem USA og Japan, samt udtryk for latent racisme, men som ikke desto mindre kan være med til at forklare, at så få japanske stemmer var kritiske overfor castingen. Alt dette er naturligvis blot én tolkning, og det er ligeledes klart, at de amerikanske filmproducenter – som Bernardin var inde på – primært har valgt Johansson, fordi hun er garant for indtjening og ikke fordi hun kan passe ind i plottet. Det har producenterne i øvrigt haft helt ret i, da filmen, som havde et budget på 110 millioner dollar, i skrivende stund har indtjent mere end 160 millioner dollar på verdensplan. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
Agnieszka Hollands Jaktsesong fungerer overraskende godt i sit sælsomme genremiks mellem mordmysterie, økothriller og feministisk kritik.
Watergate-skandalen er en både sannsynlig og usannsynlig innviklet skurkehistorie, den amerikanske pressens høydepunkt og den politiske maktens lavmål.
Det siste årets debatt om marginaliserte gruppers mistro mot den politiske eliten er gyldig også for det russiske samfunnet. Fire tegneseriebøker vil avdekke oversette sider ved Russland og Sovjetunionen.
Veteranen Taylor Hackford leverer en ujevn, til tider pinlig skildring av en aldrende komiker og hans nye flamme. The Comedian har likevel fine miljøskildringer, og drar god nytte av de involverte aktørenes historie og de tradisjoner som påkalles underveis.
Jeg troede egentligt, at jeg var færdig med tv-serier. Jeg var efterhånden godt træt af den evindelige binge watching og mine afteners forudsigelige forløb med et afsnit af dette og hint. Som om der ligger noget latent frastødende med al denne fortæring af tv-serier. Samtidig er jeg også ramt af en følelse af, at mange tv-serier er skåret over samme skabelon og ikke giver mig ret meget inspiration eller overraskelse efterhånden. Og så dukkede to serier pludselig op og ruskede i den grad op i mig. Først genfødslen af Twin Peaks og nærmest simultant dermed min opdagelse af HBO-serien The Handmaid’s Tale. David Lynch sin genvisit med Twin Peaks-universet var hypet overalt, og det er ikke nødvendigvis den bedste indgang til en serie. Men det skulle vise sig, at Lynch og medskaber Mark Frost havde fundet den helt rette balance mellem nostalgisk gensynseffekt og nytænkende momentum. Naturligvis er det besnærende at granske det snørklede narrativs mulige sammenhæng. Hvorfor er der pludselig så mange udgaver af Dale Cooper? Er den onde udgave mon resultatet af dengang i slutningen af første serie, hvor han så sig selv i spejlet og mødte Bob? Hvorfor er den gode udgave så apatisk og retarderet i sin tilgang til livet? Og hvad er egentlig på færde i dette mærkværdige plot, der synes at tematisere selve tilbagevendelsen til Twin Peaks-universet ved at søsætte en fortælling, der i al fald blandt andet handler om at returnere til livet, måske fra det hinsides hvor end det så måtte befinde sig, når man bekender sig til lynchske verdensordener? Ikke desto mindre er attraktionen mere end selve den plotmæssige interesse. Det er jo i høj grad stemning og karakterer, der har været showets force og således også er det i den nye udgave. De særegne personager, der færdes i besynderlige miljøer, der tæller alt fra udkants-USA til parallelle universer over et næsten fetichistisk iscenesat, klichéspækket stykke Americana i form af forstadsmiljøer og en majestætisk filmet Las Vegas skyline. Det er det aparte, som er syret helt ud. Det er overdrevet på et overdrev. Og så midt i det hele langsommeligheden, der sætter ind som en heftig kanyle og nærmest yder smerte i al sin insisterende udstrækning af tiden. Noget helt andet er attraktionen ved The Handmaid’s Tale. Her er det snarere den allegoriske beretning om et USA, hvor udvalgte tekststeder i Bibelen har erstattet loven og hvor et fåtal af frugtbare kvinder fungerer som surrogatmødre for en rig overklasse, der har bosat sig i storslåede villaer omgivet af vagter med fuldautomatiske maskinvåben. Serien er voldsomt og næsten karikeret i sin dystopi. Men forcen ved serien er, at der nedenunder denne voldsomhed ligger et perspektiv på vort samfund og der, hvor vi nogle gange er på vej hen, de gange, hvor vores valg indskrænkes. Hvor systemet opleves som rigidt og umenneskeligt. Og hvor vi ikke mindst blot accepterer det og dermed langsomt tillader noget at tage endnu et skridt i retning af det umenneskelige og inddæmmede. En uønsket verden kommer ikke nødvendigvist som en storm. Det værste er netop, at den kan forme sig i små, næsten umærkelige skridt. Steffen Moestrup. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker.
In Between skildrer på lettere banal vis tre unge, palæstinensiske kvinders kamp for at leve det liv, de ønsker.
Franske Katell Quillévéré viser sitt mesterskap med en film om livets ytterste betingelser.
Science fiction ble lenge sett som en pubertal sjanger, men hylles i dag for sin vilje til å brette ut samtidens muligheter og se inn i framtiden. Men hva kan sjangeren foregripe når vitenskapen og teknologien synes å ha tatt den igjen?
Teknologiene som skulle frigjøre og avlaste oss gjør oss gradvis til slaver, argumenterer Bernard Stiegler i sin siste bok. Hva betyr kritisk tenkning i en tid der styringen stadig oftere er overlatt til automatiske systemer som er i ferd med å løpe løpsk?
