LMD2– Side 22

For ikke så længe siden fik tv-serien West World premiere på HBO Nordic. Da serien er en genfortælling og en videreudvikling af filmen West World (1973), er det en oplagt mulighed for at se lidt nærmere på de forskelle, der er imellem de to formater. Hvad er det serieformatet kan? Og hvor er det, at filmmediet faktisk kan være serieformatet overlegent? Inden vi dykker nærmere ind i den diskussion, vil jeg kort lige skitsere plottet i begge fortællinger. West World er navnet på begge værker, og så er det samtidig også navnet på den ekstremt højteknologisk indrettede forlystelsespark, hvori både serie og film tager sit udgangspunkt. West World er stedet, hvor voksne mennesker kan komme og udleve deres drømme og lyster. Forlade kontorliv og hamsterhjul for en uge eller to for at agere cowboy, charlatan, saloon-ejer eller en anden arketypisk karakter fra dengang Vesten stadig var vild. Det hele er sindrigt indrettet med komplekse narrativer, man kan tage del i og naturligvis et væld af mytiske locations. I parken skilles der mellem to entiteter: dels de rigtige mennesker, der kommer og besøger parken for store beløb, og dels alle de aktører, der er hjemboende i parken og som vel at mærke er maskiner, der dog er så virkelighedstro, at ingen rigtig kan skelne. I både serie og film begynder maskinerne at opføre sig mere og mere menneskeligt. De får en egen, fri vilje, og drømmer. De går imod de opstillede fortællinger og agerer på egen hånd. Hvori består da de mest betydningsfulde forskelle? To elementer springer i øjnene. Det ene har at gøre med længde, og det andet er af mere strukturel karakter. Længden på serien er sammenlagt langt større end filmens spilletid på 90 minutter. Dette giver nogle fortællemæssige muligheder for at udvikle flere plottråde og i al fald ideelt set raffinere karakterskildringer mere end filmen. Større længde er dog bestemt ikke lig med højere kvalitet. Et problem ved serien – som slet ikke fandtes ved filmen – er at den repeterende karakter (som naturligvis også er funderet i selve tematikken om at have en forlystelsespark, hvor hver visit påbegynder narrativer i cyklus igen og igen) bliver et kedsommeligt element. Vi oplever gang på gang, at fortællingen er stillestående og plaget af gentagelser på en helt anden facon, end tilfældet var med filmen, hvis styrke netop ligger i, at den er et overskueligt, afrundet hele. Seriens struktur, der er opdelt i afsnit og sæsoner, er ligeledes et tveægget sværd. På den ene side kan det medføre en højere grad af kompleksitet, men hvis serieskaberne i for høj grad tager hensyn til, at også nye seere kan stige om bord uanset hvor i afsnittet eller i sæsonerne, vi er kommet, vil det naturligvis kede den seer, der har været med fra start. Der er ingelunde et entydigt svar på, om film eller serie principielt er bedst, men der er ingen tvivl om, at hvert format har sine karakteristika og bør behandles forskelligartet. Steffen Moestrup. © norske LMD Første sæson af West World kan ses på HBO Nordic, og serien er netop blevet forlænget til minimum en sæson yderligere.