Da romanene til Julio Cortázar, Mario Vargas Llosa og Gabriel García Márquez begynte å fylle hyllene i europeiske bokhandler på 1960-tallet, ble fenomenet døpt den latinamerikanske litterære boomen. Nå tar en ny generasjon forfattere over.
Vår tendens til å sette alt vårt håp til et heltemodig enkeltindivid, viser galskapen i dagens anspente geopolitiske situasjon.
Discoeposet Saturday Night Fever er blitt en klassiker, førti år etter premieren, om ikke annet enn i fravær av konkurrenter. Det glisne utvalget av discofilmer er påfallende, om man tenker over hvilket takknemlig motiv dansere har vært opp gjennom filmhistorien.
Forsvunnet er en beretning, der har meget på sinde og ofte fortæller det på følsom vis, men som tidvis obstrueres av dilettantisk dialog.
I en satirisk film full av underfundige referanser, krympes menneskeheten for å minske miljøavtrykket. De små menneskene i Downsizing speiler kvalene ved å forlate gigantismens idealer.
Jean Rouch gjorde alt for å komme så nær som mulig de han portretterte. På veien fant han opp etnofiksjonen og utviklet den franske versjonen av Direct Cinema, som skulle komme til å inspirere de unge nybølgeregissørene.
Normalt er det kun favntag med film og tv-serier, der finder vej til disse spalter, men denne gang vil jeg knytte nogle ord til konsolspillet L.A. Noire og ikke mindst de filmiske aspekter, som dette spil besidder. Egentlig er spillet en genudgivelse. Det er tidligere kommet til konsollerne Playstation 3 og Xbox 360 og indfinder sig nu en udgave til nyere maskiner såsom Playstation 4 og Nintendo Switch. Det betyder eksempelvist forbedret grafik, der faktisk får spillets filmiske kvaliteter til at træde tydeligere frem, end tilfældet var i den originale udgivelse. Der er flere aspekter, der gør spillet interessant for filmaficionadoen. For det første foregår spillet i Los Angeles i 1947 og dermed i det, som ofte går under betegnelsen Holly-woods gyldne år. For det andet er spillet en udpræget hyldest til filmgenren film noir, der er kendetegnet stilistisk ved brugen af asynkron lyd, ofte i form af voice-over og såkaldt low-key belysning, mens indholdssiden typisk er domineret af kriminalhistorier, hvor moralske dilemmaer og moralsk dubiøse eller ligefrem kyniske karakterer – på både de gode og de ondes side – er fremtrædende. I spillet overtager man rollen som detektiven Cole Phelps, der skal opklare en række forbrydelser, hvoraf de fleste faktisk er baseret på de forbrydelser, der fandt sted i Los Angeles i 1940’erne. En del af kriminaliteten involverer naturligvis filmmiljøet, som derved også får en fremtrædende om end noget syndig rolle – især en lusket filmproducer leder tankerne hen på vor dages Weinstein-sag og #MeToo-bevægelsen. Et tredje filmisk aspekt ved spillet finder vi i selve skuespillet, der er kreeret ved en særlig teknik, der med 32 kameraer optager levende skuespilleres ansigtsudtryk og omsætter disse til grafiske fremstillinger, som virker mere livagtige end vi er vant til fra de fleste andre konsolspil. Gestikken bliver mere tydelig, og man fornemmer let, at det eksempelvist er Mad Men-skuespilleren Aaron Staton, der har lagt ansigt til vores detektivprotagonist. De livagtige ansigtsudtryk er endvidere væsentlige for plottet, da en del af fortællingen drives frem af ens evne til at afkode mimik og udtryk hos afhørte vidner og potentielle gerningsmænd. Livagtigheden sikrer også en fascinerende interaktion mellem karaktererne, som vi ellers normalt skal ty til filmmediet for at kunne finde. Endelig er den frie følelse af at kunne gå på opdagelse i en åben verden, der består af nøje researchede locations dybt fascinerende. Her får man vitterligt fornemmelsen af at være i Los Angeles anno 1947. Fornemmelsen suppleres på blændende vis af musikken, der mange steder udgør stemningsskaberen ved en location. Den reviderede udgave af L.A. Noire viser på indtagende vis hvor langt spilbranchen har rykket sig. Det er naturligvis ikke i sig selv nogen entydig positiv kvalitet, at spil kan komme til at ligne film mere og mere, men der er ingen tvivl om, at der er visse aspekter fra filmmediet, som spillene med fordel kan lade sig inspirere af. © norske LMD Steffen Moestrup er filmkritiker
Bitterhedens syllogismer af den rumænske forfatter Emil Cioran, døbt århundredets pessimist, befrir os fra den naive optimisme, som gennemsyrer vore dages opinionsdannere,
politikere og økonomer.
Amerikanske tegneserier for barn og unge gjør internasjonal suksess, samtidig som de fjernes fra hyllene i hjemlandet. Den sommeren, en av de fineste oversatte tegneserieromanene i fjor, er den som angripes mest.
Rachel Whiteread begynte med å legge hverdagsgjenstander i støpeformene og lage skulpturer av det «negative rommet» inni eller rundt dem. Siden har hun lagd monumentale avstøpninger av tomrommene i hele hus. I disse dager vises en retrospektiv utstilling av verkene hennes på Tate Britain.
Et lite maleri tilskrevet Leonardo da Vinci ble nylig solgt for 385 millioner euro. Munchs Skrik gikk i 2012 for 91 millioner euro. De spektakulære salgene får all oppmerksomheten, men hvert år selges mange tusen «vanlige» verk i et marked hvor ingen helt skjønner hvordan prisene blir bestemt.
Den russiske kosmonautfilm Spacewalker følger en næsten for velkendt skabelon, men den lykkes i sine storladne, episke sekvenser.
La Jetée er en fiksjon som ikke anerkjenner terrorbalansen og krigens død, men som «alltid allerede» har anerkjent at døden, med sine virkelige kirkegårder og graver, i uoverskuelig fremtid vil være en betingelse for menneskelig eksistens.
Helt siden Max Weber og Den protestantiske etikk og kapitalismens ånd har kapitalismen blitt framstilt som asketisk, autoritær, puritansk og patriarkalsk. Bernard de Mandevilles klassiker The Fable of the Bees forteller en annen historie.
Happy End er muligens Hanekes mest humoristisk ladde film, om en storfamilie der omtanken er mer marginal enn maktkamp og perversjoner, med migrantkrisen i Calais som bakteppe.
Når en actionfilm siterer og stjeler fra de siste tiårs beste, blir det nødvendigvis ganske intenst. Den bør dessuten tåle sammenligninger med opphavet. Da står det på gjennomføringen.
I den nye metodeboka i idéhistorie finner vi presentert en rekke analytiske teknikker, som viser hvor mangesidig faget er. Men dette er ikke nødvendigvis en styrke.
I Narcocapitalism analyserer professor i retsfilosofi Laurent de Sutter samtidens politik som en anæstesi af den sociale krop. Anæstesiens historie er ifølge de Sutter uløseligt knyttet til historien om den moderne styring af massen og dermed det politiske projekt overhovedet.
En fantastisk kvinne rummer en indtagende kærlighedsfortælling, men er mest af alt et væsentligt kønspolitisk opråb.
Didion var en modstemme, der påpegede de skyggesider, som hippiekulturen rummede, heriblandt de mange svigtede børn der måtte lide under forældrenes iver efter det frie og grænsesøgende liv.
Med en rekke serier som kretser rundt krigs- og revolusjonsåret 1917 er Kristian Krohg-Sørensen blitt norske tegneseriers fremste historiker. Han tegner revolusjonens
St. Petersburg med troverdighet, men bybildene fra det gamle Oslo overbeviser enda mer.
Det at vi alle er avhengige av den samme atmosfæren kunne tenkes å samle oss til enighet og felles innsats, men klimapolitikken viser at luftas allmenning også kan rammes av tragiske interessekonflikter.
Blade Runner 2049 viser motsetningene innad i herskerklassen, men unnlater å stille det sentrale spørsmålet: Vil vår verden fortsatt være menneskelig, når androidene blir del av den?
Lovløst land markedsføres som en nordisk western, men den fungerer bedst i sine intime skildringer af relationen mellem far og søn.
En kavalkade med 114 av Lumière-brødrenes filmer viser at vi har mer å takke dem for enn vi hittil har trodd.
