Da romanene til Julio Cortázar, Mario Vargas Llosa og Gabriel García Márquez begynte å fylle hyllene i europeiske bokhandler på 1960-tallet, ble fenomenet døpt den latinamerikanske litterære boomen. Nå tar en ny generasjon forfattere over.
Er det muligt at skabe en tænkning der undersøger nye muligheder for liv i verden, men som ikke ikke længere har mennesket som centrum, spørger en ny dansk introdukton til den spekulative realisme.
Det er blitt hevdet at miljøkrisen svekker Marx’ analyser fordi han ikke tar opp miljøspørsmålet. Men ifølge John Bellamy Foster er miljøvern og sosialisme to sider av samme sak hos Marx.
Når de franske sosialistene forsøker å forklare hvorfor velgerne har vendt dem ryggen, er det lite selvkritikk å spore.
En felles rød tråd i to av vårens viktigste sakprosabøker er Rudolf Steiners lære og dens allehånde avskygninger.
Vann over ild er som ingen anden film. Den er gakket og hysterisk, men desværre er resultatet usammenhængende og alt for karikeret.
Det blev heller ikke til en kvindelig vinder i år, da japanske Kore-Eda Hirokazu modtog De Gyldne Palmer for filmen Shoplifters.
Når Fellini-klassikeren La dolce vita fra 1960 relanseres i sommer møter vi den med en blanding av søte forventninger og bekymring for gjensynets skuffelser. Hva gjenstår av fordums storhet?
Med The Eroticization of Distance søger den amerikanske filosof Joseph Kuzma at skrive et helt nyt kapitel til historien om Nietzsche. I hans oversete kærlighedsfilosofi spiller den uopfyldte længsel en afgørende rolle.
To nye tegneserier beskriver kvinnekampens historie på vidt forskjellige måter. Marta Breen og Jenny Jordahl forteller lett og ledig kvinnebevegelsens historie, mens franske Pénélope Bagieu portretterer rebelske kvinner i en fargerik historisk og geografisk sammensetning. Hvem overbeviser mest?
I A Way Out er det dynamikken mellem brødrene, der således både sikrer spillet en karakterudvikling, der nærmere sig nogle af de bedre film indenfor genren.
Ursula K. Le Guin (1929–2018) åpnet ikke bare science fiction for kvinner, hun gjorde sjangeren voksen.
Mohammad Rasoulof har med den underspillede Mannen mot strømmen lavet endnu en stærkt systemkritisk skildring af det iranske samfund.
Et maleri av Emmett Till, en svart tenåring fra Chicago som ble drept i 1955, har fått rasismebeskyldninger til å hagle på begge sider av Atlanteren. Striden dreier seg imidlertid ikke om rasistisk kunst, men om hvem som skal få profittere på antirasismen.
Paul Thomas Anderson utforsker enda et nytt miljø: et motehus i 50-tallets London. Filmen preges av stillhet og arbeidsro, og stemningen svinger.
Der findes film, hvor hverken fortælling, karakter eller for den sags skyld stilistiske træk er det centrale, men hvor selve overfladen bliver et omdrejningspunkt.
Charlotte Rampling brillerer i den vemodige Hannah, der dog har det med at blive rigeligt funderet i antydningens virkemidler.
Michel Leiris etnografiske dagbok L’Afrique fantôme er en rejse ind i kolonialismens arrogance, men også en studie af menneskelige valgsituationer og mødet med det fremmede som noget man egentlig ikke kan håndtere.
En bok om Spinoza har solgt over 200 000 eksemplarer siden den kom ut i Frankrike i november. 1600-tallsfilosofen inntar igjen fransk samtidsdebatt.
For nylig så jeg filmen Room(2015) af Lenny Abrahamson, og det slog mig, hvor meget af filmens attraktion, der er placeret i brugen af dens snævre loca-tion. For de uindviede kan jeg berette, at Room er fortællingen om en mor, der sammen med sin søn gennem en længere årrække er indespærret i et lille skur. Filmen er baseret på en bog af den canadiske forfatter Emma Donoghue og trækker naturligvis også på lignende hændelser i virkeligheden, såsom Fritzl-sagen, hvor en datter blev holdt fanget af sin far gennem 24 år eller sagen om østrigske Natascha Kampusch, der blev kidnappet og holdt indespærret i otte år i et garagerum, der målte 3×4 meter. Filmens styrke er netop anvendelsen af det begrænsede rum. I lang tid er vi ikke andre steder end i det lille rum, og vi placeres som beskuere dermed i samme klaustrofobiske tranghed, som moren og sønnen. De få objekter, der er i rummet, får en helt særlig betydning, som kommer af netop deres unikhed. Alle objekter benævnes som værende de eneste af deres art med ord som lamp, mouse og room. Sønnen, som er født i værelset og derfor ikke kender til en verden udenfor, undrer sig over, at der kan være plads til alle menneske inde i det fjernsyn, som ofte er tændt på i værelset. Han tror ikke moren, når hun fortæller ham om verden udenfor væggene. Gennem en snedig, men også noget heldig plan lykkes det sønnen at flygte, få tilkaldt hjælp og afslutningsvist få befriet moren. Her åbner filmen sig så op og tillader den ydre verden at komme ind. Friheden er overvældende, for verden er et fremmed sted, især for drengen der aldrig har oplevet andet end værelset. Flere gange higer han mod at komme tilbage til værelset. I det lille rum var mor der altid. Nu er hun nogle gange væk, og verden er fyldt med andre. Verden er kaotisk, farlig, fyldt med fremmede lyde og en konstant foranderlighed. Tiden er også en anden. Som sønnen lyrisk påpeger, er man nødt til at smøre tiden ud i et tyndere lag på al den plads og med alle de ting, man skal nå og skal gøre i den store verden udenfor værelset. Room skriver sig ind i en lang række andre værker, som mestendels foregår i trange rum. I Buried (2010) befandt vi os nede i en kiste sammen med en soldat, der var begravet levende. Undervejs i filmen går der hul på kisten, og sand begynder at gradvist fylde kisten og dermed gøre det lille rum endnu mindre, for derved at supplere den klaustrofobiske følelse med en vished om snarlig kvælning. I Hitchcock’s Rear Window (1954) sidder protagonisten lænket til sin rullestol, mens filmen Locke (2013) udelukkende foregår inde i en enkelt BMW, og i Phone Booth (2003) er stort set hele handlingen hensat til en offentlig telefonboks. Filmmediet kan give os adgang til store verdener, hvor den episke fortælling foldes ud på tværs af tid og rum. Men film kan også lukke os inde i det helt lille rum, hvor intensiteten i narrativet bliver så insisterende, at det på vellykket vis kan placere os i samme ubehagelige klaustrofobi, som de karakterer, der følger med os ind i rummet. © norske LMD Steffen Moestrup er kritiker i Le Monde diplomatique
Marion Montaigne møter kunnskapsmangel og pseudovitenskap med lekende folkeopplysning. Biografien om astronauten Thomas Pesquet er en av fjorårets mest populære franske tegneserier.
Insyriated forsøger på intelligent vis at give os et indblik i det hverdagsliv, der også er en del af krigen i Syrien. Det er ikke nogen stor film, men det er en vigtig film.
Mary Wollstonecraft var en dristig tenker og levde et ukonvensjonelt liv. Forfatterskapet hennes var et sentralt bidrag til politiseringen av kvinners situasjon.
Greta Gerwigs hverdagslige skildring av ei ungjente i oppbruddsfasen vil neppe sette verden i brann, men demonstrerer hvor langt man når med personlige og oppriktige fortellinger.
I sin knap 50 år lange karriere lavede Kubrick 13 spillefilm. Det er dog især materialet bag de film, vi alle kender der gør størst indtryk.
